Rusland invaderer Ukraine

Rusland bekræfter ukrainske angreb - de næste dage vil for alvor vise, hvordan det går ukrainerne, siger ekspert

Ukraine har i den seneste tid forberedt sig på en større modoffensiv, som i dag er indledt, siger ekspert.

Ukraine har i måneder varslet en modoffensiv mod russiskbesatte områder i det sydlige Ukraine, og mandag morgen gjorde landet efter alt at dømme alvor af meldingerne.

Landets sydlige militærkommando oplyser til Reuters, at Ukraine har indledt en storoffensiv blandt andet syd for byen Mykolajiv og i Kherson-regionen.

- Det, der er meget sigende for situationen, er den forberedelse, som ukrainerne har lavet over de sidste uger. Man har kunnet se, at deres indsats har været meget målrettet, siger Jacob Kaarsbo, senioranalytiker ved tænketanken Europa.

Rusland bekræfter angreb

Det meste af mandagen har der fra russisk side været stille om de ukrainske angreb, men mandag aften bekræfter det russiske forsvarsministerium ifølge Reuters, at Ukraine har foretaget angreb.

Ifølge Rusland har dets styrker skudt en ukrainsk drone ned, som ifølge Rusland skulle have forsøgt at angribe et atomkraftværk. De oplysninger har hverken TV 2 eller Reuters mulighed for at bekræfte.

Tidligere på sommeren meddelte Ukraine, at landet ville forsøge at generobre byen Kherson, som er den eneste by i Ukraine, som russerne har overtaget uden større ødelæggelser.

Ukraines militærkommando har opfordret civile i områderne til at lade sig evakuere.

Ødelagte forsyningslinjer

Modoffensiven har været længe undervejs, fortæller Claus Mathiesen, der er lektor ved Forsvarsakademiet.

- Ukraine har initieret den fase af modoffensiv, hvor man går direkte til angreb på de russiske forsvarsstillinger, siger han.

I tiden op til modoffensiven har Ukraine lidt tab, men har samtidig haft succes med at ramme vigtige russiske forsyningslinjer såsom broer og kommandocentre.

- Alt sammen noget, som skulle forberede det angreb, som skete her til morgen, siger Claus Mathiesen.

Ifølge Jacob Kaarsbo tyder den hidtidige indsats på, at Ukraines forberedelse har været meget målrettet.

- Det har været svært at spå om, hvornår russerne ville være så møre, at ukrainerne ville begynde at angribe dem på den her måde, men det er tilsyneladende det, som den ukrainske generalstab har vurderet er rigtigt nu, siger han.

De næste dage vil afsløre, om Ukraine har succes

Hvor mange russere er ukrainerne oppe imod?

- De oplysninger, jeg har, tyder på mellem 15- og 20.000 mand, og det er mange. I og med at ukrainerne har presset på ned mod Kherson i løbet af sommeren, så har russerne overført styrker fra Donbas over til Kherson for at forsvare byen.

Det betyder, at ukrainerne skal være i stand til at iværksætte en effektiv modoffensiv, for russerne har forberedt sig på at forsvare sig.

Kherson er militærstrategisk meget vigtig på grund af sammenhængen med Krim-halvøen. Og ifølge Claus Mathiesen og Jacob Kaarsbo skal ukrainerne være forberedt på et velforberedt russisk militær.

I hvilken grad, Ukraine formår at få succes med modoffensiven, er uvist, lyder det fra begge eksperter.

- Det er udviklingen det næste døgn eller den næste uge, der for alvor kan vise, hvordan det faktisk går, siger Claus Mathiesen.