EU-lande strammer visumregler for russere

Hidtil har russiske turister haft let ved at få visum til Schengen og dermed til at holde ferie i Europa.

EU-landene suspenderer en aftale med Rusland, der hidtil har gjort det nemmere for russere at få visum til et EU-land.

Det oplyser EU's udenrigschef, Josep Borrell, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den politiske beslutning kommer efter et uofficielt møde, som EU-landenes udenrigsministre, herunder danske Jeppe Kofod (S), har holdt i Prag tirsdag og onsdag.

Ungarn har blokeret for et generelt indrejseforbud, selvom det var ønsket fra flere landes side.

Der har ikke været enighed om et generelt visumforbud, oplyste den ungarske udenrigsminister tidligere onsdag eftermiddag.

Russisk vrede

Rusland har reageret vredt på, at EU’s udenrigsministre vil diskutere at begrænse russiske turisters muligheder for at komme til EU.

- Det er på grænsen til vanvid, sagde den russiske regerings talsmand, Dmitrij Peskov, tirsdag i en kommentar til forslaget, som han kalder det seneste tegn på EU’s ”antirussiske agenda”.

Hidtil har russiske turister haft let ved at få visum til Schengen og dermed til at holde ferie i Europa.

Schengen-landene

Schengen består af 26 europæiske lande.

Det er 22 EU-lande plus 4 andre lande, nemlig Norge, Schweiz, Island og Liechtenstein.

5 EU-lande er til gengæld ikke medlemmer.

Det er Irland, Bulgarien, Kroatien, Cypern og Rumænien.

Men siden krigen i Ukraine startede for et halvt år siden, er holdningen skiftet i flere EU-lande, der grænser op til Rusland.

Krigen provokerer

Udenrigsminister Jeppe Kofod sagde, inden han rejste til mødet i Bruxelles med sine ministerkolleger, at krigen i Ukraine er en anstødssten for den russiske turisme i EU-landene.

- Det er grundlæggende dybt provokerende, at russiske turister kan rejse på ferie i Europa, samtidig med at ukrainske byer bliver bombet til ukendelighed, lød det fra den danske udenrigsminister.

Flere EU-lande, der grænser op til Rusland eller ligger i Østeuropa, har selv valgt at stramme visumreglerne.

Letland, Litauen, Estland, Tjekkiet og Polen stoppede kort efter krigens udbrud med at udstede visa til russiske turister.