Energikrise

Rusland lukker for Nord Stream 1 på ubestemt tid

En fejl i en kompressorstation betyder, at der er lukket for gas til Europa via Nord Stream 1-forbindelsen.

Ifølge flere nyhedsbureauer meddeler det russiske energiselskab Gazprom, at man ikke kan sende gas til Europa via Nord Stream 1, før en lækage er repareret.

Der skulle være tale om en olielækage på Portovaya-kompressorstationen, der ligger ud til Østersøen.

Kompressorstationen har de seneste dage været lukket ned på grund af vedligeholdelsesarbejde, som skulle have været afsluttet lørdag.

Gazprom har ikke angivet nogen tidsramme for, hvornår der igen kan forventes normalt drift.

Ikke første gang den lukker

Vedligeholdelsesarbejderne blev sat i gang onsdag morgen med kort varsel, og det er ikke første gang, at forbindelsen har været lukket på grund af reparationer.

Det blev den også i juli, efter at de russiske myndigheder havde advaret om, at man på grund af sanktionerne mod Rusland ikke kunne få de nødvendige reservedele.

Siden da har Nord Stream 1 ikke været oppe på fuld kapacitet, og en overgang var den nede på kun at levere 20 procent af det maksimale output.

- Bevis på Ruslands kynisme

EU-Kommissionen beskylder Gazprom for at lukke for rørledningen "under falsk påskud".

Det skriver Eric Mamer, der er talsperson for kommissionen, på Twitter.

- Gazproms udmelding her til eftermiddag om, at det igen lukker Nord Stream 1 under falsk påskud, bekræfter endnu en gang dets upålidelighed som leverandør.

- Det er også et bevis på Ruslands kynisme, da det foretrækker at brænde gas af i stedet for at opfylde kontrakterne, skriver han.

Nord Stream 1 blev indviet i 2011 og er en 1224 kilometer lang gasrørledning, som løber fra Rusland til Tyskland under Østersøen. Fra Tyskland bliver gassen leveret videre til øvrige dele af Europa.