Kofod om russisk indrejseforbud: - Sender klart signal til Putin

EU-landenes suspendering af den hidtidige visumaftale er en direkte konsekvens af krigen i Ukraine.

Russiske statsborgere skal ikke kunne rejse frit på ferie i vestlige lande, så længe der føres krig mod nabostaten Ukraine.

Det er konsekvensen af en aftale, der onsdag er blevet indgået mellem EU's medlemslande på et uofficielt møde i Prag.

Det sender et klart signal til Vladimir Putin om, at Ruslands ulovlige angrebskrig har en konsekvens

Jeppe Kofod, udenrigsminister (S)

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) siger til TV 2, at han er glad for den enighed, der er vist EU-landene imellem og for budskabet til de russiske aggressorer.

- Det sender et klart signal til Vladimir Putin om, at Ruslands ulovlige angrebskrig har en konsekvens.

Stopper for ferie

Hidtil har russiske turister haft let ved at få visum til Schengen-landene og dermed til at holde ferie i Europa.

Men det bliver der sat en stopper for nu, selvom Ungarn blokerede for et generelt visumforbud.

- Nu er der en fælles aftale om, at man ikke bare kan rejse ind som turist og nyde Vestens frihed, så længe Rusland bomber og ødelægger Ukraine.

Schengen-landene

Schengen består af 26 europæiske lande.

Det er 22 EU-lande plus 4 andre lande, nemlig Norge, Schweiz, Island og Liechtenstein.

5 EU-lande er til gengæld ikke medlemmer.

Det er Irland, Bulgarien, Kroatien, Cypern og Rumænien.

Konkret betyder den nye aftale, at russere, som vil rejse ud af landet til et af de 27 EU-medlemslande, først skal søge om et visum og legitimere deres ærinde.

- De skal angive, hvad deres begrundelse er for at komme til Europa. Det betyder, at man kan komme her, hvis man for eksempel er dissident, menneskerettighedsforkæmper eller har familiemæssige forhold, uddyber Jeppe Kofod.

Flere lande gik selv

Flere EU-lande, der grænser op til Rusland eller ligger i Østeuropa, har selv valgt at stramme visumreglerne.

Letland, Litauen, Estland, Tjekkiet og Polen stoppede kort efter krigens udbrud for seks måneder siden med at udstede visa til russiske turister.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, opfordrede i begyndelsen af august i et interview med Washington Post de vestlige lande til at skærpe sanktionerne over for Rusland ved at lukke grænserne for russiske statsborgere.

- Den vigtigste sanktion er at lukke grænserne – fordi russerne tager nogen andres land, lød det fra Zelenskyj.

Rusland: - På grænsen til vanvid

Rusland har på forhånd reageret vredt på, at EU’s udenrigsministre overhovedet har villet gå så langt som til at diskutere at begrænse russiske turisters muligheder for at komme til EU.

- Det er på grænsen til vanvid, sagde den russiske regerings talsmand, Dmitrij Peskov, tidligere på ugen om forslaget, som han kalder det seneste tegn på EU’s ”anti-russiske agenda”.

De skærpede regler for visum skal ifølge Jeppe Kofod iværksættes "hurtigst muligt".

Hvor mange russiske turister, der kommer til at gå glip af muligheden for en tur i Nyhavn eller Klitmøller, er der ikke officielle tal på.

EU-landene drøfter parallelt med onsdagens aftale mulighederne for en ny sanktionspakke mod Rusland - den ottende i rækken. Men det er endnu for tidligt at fortælle om det konkrete indhold af den.

- Der er en proces i gang, og det er noget, som vi skal kigge på i den kommende tid.

- Vi er tilhængere af, at man forbereder en ottende sanktionspakke, og vi er tilhængere af at støtte de hårdest mulige sanktioner, vi kan blive enige om, siger Jeppe Kofod.