Rusland inviterede TV 2 på besøg ved atomkraftværk i Ukraine - her er, hvad de ville vise os
Omverdenen har med bekymring fulgt udviklingen ved Zaporizjzja-kraftværket i Ukraine. TV 2 var med, da FN torsdag endelig fik adgang til området.
På vej ind i bussen, der er arrangeret af det russiske forsvarsministerium, får vi alle besked på at iføre os fuld udrustning. Hjelme og skudsikker vest.
Sammen med 30 journalister fra Rusland og en håndfuld vestlige lande er jeg på vej ind i krigszonen, hvor ukrainske og russiske styrker bekæmper hinanden med artilleri.
Målet for turen er Europas største atomkraftværk, Zaporizjzja, på den russiske side af frontlinjen.
I de forløbne tre uger har værket været ramt af artilleriangreb, og russerne og ukrainerne beskylder hinanden for at stå bag. Det har vakt bekymring over hele Europa for en atomkatastrofe, og derfor har FN’s atomagentur (IAEA) presset på for at komme til Zaporizjzja på besøg for at få kontrol over situationen.
Russerne fortæller, at deres besøg måske vil ske, mens vi er der.
I bussen skal alle telefoner være slukket. Russerne forklarer, at 50 aktive mobilsignaler risikerer at gøre os til et mål for fjenden, som i dette tilfælde henviser til de ukrainske styrker.
Vi kører i kortege med pansrede køretøjer både foran og bag bussen. Markeret med det karakteristiske "Z" og fyldt med kampklædte russiske soldater.
Det er lidt uklart, om det er godt eller skidt for vores sikkerhed. Men fremad går det.
Nye angreb
Fra en havneby ved Det Azovske Hav ruller vi i syv timer nordpå ad hullede veje, indtil kortegen pludselig gør holdt et sted langt væk fra alting. Der er marker på begge sider, og det virker betryggende, at vi har en række træer på begge sider af vejen.
- Vi har fået en melding om, at der har været et ukrainsk angreb mod atomkraftværket her til morgen, fortæller den russiske leder for presseturen.
Han kan åbenbart godt holde mobilen åben og har lige modtaget et nyhedstelegram fra ministeriet, der beskriver et angreb fra søen på nordsiden af atomkraftværket. To en halv kilometer fra værket.
- 60 ukrainske marinesoldater har forsøgt at angribe fra søsiden. Og der har været fire granatnedslag. Det er lykkedes russiske soldater at slå angrebet tilbage, og de fleste fjendtlige soldater er nu elimineret. Men kampene er stadig ikke forbi, forklarer russeren.
En time senere får vi igen grønt lys til at bevæge os mod Zaporizjzja. Og med ét dukker det gigantiske værk op i horisonten.
Russisk logik
Seks kæmpemæssige reaktorbygninger, skorstene, der knejser højt mod himlen, og et vidtstrakt terræn med rør og bygninger af forskellig art.
Da vi nærmer os, kan vi se russiske soldater over alt. Deres pansrede køretøjer står inden for og uden for værket. I ly under halvtag. Der er lavet bunkere, hvor soldater sidder under camouflagenet, og der er snigskytter på tagene.
I det øjeblik, vi kommer ud af bussen, bliver vi mødt af en gruppe soldater, der genner os ned i et beskyttelsesrum.
Jeg forsøger at fange lidt af det på kameraet på min mobiltelefon, men det er der ikke tilladelse til, og det ender med, at to soldater står foran mig og sletter de billeder, jeg har optaget.
Den næste halvanden time tilbringer vi i et lille, luftfattigt beskyttelsesrum
- Angrebet er stadig i gang. Først når området er sikret, kan vi komme op og se værket, lyder meldingen.
Flere journalister undrer sig. Vi kan kun ganske svagt høre nogle brag udefra. Det lyder ikke for alvor som en truende situation. Og døren til beskyttelsesrummet får lov at stå åben, så folk kan gå udenfor og ryge. Måske er det bare os, der ikke helt forstår logikken.
Ruslands beviser
Pludselig er faren drevet over.
Vi bliver gennet ud af beskyttelsesrummet og ind på selve værket. Vores pas bliver tjekket. Vi skal igennem en metaldetektor og bliver formanet om at adlyde enhver besked.
Så er vi ude på området uden for reaktorerne. Vores værter viser vej til et hul i jorden, som ifølge russerne er resultat af et ukrainsk raketnedslag. Ovenover det løber nogle rør, som er beskadiget, og ved siden af er vinduerne blæst ud på en bygning.
Vi ser skader fra granatsplinter i en brændstoftank. Endnu et bombekrater. Smadrede vinduer. En soldat kommer med resterne af en mindre drone, der ifølge russerne skulle være skudt ned i søndags.
- Der blev sendt to droner op fra den ukrainske side over mod en af reaktorerne. Den her skød vi ned, inden den ramte sit mål. Den anden fløj direkte ind i reaktoren med sin sprængladning. Heldigvis skete der kun mindre skader. Vi betragter det som en ren provokation fra ukrainsk side, lyder det fra en af forsvarsministeriets folk.
Vi får også vist billeder af et hul i taget på et brændstofdepot, som ifølge russerne skyldes et ukrainsk angreb. Det får vi dog ikke at se, fordi det skulle være umuligt at få 30 journalister op på taget.
Spørgsmål står i kø
Mens vi går rundt, er der en høj hyletone i baggrunden. Det lykkes os aldrig at få en forklaring på, hvor alarmen kommer fra. Men selvom det er åbenlyst, at selv det mindste angreb på et atomkraftværk er bekymrende, er det ikke voldsomme skader, vi er vidne til. Og med to meter tykke betonvægge ind til reaktorerne er der så vidt vides ikke akut fare for en ulykke.
Men vi hører stadig dybe brag i det fjerne. Det lyder som både indkommende og udkommende artilleri. Måske fem eller ti kilometer væk, hvilket passer nogenlunde med afstanden til frontlinjen.
Situationen ser ud til at være den samme som ved vores ankomst, hvor vi skulle i beskyttelsesrum, mens vi nu kan bevæge os frit omkring.
Snakken går blandt journalisterne. Var der overhovedet et angreb? Hvorfor skulle kun 60 marinesoldater forsøge at angribe et så befæstet atomkraftværk? Er det noget, vi skal tro for at viderebringe de russiske beskyldninger om, at Ukraine står bag truslen mod atomkraftværket?
De russiske journalister, der er med på turen, er ikke i tvivl:
- Jeg er helt overbevist om, at det er ukrainerne, der står bag. Det kan du se på raketternes retning. Det er uden for enhver tvivl, at Ukraine står bag, siger Nikita Tretiakov, der laver tv for et russisk nyhedsbureau.
For os andre er situationen noget mere uklar.
FN's vagthund
Sidst på eftermiddagen ankommer delegationen fra FN’s atomagentur med en kortege af sorte biler med tonede ruder.
Det her er første gang efter angrebene, at de får adgang til kraftværket. Chefen for IAEA, Rafael Grossi, der følges med 14 af sine medarbejdere, virker en smule rystet efter at have krydset fronten fra Ukraine til den russiske besatte side. Men noget artilleribeskydning og to-tre mortéreksplosioner har ikke skræmt ham væk.
- Efter at være kommet så langt ville jeg ikke stoppe. Og med mit modige hold rykkede vi ind, siger han.
Grossi bruger et par timer på at inspicere skaderne. Han spørger sin russiske vært, hvem der står bag angrebene på atomkraftværket.
- Det er uden tvivl ukrainsk militær. Det kan man se på skudretningen. Det er vi slet ikke i tvivl om, lyder svaret.
Tilsvarende afviser Ukraine på det kraftigste at stå bag angreb på et ukrainsk atomkraftværk. De beskylder russerne for at stå bag og kræver, at området bliver demilitariseret, og at russerne trækker sig væk.
Grossi kører senere retur til den ukrainsk kontrollerede del af landet, men lader en gruppe af sine medarbejdere blive tilbage, som skal fortsætte arbejdet med at undersøge sikkerheden og de fysiske skader på værket.
Bragene fra artilleriet varer ved nogle timer endnu.
Aldrig helt overbevist
Inden vi forlader stedet, går vi forbi en raket, der efter at have afleveret sin sprængladning er sunket halvvejs ned i en græsplæne tæt på reaktor 1.
Hældningen på raketten er et bevis på, at den kommer fra ukrainsk side, siger russerne.
For de vestlige journalister bliver det aldrig helt overbevisende, hvem der står bag. Der er for mange usikkerheder og for mange mulige forklaringer på, hvorfor atomkraftværket i Zaporizjzja bliver udsat for angreb.
Da vi kører derfra, har alle smidt veste og hjelme. Vores oppassere fra forsvarsministeriet tillader nu, at alle telefoner er tændt.
De, der har simkort fra de besatte områder, får travlt med at gå online for at skrive til deres kære og deres chefer, at alle har det godt, og at vi nu er på vej væk igen fra frontlinjen.