Truss' "blege" tale og lille sejr overrasker korrespondent
Trods en forholdsvis snæver sejr i formandsopgøret mener flere konservative britiske politikere, at partiet nu står stærkere og mere samlet.
Liz Truss er mandag valgt som ny leder af Det Konservative Parti i Storbritannien. Dermed kommer hun også til at overtage roret som landets næste premierminister efter Boris Johnson.
Valget til formandsposten stod mellem tidligere finansminister Rishi Sunak og nuværende udenrigsminister Liz Truss.
Den nye premierminister lovede i sin indsættelsestale, at hun vil kæmpe for skattelettelser, et bedre sundhedsvæsen samt at finde en løsning på de høje energipriser, som briterne – ligesom mange andre europæere – kæmper med.
Bleg tale uden karisma
TV 2s korrespondent Lotte Mejlhede kalder den nye premierministers indsættelsestale for "bleg" og uden karisma. Set fra salen var det desuden tydeligt, at Det Konservative Parti ikke er mindre splittet efter Truss' sejr.
- Der er rigtig mange, som hellere havde set Rishi Sunak vinde. Og jeg hæfter mig ved, at hendes sejr var overraskende mindre, end man havde spået, siger Lotte Mejlhede.
43 procent af de konservative stemmer gik til Rishi Sunak, mens Liz Truss fik 57 procent af stemmerne. Der blev i alt afgivet 141.725 gyldige stemmer ved urafstemningen.
Et samlet parti
Selvom opbakningen til den nye formand ikke var så stor, som målingerne havde forudset, står partiet stærkt efter Truss’ sejr.
Det var budskabet, da Lotte Mejlhede talte med flere af partiets fremtrædende politikere.
- Vi kunne vælge mellem to fremragende kandidater. At vinde med 20.000 stemmer i et tomandsopgør er en klar sejr, siger Anna Firth, parlamentsmedlem for Det Konservative Parti.
Den tidligere formand for Det Konservative Parti, parlamentsmedlem Iain Duncan Smith, mener, at partiet står samlet efter Truss’ sejr – selvom formandsopgøret blev tættere end ventet.
- Der har været et formandsopgør, det kan man ikke samles under. Men jeg lover, at vi gør det nu, siger Duncan Smith.
Kritisk parlamentsgruppe
Ifølge TV 2s korrespondent Ulla Terkelsen var flere af partimedlemmerne ikke udpræget begejstrede efter valget af Truss som ny partileder og briternes nye premierminister.
- Nok fik hun et flertal hos de menige partimedlemmer, men mange i parlamentsgruppen, som hun skal samarbejde med for at få sin politik igennem, er meget kritiske over for hende. Hun står over for nogle kæmpestore problemer, hun skal løse på et forholdsvis snævert popularitetsgrundlag, siger Ulla Terkelsen.
Den nye formand bliver sammenlignet med jernladyen Margaret Thatcher. Hvad er lighederne mellem dem?
- Thatcher delte vandene i befolkningen, det gør Truss også. Spørgsmålet er, om Truss har Thatchers enorme mentale råstyrke. Ser man på størrelsen af Liz Truss’ problemer, er de lige så store som dem, Margaret Thatcher overtog, da hun kom til magten, lyder det fra Ulla Terkelsen.
Snart forhenværende premierminister Boris Johnson tager tirsdag til Skotland for officielt at indgive sin afskedsbegæring til dronning Elizabeth.
Derefter vil Liz Truss besøge den 96-årige dronning, som for første gang i sine 70 år som regent skal udnævne en ny premierminister på Balmoral i Skotland frem for på Buckingham Palace i London.