Dronning Elizabeth er død

Storbritannien får ny dronningegemalinde, der har taget et stort hop i populariteten

Holdningen til Storbritanniens kong Charles’ kone, Camilla, har over de seneste 25 år ændret sig markant.

Det lå ikke i kortene, at Camilla Parker Bowles, der nu er tidligere hertuginde af Cornwall, skulle blive dronningegemalinde – i daglig tage dronning.

- Da Diana døde, mente mange, at Camilla aldrig ville blive dronning, siger Lone Theils, der er forfatter og ekspert i det britiske kongehus til TV 2.

Men holdningen til både Camilla og hendes forhold til kong Charles har de seneste år ændret sig mærkbart.

Affære førte til vrede

Camilla fik langt fra en drømmestart.

Prins Charles indledte en affære med hende i 1986, mens han stadig var gift med prinsesse Diana, fortæller Lone Theils.

Camilla var i øvrigt også gift på daværende tidspunkt, hvilket kun bidrog til en endnu større skandale for det britiske kongehus.

- Mange var ekstremt vrede på prins Charles, siger Lone Theils.

Og følelsen blev kun forstærket, da prinsesse Diana nogle år efter døde i en tragisk bilulykke.

Ifølge Lone Theils blev vreden her ikke kun rettet imod prins Charles, der på mange måder var skyld i skilsmissen. Nu blev den også rettet mod Camilla, for ”det var jo hende, han var utro med”.

Parret blev alligevel gift en årrække efter i 2005. Noget, som briterne ellers ikke troede ville ske.

Nu var det, ifølge kongehuseksperten, magtpåliggende for mange mennesker, at Camilla absolut ikke måtte blive dronning.

Fjernet forhindring

Dronning Elizabeth 2. var den længst siddende britiske monark nogensinde. Hun sad i alt 70 år på regentposten.

I sin jubilæumstale tidligere i år kom hun med en noget uventet udtalelse.

- Jeg var virkelig overrasket over regenttalen. Men jeg tænkte også, at dronningen var virkelig klog, siger Lone Theils.

Dronning Elizabeth udtalte nemlig:

- Det er mit dybfølte ønske, når tiden kommer, at Camilla vil blive som dronningegemalinde.

Det har på mange måder banet vejen for kong Charles og – nu dronningegemalinde – Camillas brede accept i befolkningen.

- Hun fjernede en mulig konflikt, da hun pludselig sagde, at det var hendes ønske, siger Lone Theils.

Ønsket er noget de fleste, der er tro mod kongehuset, vil respektere, lyder vurderingen.

Knap så kontroversiel

Var udmeldingen i stedet kommet fra kong Charles, ville det ”på ingen måde have fået den samme modtagelse”.

Det på trods af at parret i dag er blevet langt mere accepterede i den brede befolkning.

- Camilla bliver i dag bredt anerkendt som Charles’ livspartner, siger Lone Theils.

Derfor vurderer eksperten heller ikke, at det bliver kontroversielt, at Camilla – efter dronning Elizabeths død – nu skal være dronningegemalinde.

- Var det sket for 25 år siden, lige da Diana døde, havde virkeligheden været en hel anden.

Anerkendelsen skaber ro i kongerollen

Camillas titel som dronningegemalinde har mest af alt en symbolsk betydning. Dog en vigtig en af slagsen, vurderer Lone Theils.

- Det er uden tvivl vigtigt for Charles og giver ham ro, at han nu kan kalde Camilla sin dronning, siger hun.

Parret har efterhånden været gift i en lang årrække, og de har begge arbejdet hårdt for monarkiet.

Ifølge Lone Theils er de på mange måder er et bedre match, end Diana og Charles var.

- De griner sammen, og man kan se, at hun støtter ham på den måde, han har brug for, siger Lone Theils.

Hun henviser især til, at Diana tiltrak sig meget opmærksomhed, når hun trådte ind i et rum. Ifølge kongehuseksperten vil fokus nu falde mere naturligt på den kommende konge.