Von der Leyen opfordrer Liz Truss til at overholde aftaler
EU vil samarbejde med Storbritanniens nye premierminister. Men aftaler skal overholdes, siger von der Leyen.
Storbritanniens nye premierminister, Liz Truss, har skabt bekymring i Bruxelles med sine udtalelser om Nordirland og Brexit.
Udtalelserne kan tolkes som om, at Liz Truss er parat til et opgør med EU om Nordirland.
Et opgør, der i yderste konsekvens kan føre til en handelskrig mellem EU og Storbritannien på et tidspunkt, hvor krigen i Ukraine har fået priserne på energi og fødevarer til at stige.
Budt velkommen af kommissionen
Måske derfor var det en hilsen i to dele, da EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, mandag bød den nye premierminister velkommen.
- Tillykke til Liz Truss. EU og Storbritannien er partnere. Vi står over for mange udfordringer fra klimaforandringer til Ruslands invasion af Ukraine, lød den positive del af budskabet fra von der Leyen på Twitter.
Her fastslog EU-Kommissionens formand dog samtidig, at hun forventer, at Storbritannien overholder aftalen om Nordirland. Den blev indgået som konsekvens af Brexit, men har siden fået kritik fra Storbritanniens tidligere premierminister Boris Johnson – og fra Liz Truss.
Aftalen står ved magt
Men aftalen står ved magt, fastslår Ursula von der Leyen:
- Jeg ser frem til et konstruktivt forhold i fuld respekt for vores aftaler, skriver Ursula von der Leyen på Twitter.
Liz Truss har som sin forgænger, Boris Johnson, markeret sig som en fortaler for en hård linje over for Rusland som følge af krigen i Ukraine. Men det er især hendes løfter til de konservative partifæller om at stå op imod Bruxelles, når det kommer til spørgsmålet om Nordirland, som vækker bekymring i EU.
Under Boris Johnson begyndte briterne på egen hånd at ændre den såkaldte nordirske protokol. Den indeholder reglerne for handel med Nordirland, efter at Storbritannien er trådt ud af EU.
Opfordrer til afklaring
Det fik i juli EU-Kommissionen til at starte fire nye retlige opgør mod Storbritannien. Sagsanlæggene kan ende med bøder.
Medlem af EU-Parlamentet for Venstre, Morten Løkkegaard, ønsker ligesom von der Leyen Liz Truss tillykke, men opfordrer samtidig til en afklaring på spørgsmålet om Nordirland:
- Forhåbentlig besinder premierministeren sig og indgår en aftale med EU. Også selvom Johnson nægtede, skriver Morten Løkkegaard på Twitter.
Kan blive problematisk for Danmark
Også hos Dansk Industri håber man på, at Truss vælger en mere afdæmpet Brexit-linje, end hun har givet indtryk af i valgkampen.
- Hvis hun gør alvor af de ord og trusler, som hun har fremsat i valgkampen, kan det blive problematisk for danske virksomheder og deres samhandel med Storbritannien, siger seniorchefkonsulent for DI i Bruxelles Andreas Brunsgaard.
I 2021 var Storbritannien det fjerdestørste eksportmarked for Danmark. Det viser tal fra Danmarks Statistik.