Rusland invaderer Ukraine

Viral reklamevideo på russisk truer Europa: - Det bliver en kold vinter

Gazprom beskyldes for at stå bag en video der truer EU. Videoen er et eksempel på de tricks, der bruges i informationskrigen mellem Rusland og Vesten.

Budskabet er ikke til at tage fejl af.

Vinteren bliver streng – kun tusmørke og sne

Yuri Vizbor, russisk poet

En medarbejder i blåt arbejdstøj fra det statslige russiske gasselskab Gazprom kommer ind fra et sneklædt landskab og drejer på kontakten til en rørledning.

Trykket i rørledningen falder til nul, mens en kvindestemme synger den russiske poet Yuri Vizbors berømte sang 'Det bliver en hård vinter' på russisk.

Så ser vi frostkolde vesteuropæiske landskaber, grå bygninger og blå EU-flag, der blafrer i den kolde vind.

Videoen med den russiske rørledning er gået viralt på sociale medier, hvor hundredevis af opslag påstår, at billederne med den slet skjulte trussel mod EU er en ny reklamevideo fra Gazprom.

- Vinteren bliver streng – kun tusmørke og sne. Gazprom offentliggør en uhyggelig tominutters video, der viser, hvordan en kold vinter fryser Europa ihjel, skriver Max Fras, der er ph.d. i statskundskab ved London School of Economics, på Twitter. Han var en af de første engelsksprogede, der delte videoen.

I tweetet fra Max Fras er videoen i skrivende stund set over 1,8 millioner gange – og historien om, at Gazprom forsøger at skræmme Europa, er nået ud til mange, mange flere.

De store britiske aviser samlede nemlig tweetet op, og Daily Mail, The Sun, Daily Mirror, Evening Standard og Daily Express fortæller alle, at videoen er fra Gazprom, dog uden at skrive, hvor de ved det fra.

Beskyldning om afpresning

Anton Herashchenko, der er rådgiver for Ukraines præsident, Volodomyr Zelenskyj, delte også videoen.

- Russiske Gazprom offentliggjorde en video 'Vinteren bliver streng', hvor selskabet slukker for gassen, og istiden begynder i Europa. Tror de virkelig, at de kan dræbe tusindvis af ukrainere, erobre dele af et andet land, mens Europa ser den anden vej, fordi de er bange for afpresning med gas? spørger rådgiveren på Twitter.

Ukrainske og østeuropæiske medier som Kyiv Post, Ukraine World og Nexta fortæller også, at Gazprom står bag.

Men gør de det?

Videoen blev offentliggjort, netop som Gazprom lukkede for den store gasrørledning Nord Stream 1, hvilket fik en stor del af de europæiske lande – heriblandt Danmark – til at frygte for, om der er energi nok til vinter.

Men selvom videoen udkom samtidig med, at der blev lukket for gassen, er der ingen beviser for, at videoen stammer fra selskabet.

Ingen spor hos Gazprom

Videoen findes for eksempel ikke på selskabets hjemmeside, og hvis man besøger Gazproms profiler på Twitter, Youtube, VK, Yandex eller Telegram, er der heller ingen spor af den.

Den afsluttes heller ikke med Gazproms logo, som de fleste af virksomhedens udgivelser ellers plejer.

Den første bruger på Twitter, der skrev, at videoen var fra Gazprom, er en græsk højrefløjsaktivist ved navn Evgenios Tzavaras, og når man ser nærmere på videoen, er en af de dybfrosne byer på billederne faktisk Krasnojarsk, der ligger i Sibirien.

Flere af billederne på videoen bærer et vandmærke i øverste venstre hjørne, der afslører, at de har været sendt på den britiske tv-station The B1M, der laver udsendelser om byggeri og ingeniørkunst.

Hvor kommer billederne fra?

Kigger man billederne i videoen igennem et efter et, står det hurtigt klart, at den er klippet sammen af andre videoer, som allerede ligger offentligt tilgængelige på internettet.

Billedet af hånden, der drejer kontakten, er oprindeligt fra 7 minutter og 28 sekunder inde i en reklamevideo, som Gazprom offentliggjorde i 2019.

Her slukker kontakten dog ikke for en gasrørledning, men tænder i stedet for en rumraket.

I slutningen af videoen ses spiret af Gazproms hovedkvarter gå gennem skyerne over Sankt Petersborg.

De billeder stammer også fra en reklamevideo – den blev offentliggjort i 2018 på Gazproms Youtube-kanal.

Billederne af de frosne byer stammer ikke fra Gazprom.

Nogle af dem er blandt andet blevet brugt i en musikvideo af det relativt ukendte orkester Grixen i juli 2022, og andre stammer fra en indbygger i Krasnojarsk i Sibirien, der har lagt dem op på Instagram 1. februar 2021.

Lyden på den video, der er gået viralt, afslører også, at Gazprom formentlig ikke er afsenderen.

Kvinden, der synger i videoen, hedder Varvara Vizbor og er barnebarn til komponisten af 'Det bliver en hård vinter'.

Hun skriver på Facebook, at hun ikke har givet tilladelse til, at sangen kan bruges i videoen.

- Kære venner, vær ikke bekymrede. Jeg har ikke givet nogen tilladelse til at bruge mine sange i nogen videoer, skriver hun på russisk i opslaget herunder.

Vrede i Krasnojarsk

Og faktisk er det ikke kun sangerinden Varvara Vizbor og folk i Europa, der føler sig ramt af videoen.

Ved et af skæbnens sære sammentræf er den sibirske by Krasnojarsk, der optræder på billederne, nemlig en af de få byer i Rusland, hvor de cirka én million indbyggere ikke har mulighed for at varme deres huse op med gas.

I stedet må indbyggerne fyre med kul og træ i den kolde russiske vinter, så der hvert år rejser sig en grå sky over byen, når kulden sætter ind.

Viceguvernøren i den region, byen ligger i, er en af de russere, der har delt videoen.

- Ja, I forstår, skriver han sammen med en blinkende smiley i ledsageteksten på Telegram.

Viceborgmesteren i Krasnojarsk er til gengæld rasende – også han blev narret til at tro, at videoen kom fra Gazprom.

- Måske mobber Gazprom EU, men efter min mening mobber de også Krasnojarsk, der vises i videoen med sine rygende skorstene og sorte himmel, skriver han på Telegram.

- Er dette en besked til europæerne om, at de til vinter vil befinde sig i et "gaskammer" ligesom Krasnojarsk, hvor der stadig ikke er spor af en gasforsyning? skriver viceborgmesteren.

Men når det nu ikke ser ud til at være Gazprom, hvem har så lagt videoen på nettet?

Det spørgsmål kender vi i skrivende stund ikke svaret på, men både Rusland og Ukraine har tidligere i konflikten spredt falske oplysninger om hinanden.

Den undersøgende journalist Christo Grozev, der arbejder for mediet Bellingcat, var en af dem, der delte videoen i den tro, at den var fra Gazprom.

Han skriver på Twitter, at videoen ifølge hans oplysninger er sat sammen af en journalist ved en russisk tv-kanal.