Udland

USA godkender potentielt milliard-våbensalg til Taiwan

USA har godkendt et potentielt milliard-våbensalg til Taiwan, mens spændingerne i forholdet til Kina stiger.

Det amerikanske udenrigsministerium har godkendt et potentiel salg af militærudstyr på 1,1 milliard dollar til Taiwan. Det svarer til mere end 8 milliarder danske kroner.

Det oplyser landets forsvarsministerium, Pentagon, fredag.

Det potentielle salg bliver offentliggjort i kølvandet på stigende spændinger mellem USA og Kina, efter at den amerikanske toppolitiker Nancy Pelosi i sidste måned besøgte Taiwan.

Fra en talsperson på den kinesiske ambassade i USAs hovedstad Washington lyder det, at det potentielle våbensalg "sætter forholdet mellem Kina og USA samt freden og stabiliteten i Taiwan-strædet alvorligt på spil".

- Kina vil absolut tage legitime og nødvendige modtræk i lyset af situationens udvikling, udtaler talspersonen Liu Pengyu.

Kina har efter Pelosis besøg gennemført aggressive militærøvelser omkring Taiwan.

Pelosi er den højst rangerede amerikanske politiker til at besøge Taiwan i flere år.

Fra den amerikanske præsident Joe Bidens regering lyder det, at det potentielle salg har været undervejs længe, og at planen er udviklet i samarbejde mellem lovgivere fra USA og Taiwan.

Salget skal dog godkendes i Kongressen, før det kan blive til virkelighed. Forventninger er, at hverken demokratiske og republikanske kongresmedlemmer vil sætte sig imod.

Flere forskellige missiler er en del af pakken.

Ingen ændring i officiel politik

Kina holder fast i, at Taiwan er en del af Kina, selv om østaten har sin egen demokratisk valgte regering.

Dermed er våbensalget et udtryk for USA's fortsatte støtte til Taiwan, der er under pres fra Kina.

Fra den amerikanske regering lyder det, at våbenpakken ikke vil ændre markant på den militære balance i området omkring østaten. Det potentielle salg skal heller ikke ses som en ændring i den officielle amerikanske politik i forhold til Taiwan, lyder det.

Den amerikanske regering har flere gange understreget, at Pelosi tog på besøg i Taiwan af egen drift, og at det ikke er et udtryk for, at USA anerkender Taiwan som et selvstændigt land.

Hverken Danmark eller USA anerkender Taiwan som et selvstændigt land.