Liz Truss er ny formand - bliver ny premierminister
Storbritanniens nuværende premierminister, Boris Johnson, måtte trække sig 7. juli efter en længere periode med politisk uvejr.
Liz Truss er ny formand for Storbritanniens Det Konservative Parti – dermed bliver hun ny premierminister.
Den 47-årige politiker har undervejs i sin kampagne lovet at føre en klassisk konservativ politik, især når det kommer til økonomi.
Det gælder for eksempel med løftet om massive skattelettelser og en mere generel gennemgang af hele det britiske skattesystem.
Skattelettelserne skal også ses som hendes bud på, hvordan britiske familier bedre kan klare sig igennem den økonomiske krise, der præger Storbritannien lige nu.
Selvom Truss stemte for at blive i EU tilbage i 2016, har hun siden udtalt, at hun har ombestemt sig.
Vil finkæmme EU-regler
Ligesom sin premierministerrival Rishi Sunak vil hun finkæmme alle de tilbageværende EU-regler efter Brexit.
Storbritanniens nuværende premierminister, Boris Johnson, måtte trække sig 7. juli efter en længere periode med politisk uvejr.
Briterne har således ventet to måneder på at få udnævnt det, der ventes at blive Johnsons efterfølger, så snart formalia er overstået.
Truss fik 57,4 procent af stemmerne fra sine konservative partifæller, mens hendes rival, Rishi Sunak, fik 42,6 procent.
Efter gruppeformand Andrew Stephenson velkomst takkede Truss først og fremmest partiet for det, som hun kalder for "den længste jobsamtale" nogensinde.
Det nye ansigt i Downing Street 10 siger i en takketale, at hun vil levere alt, hvad partiet lovede i 2019. Hun takker samtidig Boris Johnson og fremhæver den afgående premierminister for en "storslået indsats".
Desuden sender den nu tidligere udenrigsminister en stor tak til sin modkandidat, Rishi Sunak, og ikke mindst til partiets hidtidige leder Boris Johnson og hendes "ven".