Rusland invaderer Ukraine

Ukraine kan generobre Krim inden for et år, siger amerikansk general

Ukrainerne hævder at have genvundet kontrol over et 1000 kvadratkilometer stort landområde siden 1. september.

Mere end seks måneder er gået, siden Rusland indledte sin offensiv i Ukraine.

Og som situationen udvikler sig, taler stadig mere for, at ukrainerne kan trække sig sejrsrigt ud af krigen. Det mener den pensionerede general Ben Hodges, der er tidligere øverstbefalende for den amerikanske hærs styrker i Europa.

- Vi står her et halvt år efter starten på Ruslands fuldskala-invasion, og den formodede næstbedste hær i verden er nu den næstbedste hær i Ukraine, siger Hodges i et interview med Newsweek.

Ukrainerne reddede deres land

Ben Hodges, tidligere øverstbefalende for den amerikanske hærs styrker i Europa

Amerikaneren påpeger, at Rusland fortsat kontrollerer mindre end 20 procent af Ukraines territorium, og at russernes evne til at udføre yderligere offensiver synes næsten udtømt.

Succesfulde angreb

Siden invasionens begyndelse i februar har den russiske hær trukket sig fra den tidligere frontlinje nær hovedstaden Kyiv, og siden midten af sommeren har der været stilstand i russernes offensiv i den østlige Donbas-region.

På det seneste har ukrainerne haft succes med at gennemføre angreb på Ruslands forsyningslinjer til den besatte by Kherson i den sydlige del af landet, og både i Øst- og Sydukraine melder den ukrainske hær om fremskridt, efter at en modoffensiv blev indledt i slutningen af august.

- Ukrainerne reddede deres land, konkluderer Ben Hodges.

- De har sat betingelserne for, at de kan genoprette fuld suverænitet, herunder også for Krim, inden for det næste år, tror jeg.

Krim-halvøen har siden 2014 været annekteret af Rusland.

Ukraine melder om fremskridt på slagmarken

De ukrainske myndigheder har indtil nu været sparsomme med detaljerne om den igangværende modoffensiv, men i sin daglige videotale til nationen torsdag aften berettede præsident Volodymyr Zelenskyj dog om store fremskridt.

Ifølge Zelenskyj har de ukrainske styrker på nuværende tidspunkt befriet "dusinvis" af beboelsesområder fra de russiske besættelsesstyrker.

- Samlet er mere end 1000 kvadratkilometer af vores territorium blevet befriet siden 1. september. Jeg er taknemmelig for alle, som gjorde det muligt, siger præsidenten.

Senest har der på sociale medier været meldinger fra ukrainsk side om, at byen Balaklija i Kharkiv-regionen i det østlige Ukraine skulle være blevet befriet efter seks måneder under russisk kontrol.

Præsident Zelenskyj har på sin Telegram-kanal delt en video, som viser ukrainske soldater hejse Ukraines flag over byen.

- Alt er, som det skal være. Ukraines flag i en fri ukrainsk by under en fri ukrainsk himmel, skriver Zelenskyj.

I videoen hævder soldaterne, at Balaklija fra klokken 16.00 torsdag var under ukrainsk kontrol.

Ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax hævder Rusland dog fortsat have kontrol over byen.

Rykker frem i Kharkiv

De ukrainske styrker skriver i en opdatering på Facebook fredag morgen, at de er rykket 50 kilometer frem i Kharkiv-regionen på tre dage.

Den nordøstlige region har været delvist indtaget af russerne siden invasionens begyndelse.

Mange af oplysningerne om den ukrainske modoffensiv er endnu ubekræftede. Men ifølge militæranalytiker Anders Puck Nielsen fra Forsvarsakademiet tyder alt på, at ukrainerne taler sandt, når de melder om fremskridt både i Kharkiv og omkring Kherson i syd.

- Der kommer meldinger fra både ukrainsk og russisk side om, at det sker. Så det virker til, at ukrainerne har fået et godt momentum i deres modoffensiv. I det sydlige Ukraine er det en planlagt modoffensiv, mens det i Kharkiv-området virker lidt mere til at være en pludseligt opstået chance, de har grebet, sagde militæranalytikeren torsdag til TV 2.

Den amerikanske tænketank Institute for the Study of War har i sine daglige opdateringer om krigen ligeledes meldt om ukrainske fremskridt.

I opdateringen fredag morgen bemærker tænketanken, at ukrainerne rykker hastigt frem mod byen Kupjansk, der har en vigtig logistisk placering for russerne.

Ifølge analysen vil de ukrainske styrker formentlig erobre Kupjansk inden for de næste 72 timer og reelt afskære de russiske linjer til byen Izjum.

USA lover yderligere støtte

Præsident Zelenskyj har ofte under krigen opfordret Vesten til at gøre endnu mere for at støtte hans land ved at forsyne ukrainerne med våben og at stramme sanktionerne mod Rusland.

I interviewet med Newsweek erklærer den amerikanske general Ben Hodges sig enig og siger, at hvis hans forudsigelse om fuld ukrainsk sejr skal gå i opfyldelse, kræver det en fortsat dedikeret støtte fra Vesten.

- Der er nødt til at være en erklæring om, at vi ønsker, at Ukraine skal vinde. At vi ønsker, at landet skal få hele sit territorium tilbage, at vi ønsker, at det skal være i stand til at forsvare sig selv i fremtiden, og at vi vil gøre alt, hvad der er nødvendigt for at hjælpe dem med at gøre det, siger han.

Han forklarer, at man ikke i offentligheden bør gå i detaljer med ukrainernes behov og mangler, da det giver Rusland en vigtig viden.

- Men jeg er 100 procent sikker på, at det amerikanske forsvarsministerium og det nationale sikkerhedsråd ved, præcis hvad Ukraine har brug for, og at ukrainerne har fortalt dem det, siger Ben Hodges.

Torsdag var USA's udenrigsminister, Antony Blinken, på besøg hos Volodymyr Zelenskyj i Kyiv. Her lovede Blinken yderligere militær støtte for 2,8 milliarder dollars.

Samtidig sagde Blinken, at han ligeledes ser tegn på, at en ukrainsk modoffensiv har medvind flere steder på slagmarken.

- Det er meget tidligt, men vi ser tydelige og reelle fremskridt på landjorden, sagde Blinken.