Udland

Boris Johnson i afskedstale: Truss vil få os gennem krisen

Efter sin afsked tager Boris Johnson nordpå til dronning Elizabeth i Skotland for at indgive sin afskedsbegæring.

Storbritanniens afgående premierminister Boris Johnson holdt tirsdag morgen sin sidste tale som premierminister foran Downing Street 10.

I talen brugte han blandt andet tiden på at påpege de resultater, som hans konservative regering har fået gennemført, mens den har skullet klare både Brexit-krisen og pandemien.

- Dette er en hård tid for vores økonomi, men vi vil klare os gennem denne krise, sagde han i sin tale, hvor han desuden lovede at støtte den nye regering med partikollegaen Liz Truss i spidsen.

- Liz Truss vil gøre alt for at få folk gennem krisen, lød det.

Foregår normalt på Buckingham Palace

Boris Johnson understregede, at hele Det Konservative Parti bør bakke den nyvalgte leder op.

Johnson sagde med en henvisning til den skotske uafhængighedsbevægelse, at "de, der vil opløse vort land, vil ikke få deres forehavende igennem".

Efter sin afskedstale tog Boris Johnson op til slottet Balmoral i det nordøstlige Skotland for at overrække sin afskedsbegæring til den 96-årige dronning Elizabeth.

Han ventes at ankomme til Balmoral midt på dagen tirsdag. Den 47-årige Liz Truss ventes desuden hos dronningen kun kort efter.

Normalt sker et magtskifte på Buckingham Palace i det centrale London, hvor den afgående og den kommende premierminister foretager lynvisit hos dronningen.

Men den aldrende monark har dog ikke ønsket at afbryde sit sommerophold på Balmoral for to korte ceremonier i hovedstaden.

Befolkningen har lave forventninger

Dronningen vil på et 30 minutter langt møde med Liz Truss bede den nye leder om at danne en regering.

Liz Truss blev mandag kåret som ny konservativ leder og afløser for Boris Johnson efter at have vundet en urafstemning blandt de omkring 200.000 medlemmer af hendes parti.

Hun vandt afstemningen over sin modkandidat, den tidligere finansminister Rishi Sunak, efter en lang intern valgkamp i partiet.

Liz Truss ventes tirsdag eftermiddag omkring klokken 17 dansk tid at holde sin første tale som premierminister uden for Downing Street 10, hvis vejret tillader det.

Den nye partileder og premierminister har sagt, at hun ikke vil udskrive nyt valg før i 2024, hvor hendes embedsperiode udløber.

En måling foretaget af YouGov blandt 2488 vælgere viser tirsdag, at kun 14 procent af befolkningen forventer, at Liz Truss kan gøre det bedre i Downing Street end Boris Johnson.

27 procent forventer, at hun vil gøre det dårligere end manden, som hun afløser som premierminister.