Dronning Elizabeth er død efter 70 år på tronen.
Dronning Elizabeth er død

Nekrolog: I den sværeste modgang holdt Elizabeth det løfte, hun gav sit folk

Englands længst siddende regent, dronning Elizabeth 2., er torsdag død. Det oplyser det britiske kongehus.

Dronning Elizabeth var blot 21 år, da hun gav det britiske folk et løfte for livet.

Med en stak talepapirer i hånden og et koncentreret blik kiggede prinsessen direkte ind i kameraet i nogle sekunder, før hun begyndte at tale til folket.

Hun var 10.000 kilometer hjemmefra i et palæ i Cape Town, men datidens moderne teknologi gjorde det muligt for hende at tale til sit folk via radio og tv.

Det var her i haven ved palæet, at hun endte med at holde et af sit livs mest berømte taler.

I talen lovede hun, at hun ville være der for sit folk. Altid.

- Jeg erklærer for jer alle, at jeg hele mit liv, værende langt eller kort, vil jeg hellige mig til jeres tjeneste.

Det løfte kom hun til at holde. Både langt tidligere og længere end hun, hendes familie og befolkningen havde forventet.

Dronning Elizabeth blev nemlig den længst siddende monark i Storbritanniens historie.

Den 8. september tog briterne afsked med deres nationale samlingspunkt. En monark, der for de fleste briters vedkommende havde siddet på tronen igennem hele deres liv.

Egentlig skulle hun slet ikke have været dronning.

Det var en af de største skandaler i det nyere britiske monarkis historie, der pludselig førte hende dertil.

Kongens niece

Prinsesse Elizabeths onkel Edward blev som ældste søn af kongen regent efter sin far, kong Georg 5.'s, død.

Men efter et turbulent år på tronen abdicerede han i 1936 og rejste til USA, så han kunne blive gift med den fraskilte amerikaner Wallis Simpson.

På et splitsekund blev tiårige prinsesse Elizabeths skæbne beseglet.

Hendes stammende og nervøst anlagte far måtte tage sin brors plads og blev udråbt som kong George 6.

Elizabeth blev nu næste led i tronfølgen og begyndte allerede som helt ung at tage opgaven alvorligt.

Den kommende dronning blev hjemmeskolet. Hun var intelligent og udviklede sig efter eget udsagn til en hurtig læser.

Som de fleste tronfølgere kom hun i militæret, og under Anden Verdenskrig arbejdede hun i hærens hjælpekorps og som ambulancechauffør og mekaniker.

Som 21-årig kunne hun til folkets store glæde annoncere sin forlovelse med en mand af den helt rette støbning med blåt blod i årene. Det var den græsk/danske prins Philip, som hun havde mødt som bare 13-årig.

Parret blev gift i 1947 og fik efterfølgende børnene Charles, Anne, Andrew og Edward.

Samme år holdt tronfølgeren sin første tv-transmitterede tale for befolkningen.

Det var her, at hun gav det berømte løfte om evig tjeneste af det britiske folk.

Få år efter kom hun til at leve op til dette.

En ung dronning

Prinsesse Elizabeth så sin far sidste gang 31. januar 1952, da hun tog afsked med ham i Heathrow lufthavn.

Sammen med sin mand skulle hun på farens vegne på officiel rejse til Kenya, for den 56-årige konge var ramt af alvorlig lungekræft.

Syv dage senere døde han.

25-årige Elizabeth var nu dronning af England.

Hun hastede hjem til Storbritannien og påbegyndte det arbejde, hun endte med at bruge 70 år på.

I juni 1953 blev hun officielt kronet i England, og herefter tog hun og prins Phillip på et halvt års tour til 12 forskellige lande, heriblandt Australien, Jamaica, Uganda og Fiji.

Børnene prins Charles og prinsesse Anne, der på det tidspunkt var fem og tre år, blev efterladt hos barnepiger hjemme i England. Kongelige pligter kom før familien. Altid.

- Vi står for underholdningen

Dronningen gik op i at tjene sit folk, der bestod af lidt over to milliarder indbyggere både i Storbritannien og i de til dato 54 Commonwealth-lande.

Hun var yderst bevidst om sin rolle som vært, når statsledere besøgte landet og måske stod over for komplicerede politiske diskussioner med den britiske regering.

Her var hendes opgave at stå for den gode stemning. Den kom i form af en pompøs modtagelse.

Guldbeklædte hestevogne blev trukket frem, den røde løber blev rullet ud, og det fine stel kom på bordet.

- Vi står for underholdningen. Vi giver dem et sted at bo og forhåbentlig en god tid, de kan huske, forklarede dronningen i dokumentaren 'Elizabeth R' fra 1992.

Dronningen gik samtidig højt op i at pleje den brogede skare af Commonwealth-lande, der blandt andet inkluderer Nigeria, Jamaica, Indien og Australien.

Hun besøgte 52 af de i alt 54 lande inden sin død.

Hjemme gjorde dronningen også en dyd ud af at komme ud og møde sit folk, og hun vidste, hvad hun skulle levere.

Hun skulle opmuntre folk.

Lige fra den arbejdsløse brite til den nyopstartede fabriksejer, som hun selv beskrev det.

- Mange folk kommer ikke særligt ofte til London, så må jeg komme til dem i stedet, sagde hun i 1992.

Når hun ankom til byer, arrangementer og fester, var hun oftest iført matchende pangfarver.

For hun var hovedattraktionen, hvor end hun kom hen. Og hun lyste godt op i landskabet med de livlige farver.

Dronningen stillede gerne op med et velvilligt smil, men heller ikke mere end det.

Dronning Elizabeth viste sjældent sine følelser, og det var netop det, der ledte hende ud i hendes største krise som regent.

De svære følelser

For i sommeren 1997 blev Storbritannien ramt af kollektiv landesorg, da deres højtelskede prinsesse Diana på tragisk vis døde i en bilulykke i Paris.

Det skete få år efter en brutal skilsmisse fra tronarvingen prins Charles.

Dianas dødsfald fik tusindvis af briter til at dukke op foran Buckingham Palace. De lagde blomster på pladsen, og flere græd højlydt.

Det stod i skærende kontrakt til den larmende tavshed, de mødte fra deres dronning.

Hun blev bag lukkede døre hos sine børnebørn. Der var hverken tårer eller trøstende ord til offentligheden.

Det resulterede i en enorm vrede fra briterne, der ville se deres dronning tage del i sorgen:

"Hvor er vores dronning?" og "Vis os, at du ikke er ligeglad" lød de hårde overskrifter i de britiske medier.

Presset på dronningen var massivt. Vreden var stor.

Den daværende premierminister, Tony Blair, har senere fortalt, hvor bekymret han var over den voldsomme reaktion.

Efter fem lange dage gik dronning Elizabeth endelig på skærmen og talte til sit folk.

Her takkede hun briterne for blomster og kort og hyldede Diana for den varme og medfølelse, hun var så kendt for.

Men briterne fik stadigvæk kun en afmålt dronning at se.

Der var hverken tårer eller store følelsesudbrud.

Dronningen fortsatte med at holde sine følelser og tanker for sig selv.

Og til trods for de 70 år på tronen kom den almindelige brite eller resten af verdens befolkning aldrig til at lære personen bag de funklende smykker og farverige outfits at kende.

Dronningen svarer ikke på spørgsmål

Som det eneste nulevende medlem af den britiske kongefamilie stillede dronning Elizabeth aldrig op til et egentligt interview.

Hverken til tv, radio, aviser eller bøger.

I løbet af sin regenttid deltog hun i en håndfuld dokumentarer, men her var reglerne slået fast med syvtommersøm:

Dronningen svarer ikke på direkte spørgsmål.

Enkelte gange fik et tv-hold lov til at følge hende og hendes familie, men der blev aldrig stillet direkte spørgsmål.

Efter tyve års ihærdigt arbejde lykkedes det i 2018 BBC at få dronningen til at stille op i et program om hendes kroning. Her blev der forinden sat streg under, at der var tale om en samtale – ikke et interview med dronningen.

Hvad dronning Elizabeth mente, tænkte og følte om noget, vidste altså kun de nærmeste.

Lidt viden om monarkens interesser fik man dog i løbet af de 70 år, hvor hun regerede.

Den private dronning

Dronning Elizabeth var kendt for at holde af naturen og livet på landet.

Hun red, fulgte ivrigt med i travløb og interesserede sig for landbrug, jagt, dyr og gåture.

Hun elskede at opholde sig på slottene Balmoral og Sandringham, der bød på en del mere natur end Buckingham Palace, som ligger midt i London.

Hun var særligt glad for heste og hunde – især corgi-racen, som hun nåede at have over 30 af i sin levetid. Hun opdrættede heste og indrømmede i dokumentaren 'Elizabeth R', at hun havde lidt af et "gambler-instinkt".

Hun kunne nemlig blive ved med at håbe på, at den næste hest kunne slå modstanderen.

Og i 2016 lykkedes det da også majestæten at vinde førstepladsen i Derbyet med sin hest Harzand.

Faktisk fortsatte dronningen med daglige gåture og ridning, også efter at hun var fyldt 90 år. Det fortalte hendes kusine prinsesse Alexandra i programmet 'Queen Elizabeth 90: A family tribute'.

Gennem dronningens mange officielle taler fik man også en fornemmelse af, hvad der betød noget for hende.

De kristne værdier

Dronningen talte ofte om kristne værdier i sine årlige juletaler, der ikke sjældent berørte emner som tolerance, fællesskab og respekt for hinandens forskelligheder – og forskellige religioner.

I 1992 lod hun folket komme sjældent tæt på hende i en tale ved sit rubinjubilæum, da hun proklamerede, at året havde været et "annus horribilis" (frygteligt år) for hende.

Det var det år, hvor hendes elskede Windsor Castle brød i brand. Hendes datter prinsesse Anne blev skilt. Og sønnerne prins Charles og prins Andrew blev separeret.

Skilsmisserne førte til en voldsom pressedækning i de britiske tabloidmedier, men dronningen vedkendte i talen, at enhver magtfuld institution skulle tåle kritik både fra tilhængere og modstandere.

I det hele taget var det kendetegnende for dronning Elizabeths regenttid, at det var familiemedlemmer, der skabte de største skandaler.

Her kan blandt andet nævnes prins Charles' utroskab og separation fra Diana i 1992.

Prins Andrews tætte venskab med den dømte sexforbryder Jeffrey Epstein, og de anklager en kvinde rejste mod prinsen om seksuelle overgreb, da hun var mindreårig.

Og barnebarnet prins Harrys dramatiske exit fra kongefamilien i 2020.

Dronning Elizabeth valgte som oftest at forholde sig relativt tavs til familiemedlemmernes eskapader.

Det lod til at virke.

Efter 70 år på tronen stod dronning Elizabeth tilbage som et nationalt samlingspunkt for det britiske folk.

I et samfund med store klasseskel, stor modstand mod kongehuset i visse befolkningsgrupper og en aggressiv britisk tabloidpresse, opnåede hun alt til trods stor popularitet.

Hun blev dronning, da Winston Churchill blev premierminister og nåede at sidde under 13 andre premierministre.

Hun var regent, mens Vietnamkrigen og ungdomsoprøret rasede. Da Storbritannien trådte ind i EU, og da de trådte ud af det igen. Da internettet og smartphones blev opfundet og med globaliseringen ændrede verden fuldstændigt.

Og selvom hun var kendt for en tilknappet og konservativ tilgang, blev hun også beskrevet som nysgerrig og særdeles veloplyst om verdens gang.

Ifølge dronningens børn var det hendes nysgerrighed, der havde ført hende vellykket gennem livet.

Dronning Elizabeth holdt fast i det løfte, som hun gav som bare 21-årig. Hun tjente sit folk i 70 år, og med tid og flid blev hun et nationalt samlingspunkt for flere generationer af briter.

Kilder brugt til denne artikel

  • ’Elizabeth R’, 1992
  • Elizabeth at 90: A Family Tribute, 2017
  • The Coronation, BBC, 2018
  • Royal.uk
  • Businessinsider.com
  • Town and country magazine