Udland

Nasa lægger kæmpebestilling ind hos Elon Musks rumfartsfirma

Nasa har lagt billet ind ved Elon Musks rumfartsfirma på fem missioner til Den Internationale Rumstation.

En kæmpebestilling fra den amerikanske rumfartsadministration, Nasa, vil formentlig få det til at klirre på kistebunden hos Tesla-milliardæren Elon Musks rumfartsfirma, SpaceX.

Nasa oplyser onsdag, at det har indgået en kontrakt med SpaceX for hele fem missioner til Den Internationale Rumstation (ISS) frem til 2030.

Aftalen lyder på intet mindre end 1,4 milliarder dollar. Det svarer til 10,4 milliarder danske kroner.

Nasa har også et samarbejde med flyproducenten Boeing, men Boeings fartøj, "CST-100 Starliner", er endnu ikke godkendt til at flyve til ISS med en besætning.

Det har SpaceX's rumfartøj "Crew Dragon" været siden 2020. "Crew Dragon" kan flyve til ISS med fem besætningsmedlemmer.

Udfordringer og tekniske problemer

Med de fem nye rumrejser, som Nasa har bestilt fra SpaceX, har rumfartsadministrationen nu i alt købt 14 rumrejser fra Elon Musks rumfartsfirma.

SpaceX og Boeing indgik kontrakter med Nasa tilbage i 2014, efter at rumfartsadministrationen egentlig havde indstillet flyvningen af astronauter til ISS i 2011.

Begge selskaber fik kontrakt på seks flyvninger, men Nasa gav SpaceX kontrakt på yderligere tre missioner, efter at Boeings Starliner begyndte at døje med tekniske problemer.

Starlineren har haft store udfordringer med den software, som hjælper med at styre rumfartøjet. Det tyder dog på, at der er en ende på udfordringerne i sigte for Boeing, som planlægger sin første Starliner-flyvning med astronauter til februar næste år.