Rusland invaderer Ukraine

Han kritiserede krigen i Ukraine, i morges styrtede topchef i døden fra højhus i Moskva

Bestyrelsesformanden for Ruslands største private olieselskab er død, efter han faldt ud af vinduet på et hospital i Moskva, skriver russiske medier.

Politi og redningsmandskab måtte torsdag formiddag på arbejde lige uden for Moskvas store centralhospital, fordi en 67-årig mand var faldet ud af vinduet.

Vi opfordrer til, at den væbnede konflikt afbrydes snarest muligt

Erklæring fra Lukoil 3. marts

Manden var død af sine kvæstelser, og ifølge en række russiske medier er der tale om Ravil Maganov, som var bestyrelsesformand for olieselskabet Lukoil.

- Her til morgen faldt Maganov ud af vinduet på Centralhospitalet i Moskva. Han døde af sine kvæstelser, siger en kilde med kendskab til sagen ifølge nyhedsbureauet Interfax.

Det statslige nyhedsbureau RIA Novosti har talt med en kilde på hospitalet, der bekræfter, at oliechefen er død.

- Ja, vi kan bekræfte det. Myndighederne er nu ved at undersøge stedet for at finde frem til årsagen til hændelsen, siger kilden på hospitalet til RIA Novosti.

Olieselskabet Lukoil med Ravil Maganov i spidsen vakte opsigt i Rusland og resten af verden, da bestyrelsen udsendte en erklæring 3. marts.

- Bestyrelsen for Lukoil udtrykker hermed sin dybeste bekymring over de tragiske begivenheder i Ukraine. Vi opfordrer til, at den væbnede konflikt afbrydes snarest muligt, og vi udtrykker vores dybeste følelser for alle ofre, der er påvirket af denne tragedie, skrev Lukoils bestyrelse i erklæringen, der i skrivende stund stadig kan læses på Lukoils hjemmeside.

Hvorfor faldt han?

Hvordan kan bestyrelsesformanden i et af verdens største olieselskaber falde ud af et vindue på et hospital midt i Moskva?

Ifølge det statskontrollerede nyhedsbureau RIA Novosti siger kilder hos politiet i Moskva, at der formentlig er tale om et selvmord.

Olieselskabet Lukoil skriver noget andet på sin hjemmeside:

- Det er med stor sorg, at vi må meddele, at Ravil Maganov, bestyrelsesformand for Lukoil, er død efter alvorlig sygdom.

Flere russisksprogede Telegram-kanaler spekulerer i, om Ravil Maganov mon led af en depression.

Skæbnens sære sammentræf

Mediet Baza, der dækker Moskva og omegn på en kanal på Telegram, skriver derimod, at Ravil Maganov muligvis faldt ud af vinduet ved et uheld, fordi han ville ryge.

Ifølge Baza er den side af hospitalsbygningens femte sal, hvorfra oliechefen faldt, under renovering.

Der er små balkoner uden for vinduerne, hvor patienter normalt ikke har adgang, og der er ifølge Baza desværre ingen overvågningskameraer på stedet, der kan afsløre, om og eventuelt hvordan Ravil Maganov kom derud.

Oliechefen var ifølge Baza på hospitalet, fordi han havde en hjertesygdom, men der var kun tale om et rutinetjek.

Mediet skriver, at Ravil Maganovs hustru opholdt sig i et lokale ved siden af, da han faldt, og at han ikke efterlod sig noget selvmordsbrev. Derimod lå der ifølge Baza en pakke cigaretter i vindueskarmen.

Ved et af skæbnens sære sammentræf fandt dødsfaldet sted, mens Lukoils direktør, Vagit Alekperov, fejrer sin 72-årsfødselsdag.

Og nede i centralhospitalets kapel lå liget af Sovjetunionens tidligere leder Mikhail Gorbatjov i en åben kiste, mens Ruslands nuværende præsident, Vladimir Putin, var forbi for at lægge en blomst.

Ravil Maganovs død er ottende gang i 2022, at en russisk rigmand er omkommet under mystiske omstændigheder, ifølge en opgørelse fra det tyske medie DW.