Udland

Efter afsløringer i podcast er ægtemand dømt for 40 år gammelt drab

Efter fire årtiers uvished kan Lynette Dawsons familie nu betragte sagen om hendes forsvinden som opklaret.

Da Lynette Dawson forsvandt i januar 1982, efterlod det lokalsamfundet i den australske storby Sydney bekymret og med mange spørgsmål.

Hvad kunne have fået den 33-årige mor til to til at forlade sin familie?

Spørgsmålene blev ikke færre, da en meget yngre kvinde få dage senere flyttede ind i familiens hus og indledte et forhold til ægtemanden.

Men selvom efterforskere over de næste årtier endevendte sagen om Lynette Dawsons forsvinden, endte efterforskningen gang på gang i en blindgyde.

Ingen så nogensinde Lynette Dawson igen.

Der blev aldrig fundet et lig.

Ingen mistænkte blev anholdt.

Sagen virkede umulig at opklare.

Men i 2018 udkom en undersøgende journalist fra avisen The Australian med en podcast om sagen, som fik stor opmærksomhed, og som gennem nye spor og oplysninger sparkede fornyet liv i politiets efterforskning.

Og nu – 40 år efter Lynette Dawsons forsvinden – er hendes mand, Chris Dawson, blevet kendt skyldig i drab.

Teenagepige flyttede ind

Dawson-parret mødtes som 16-årige i gymnasiet i 1965, og fem år senere blev de gift.

Chris Dawson fik arbejde som underviser på et lokalt gymnasium i det nordlige Sydney, hvor han ifølge The Sydney Morning Herald i 1980 fik en ung kvindelig studerende, 16-årige Joanne.

Den unge kvinde havde problemer i hjemmet og blev med tiden inviteret ind i familien Dawsons hjem, hvor hun boede noget af tiden og også fungerede som babysitter for Dawson-parrets to døtre.

Sideløbende havde ægteparret problemer i deres forhold, og i tiden op til Lynette Dawsons forsvinden havde de været i parterapi.

Ifølge Lynette Dawsons familie håbede hun til det sidste, at ægteskabet kunne reddes, men pludselig var hun væk.

Forsvundet eller bortrejst?

Chris Dawson har forklaret, at han 9. januar 1982 satte sin kone af ved et busstoppested, fordi hun skulle returnere noget tøj.

Senere på dagen skulle familien efter planen mødes med Lynette Dawsons mor, men Lynette dukkede aldrig op. I stedet hævdede Chris Dawson at have modtaget et opkald fra sin kone, hvor hun fortalte, at hun havde brug for lidt tid væk fra familien.

Det var få dage herefter, at Chris Dawsons unge studerende flyttede permanent ind i familiens hjem.

Chris Dawson har forklaret, at konen ringede til ham flere gange over de efterfølgende uger, og at hun to gange brugte sit hævekort.

Derfor gik der også seks uger, før han meldte hende savnet hos det lokale politi.

Året efter søgte han om skilsmisse fra sin forsvundne kone.

I søgelyset

I 1984 blev Chris Dawson gift med Joanne, og parret var sammen i ni år, inden de gik hver til sit.

Gennem årene har han stædigt nægtet at have noget at gøre med sin første kones forsvinden.

Han har senere forklaret, at hun var stukket af for at slutte sig til en religiøs gruppe.

Lynette Dawsons familie har dog aldrig accepteret ideen om, at hun frivilligt skulle have forladt sine to børn, der i 1982 var henholdsvis to og fire år.

I slutningen af 1980'erne blev sagen af politiet officielt anset som en drabssag, og Chris Dawson var i søgelyset.

Politiet aflyttede ifølge 9News Dawsons telefon, lavede udgravninger ved Dawson-parrets hjem og forfulgte forskellige ledetråde.

Men det var ikke muligt at knytte Chris Dawson til forbrydelsen.

Podcast afslørede nye vidner og beviser

Vendepunktet kom i 2018.

Her lancerede The Australians podcasten 'The Teacher's Pet' ('Lærerens kæledægge', red.), hvor den undersøgende journalist Hedley Thomas dykkede ned i sagen.

Podcasten opnåede stor popularitet både i Australien og internationalt, og den er blevet downloadet tæt på 30 millioner gange.

'The Teacher's Pet' går tæt på ægteskabet mellem Chris og Lynette Dawson samt Chris' forhold til den unge Joanne.

Blandt andet kommer det frem, at Chris Dawson allerede i 1981 indledte et seksuelt forhold til sin elev, og at Joanne efter at være flyttet permanent ind i familiens hus sov i Dawson-parrets seng og gik rundt med Lynette Dawsons tøj og smykker.

Podcasten har ingen rygende pistol, men nye vidner stod frem, og Hedley Thomas fremlagde undervejs en række nye beviser, som ifølge journalisten indikerede, at Chris Dawson kunne have dræbt sin kone for at kunne fortsætte affæren med sin elev.

Podcasten satte også fokus på en række alvorlige fejl i politiets efterforskning og anklagemyndighedens uvillighed til at retsforfølge Chris Dawson, selvom to retsmedicinske undersøgelser kom frem til, at Lynette Dawson efter al sandsynlighed var død, og at hendes mand var morderen.

Podcasten afslørede også Chris Dawsons dobbeltliv med flere elskerinder.

Da Chris Dawson i december 2018 blev anholdt for drabet, skete det ifølge politiet som følge af nye beviser og vidneudsagn.

Få måneder senere valgte The Australian at fjerne podcasten fra sine platforme for ikke at påvirke den forestående retssag. På det tidspunkt lå den ifølge The Guardian nummer et på podcasthitlisten i både Australien, Storbritannien, Canada og New Zealand.

Besat af sin unge elsker

Under retssagen mod Chris Dawson henviste sagens dommer, Ian Harrison, adskillige gange til podcasten, og der var et stort sammenfald mellem sagens bevisførelse og de vidner, som stod frem i 'The Teacher's Pet'.

Retssagen varede to måneder og blev afsluttet i juli i år. Tirsdag skulle dommeren så afsige sin kendelse.

Ifølge The Sydney Morning Herald argumenterede dommeren i fem timer for sin beslutning, inden han kendte den i dag 74-årige Chris Dawson skyldig i drabet på sin kone.

Dommeren mente, at beviserne mod Dawson var "overbevisende og omfattende".

Ifølge dommeren var Chris Dawson besat af sin unge babysitter og ønskede hende som en "erstatning" for sin kone. Dommeren fandt det sandsynliggjort, at Dawson tilbage i 1982 var desperat, da tidligere planer om at afslutte sit ægteskab var slået fejl, og den unge Joanne havde udtrykt ønske om at afslutte forholdet til ham.

- Udsigten til, at han ville miste Joanne, gjorde ham så bedrøvet, frustreret og i sidste ende overvældet, at han besluttede at dræbe sin kone, sagde Ian Harrison.

Taknemmelig familie

Dommeren hæftede sig samtidig ved, at der ikke var nogen indikationer på, at Lynette Dawson frivilligt var rejst væk, og Chris Dawsons påstande om telefonsamtalerne med sin kone blev afvist som løgne.

Liget af den forsvundne kvinde er fortsat aldrig blevet fundet, og dommeren appellerede i sin kendelse til, at Chris Dawson "endelig ville gøre det rigtige" og vise sin ekskone den respekt at fortælle familien, hvor liget er skjult.

Strafudmålingen finder sted på en senere dato, men ifølge australske medier har Chris Dawsons advokat indikeret, at de formentlig vil anke dommen.

Uden for retten udtrykte Lynette Dawsons pårørende taknemmelighed for endelig at have fået en afslutning på hendes forsvinden.

- I dag er hendes navn blevet renset. Hun elskede sin familie og ville aldrig have forladt dem af fri vilje. I stedet blev hendes tillid udnyttet af en mand, som hun elskede, sagde hendes bror, Greg Simms, ifølge The Guardian.

Lynette Dawsons søster, Merilyn Simms, forklarede, at podcasten uden tvivl gjorde en kæmpe forskel for at få sagen opklaret.

Ifølge journalisten Hedley Thomas, der efter kendelsen stod sammen med familien, har følelsen af uretfærdighed været hans drivkraft.

- Det har taget 40 år at få det her til at ske. Chris Dawson skulle være anklaget for 40 år siden. Han har haft 40 år af sit liv, som han har kunnet nyde uden at skulle holdes til ansvar for, hvad der skete. Det er skammeligt, sagde han ifølge Daily Mail.