Offensiv i syd var længe planlagt røgslør for at kunne angribe i øst – og russerne gik lige i fælden, siger Ukraine

Tilbagetrækningen var planlagt, lyder det fra Rusland – men de glemte at tage mange af deres våben med, viser billeder fra genvundne ukrainske byer.

Måbende militæranalytikere klapper lige nu fra sidelinjen af det, der foregår i Ukraine.

Det er nemlig på kort tid og i en storstilet og helt – for omverdenen – uventet modoffensiv lykkedes ukrainske styrker at tilbageerobre flere byer i Kharkiv-regionen i det østlige Ukraine.

Tilbagetrækning er en del af krigskunsten. Når vi trak os tilbage, sørgede vi for, at de led tab, mens de avancerede

Serhiy Kuzan, militærekspert ved det ukrainske sikkerhedscenter

Og i en sådan grad at mere end en tredjedel af den russiskbesatte region i løbet af tre dage er tilbage på ukrainske hænder.

Men der er ikke tale om, at Ukraine har udnyttet en ”pludseligt opstået mulighed,” da russerne trak deres styrker sydpå, sådan som flere eksperter vurderede lørdag.

For det var et nøje planlagt røgslør fra ukrainsk side, der snød russerne, siger Taras Berezovets, der er presseofficer for en brigade af ukrainske specialtropper, ifølge The Guardian.

- Ukrainerne er ganske simpelt dygtige. De har forberedt det her. De har masseret det personel og materiel, der skal til for at kunne lave en offensiv på to fronter. Og de har vildledt russerne – vildledt store dele af alle os, der sidder og kigger på, lyder det søndag fra Kristian Lindhardt, der er major og militæranalytiker ved Institut for Strategi og Krigsstudier.

Ukraine offentliggjorde planlagt offensiv i syd

Ukraine offentliggjorde i slutningen af august, at ukrainske styrker havde indledt en offensiv i den sydlige del af landet i Kherson-regionen.

Og det blev der også. Små landsbyer blev tilbageerobret, men offensiven var ikke markant anderledes end de fremskridt, der var blevet gjort i de forgangne måneder i området, skriver The Guardian.

Nyhederne om offensiven ramte internationale medier. Det skete også i Danmark, hvor det blandt andet i en analyse fra 2. september fra Jacob Kaarsbo, der er senioranalytiker i Tænketanken Europa og tidligere chefanalytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste, lød:

- Der er ikke er tegn på, at Ukraine har lavet store gennembrud.

Årsagen var – lyder det altså nu ifølge Ukraine – at udmeldingen var designet til at få russerne til at trække styrker længere sydpå, så ukrainerne kunne indlede en offensiv i Kharkiv-regionen i stedet:

- Rusland troede, at det (offensiven) ville ske i syd og flyttede deres udstyr. Så, i stedet for i syd, blev offensiven indledt, hvor de mindst ventede det, og det fik dem til at panikke og flygte, siger Taras Berezovets.

Kampvogn for fuld udblæsning ind i et træ

Russiske medier og bloggere bekræfter, at russiske tropper har trukket sig tilbage fra regionen. Ifølge Rusland er der dog ikke tale om, at soldaterne er blevet tvunget væk af ukrainerne, men at tropperne i stedet er omfordelt til Donetsk-fronten.

Tilbagetrækningen var planlagt, lyder det fra Rusland - men de glemte at tage mange af deres våben med, viser billeder fra genvundne ukrainske byer. Video: TV 2 NEWS

I så fald har de russiske styrker haft voldsomt travlt med at komme til Donetsk, da billeder fra de generobrede byer blandt andet viser, at der er efterladt store mængder våben. Det ser også i denne propagandavideo fra det ukrainske forsvarsministerium ud til, at russerne i bedste Charlie Chaplin-stil har haft travlt.

Det er ikke bekræftet, hvor optagelserne er foretaget, eller om kampvognen forsøger at angribe eller er på flugt.

Ifølge Serhiy Kuzan, der er militærekspert ved det ukrainske sikkerhedscenter, foregik den russiske tilbagetrækning så hurtigt, at det også er kommet bag på ukrainerne.

- Tilbagetrækning er en del af krigskunsten. Når vi trak os tilbage, sørgede vi for, at de led tab, mens de avancerede – og vi gjorde det på en måde, så vi sørgede for, at de kun avancerede en, to og tre kilometer, siger han til The Guardian.

Men ifølge ham var russerne så selvsikre, at de ikke havde forberedt et forsvar.

Og nu vajer det ukrainske flag altså igen i flere tidligere besatte områder i Kharkiv-regionen.

Det gælder blandt andet byen Balakliya, den vigtige jernbaneby Kupjansk, ligesom byen Izyum ser ud til at være tilbage på ukrainske hænder.