Rusland invaderer Ukraine

Russiske styrker i massivt tilbagetog i Kharkiv

Ukraine har formået at genindtage to centrale byer - og muligvis kappet de russiske forsyningslinjer til Donbas.

Lørdag eftermiddag har meldingerne om et russisk kollaps ved fronten i den nordøstlige Kharkiv-region været mange.

Og nu bekræfter det russiske forsvarsministerium så det, der for iagttagere omtales som et decideret tilbagetog langs fronten.

I en erklæring offentliggjort af det statslige medie RIA Novosti hævder forsvarsministeriet, at der var truffet en beslutning om at "omgruppere de russiske tropper stationeret i Balakliya- og Izyum-regionerne" og "optrappe indsatsen i Donetsk" for at "nå de erklærede mål for den særlige militæroperation" og "befri" Donbas.

Ifølge forsvarsministeriet er en række "distraktionsbegivenheder" blevet iscenesat for at skjule "troppernes virkelige handlinger" og dermed tillade tilbagetrækningen.

Erklæringen kommer, efter løbende meldinger om at tusindvis af russiske soldater er ved at blive omringet ved Izyum, og at selve bymidten igen er på ukrainske hænder.

Kappede forsyningslinjer

Omringningen af den vigtige by kom på bagkant af meldinger om et generelt ukrainsk gennembrud langs den nordøstlige front, hvor også byen Kupjansk er kommet under ukrainsk kontrol.

Byen har spillet en central rolle som trafikalt knudepunkt for de russiske invasionsstyrker – flere jernbanestrækninger, der bruges til at fragte forsyninger til fronten i Donbas, mødes nemlig her.

Dermed er de russiske forsyningslinjer kappet over, hvilket i sidste ende kan føre til et kollaps langs fronten, spår analytikere.

Samtidig har Ukraines militær annonceret, at dets soldater har generobret mere end 30 landsbyer i regionen.

Udviklingen mod nord skyldes i høj grad ukrainernes strategi et helt andet sted i landet - nemlig mod syd.

- Alt tyder på, at ukrainerne har grebet en pludseligt opstået mulighed, der er opstået, fordi russerne har trukket deres styrker sydpå for at forsvare Kherson, siger Anders Puck Nielsen, militæranalytiker ved Forsvarsakademiet.

- Det kunne tyde på, at Rusland har smurt sine styrker tyndt ud i de erobrede områder, siger han.

Fremgang trods hårde kampe

Russerne har de seneste uger sendt adskillige hærenheder fra nord til syd.

Og det mærker man tydeligt på den ukrainske fremgang omkring Kherson, forklarer TV 2's korrespondent i Ukraine, Claus Borg Reinholdt, der i øjeblikket befinder sig i den sydlige havneby Odesa.

- Fremgangen er langsom, og kampene er hårde. Rusland har frygtet den store sommeroffensiv mod syd, og de meldinger, vi får tilbage her, fortæller om hård russisk modstand, siger han.

Men selvom modstanden er hård, så har ukrainerne formået at presse russerne tilbage – og det mærker man i de ukrainske byer nær fronten.

- Russerne er blevet presset så langt væk, at der er langt færre artilleriangreb mod byer som Mykolaiev og Odesa. Russerne er simpelthen for langt væk. Og samtidig har ukrainerne effektivt brugt vestlige missilsystemer til at ramme russerne positioner, forklarer Claus Borg Reinholdt.