Giorgia Meloni som ung politiker.
Udland

Mor nægtede at få en abort – far skred, og barnet blev fascist

Giorgia Meloni ser ud til at blive Italiens næste premierminister. Hun meldte sig ind i fascisternes parti som 15-årig – hvordan kunne det gå til?

Der findes en historie, som hovedpersonen i denne artikel synes, at folk bør kende:

Egentlig skulle hun have været en abort.

Hvorfor satte jeg ild til vores hus, da jeg var tre år gammel?

Giorgia Meloni, politiker, Italiens Brødre

Hovedpersonens historie tager os tilbage til en klar forårsmorgen i Rom i 1976, hvor en 23-årig kvinde gik hen ad fortovet, mens hun bar på en tung beslutning.

Kvinden var gravid, og forholdet til faren var kompliceret.

Han ønskede ikke en baby mere, og han var på nippet til at forlade hende, det ufødte barn og den treårige datter, de havde sammen.

En fremtid som enlig mor med to børn i 1970'ernes Rom virkede dyster, så kvinden havde ladet sig overtale til at få en abort.

Lægerne havde bedt hende om at faste i forvejen, så hun havde skippet morgenmaden, inden hun tog afsted for at få foretaget indgrebet.

Men da kvinden nåede frem til klinikkens dør, kunne hun ikke få sig selv til at gå ind.

I stedet fik hun øje på en café på den modsatte side af gaden og gik derover.

- Godmorgen. En cappuccino og en croissant, tak, sagde hun.

Ingen skulle holde hende fra at få det barn.

Hovedpersonen

Graviditeten endte med en datter.

Det er hende, som er hovedperson i denne historie, og fortællingen om aborten stammer fra hendes selvbiografi.

Hovedpersonen hedder Giorgia Meloni, og ser i skrivende stund ud til at blive den første kvindelige premierminister i Italien.

Sådan ser det ud, efter den første exitpoll er frigivet på valgdagen.

Jeg synes, at Mussolini var en god politiker

Giorgia Meloni, ungdomspolitiker, 1996

Giorgia Meloni er leder af partiet Italiens Brødre, og som du måske har gættet, er hun modstander af fri abort.

Samtidig er hun en af de mest kontroversielle skikkelser i italiensk – og nok også snart i europæisk – politik.

Fascismens kult

Modstanderne beskylder Giorgia Meloni for at være fascist og for at hente sin politiske inspiration fra dengang, hvor Benito Mussolini var diktator i Italien.

Men når man spørger Giorgia Meloni, siger hun, at hun er en helt almindelig højrefløjspolitiker, og hun vil ikke kaldes fascist.

Sådan har det dog ikke altid været.

- Jeg synes, at Mussolini var en god politiker. Alt, hvad han gjorde, gjorde han for Italien. I de seneste 50 år har der ikke været en politiker som ham, sagde en ung Giorgia Meloni for eksempel i 1996.

Hun var bare 15 år gammel, da hun meldte sig ind i den lokale gren af det nyfascistiske parti MSI.

Selvom Giorgia Meloni i dag forsikrer vælgerne om, at fascismen er fortid, er der mange italienere, som ikke er helt sikre.

Historien om morens beslutning foran abortklinikken en forårsmorgen i 1976 er der også flere, der tvivler på.

Ulykke efter ulykke

Men før vi kommer til det, skal vi se på, hvordan den unge kvinde blev fascist.

Historien om de begivenheder, som formede hende, har vi primært fra hendes selvbiografi 'Jeg er Giorgia'.

Men de italienske aviser har i løbet af de seneste år også skrevet flere artikler om hendes barndom og ungdom, og det er ikke altid, at avisernes oplysninger stemmer overens med bogen.

Alle er dog enige om, at det ikke lå i kortene, at Giorgia Meloni ville blive fascist, dengang hendes mor, Anna Paratore, ventede hende i 1976.

Moren boede i det respektable Camilluccia-kvarter i Rom sammen med sin datter og faren Fransesco Meloni, der var bogholder.

Udefra kunne det ligne en ægte italiensk kernefamilie.

Men Fransesco Meloni orkede ikke at være familiefar.

Vi tændte et stearinlys, lukkede døren og satte os ind for at se tegnefilm

Giorgia Meloni, politiker, Italiens Brødre

Han var kommunist fra den øvre del af middelklassen, mens moren kom fra en arbejderfamilie og var økonomisk afhængig af sin mand.

Fransesco Meloni ønskede ifølge Giorgia Meloni ikke barn nummer to, og han var en af årsagerne til, at hun næsten var endt som en abort.

Da babyen var blevet født, gad Fransesco Meloni ikke at hente moren og den nyfødte på hospitalet.

Familien gik langsomt i opløsning, og da Giorgia Meloni var bare to år gammel, stak faren til søs på et skib med det eksotiske navn Den Gale Hest.

Det første minde

Faren vendte ikke tilbage.

Men han afbrød heller ikke fuldstændig kontakten, og pigerne kom af og til på ferie hos ham.

Giorgia Meloni har selv fortalt, at den første ting, hun husker fra sin barndom, er fra en af ferierne hos sin far.

- Jeg er tre år gammel og er ved at drukne. Vandet lukker sig over mig. Min far havde efterladt os på en båd med en barnepige, der ikke kunne svømme, sagde Giorgia Meloni til avisen Corriere della Sera i 2021.

Hun overlevede og kom hjem til Rom igen.

Her forsøgte moren at holde fast i livet i det respektable Camilluccia-kvarter, men pengene var små, og en dag i 1981 gik det helt galt.

- Hvorfor satte jeg ild til vores hus, da jeg var tre år gammel? spurgte Giorgia Meloni i et interview med avisen Corriere della Sera i maj 2021.

Hun besvarede selv spørgsmålet.

- Det var også min søsters fejl. Altså, vi havde skilt Barbies hus ad for at lave det om til et rumskib. Vi var ikke tilfredse med det og besluttede os for at holde en fest bare os to, så vi tændte et stearinlys derinde, lukkede døren og satte os ind for at se tegnefilm. Der gik ild i dukkerne. Mor hørte en lyd, og da hun åbnede døren, var der flammer op til loftet, fortalte Giorgia Meloni til avisen.

Og så var den lille familie nødt til at flytte.

En fed familie

De måtte ud af Camilluccia-kvarteret og ind i det mere brogede Garbatella-kvarter, nær morens forældre, der de næste år hjalp med at passe de to piger.

Der var ikke tale om en opgradering.

Ifølge Giorgia Meloni var lejligheden på 38 kvadratmeter – ifølge avisen La Repubblica var den nærmere 45.

Her måtte søstrene dele en sammenklappelig seng i en smal gang, og Giorgia Meloni har selv beskrevet, hvordan pigerne jævnligt faldt i søvn foran fjernsynet, mens moren var i byen med sine venner.

Dette er min mor, Anna. Jeg skylder hende alt. Hun lider af fedme

Giorgia Meloni, politiker, Italiens Brødre

I skolen var livet ikke nemt for den unge Giorgia.

Hun var fagligt dygtig, men hun beskriver selv, at hun blev mobbet, fordi hun var overvægtig og efter eget udsagn vejede 65 kilo som 9-årig.

Senere har Giorgia Meloni brugt historien om sin angivelige overvægt i den politiske debat i Italien.

For eksempel, da hun kom til at slå en video op på Twitter, hvor hun sagde, at unge burde dyrke sport for at undgå sociale afvigelser som "narkotika, rygning, alkohol, ludomani, selvskade, anoreksi, ensomhed, bandekriminalitet og fedme".

Sammenligningen mellem fedme, anoreksi og narkotika mødte så voldsom kritik, at Giorgia Meloni slettede opslaget og i stedet offentliggjorde et foto af sin overvægtige mor.

- Dette er min mor, Anna. Jeg skylder hende alt. Hun lider af fedme. Siden hun var ung, har hun lidt af en depression, fordi hun blev forladt og skulle opfostre to døtre uden et job, skrev Giorgia Meloni på Instagram, hvor hun forsikrede om, at hun om nogen forstod de overvægtiges vanskeligheder.

Den lykkelige barndom

På trods af de hårde tider i 1980'erne lykkedes det alligevel den enlige mor at opfostre sine to døtre.

Bedsteforældrene hjalp, og Anna Paratore tjente penge på at skrive romantiske noveller til ugeblade.

Ifølge Giorgia Meloni selv var det en lykkelig barndom.

- Jeg var vidne til, at man sagtens kan have en fuldstændig lykkelig opvækst i en familie, hvor den ene af forældrene fejler, skriver Giorgia Meloni i sin bog.

Faren var i øvrigt ikke færdig med at fejle.

Sidst i 1980'erne havde Fransesco Meloni fået nok af livet til søs, så han slog sig ned på De Canariske Øer og åbnede en restaurant.

Han forsvandt på sin båd og efterlod os hos hans partner

Giorgia Meloni, politiker, Italiens Brødre

Pigerne kom stadig på ferie hos ham af og til.

Men Fransesco Meloni skuffede gang på gang – og under et besøg i 1988 fik Giorgia Meloni nok.

- Jeg var 11 år gammel. Han forsvandt på sin båd og efterlod os hos sin partner, der ikke var begejstret. Da besluttede jeg, at jeg aldrig ville se ham igen, fortalte Giorgia Meloni i 2021.

Arven fra far

Faren blev fremmed for hende, og da han døde af leukæmi i 2014, var Giorgia Meloni ligeglad.

- Jeg følte hverken had eller ubehag over nyheden. Jeg følte intet. Det svarede til, at det var en person fra en tv-serie, der var død. Det må betyde, at et eller andet har gravet sig dybt ned i underbevidstheden hos den lille pige. Og det gør mig vred, sagde hun til Corriere Della Sera i 2018.

Men på trods af sit fravær påvirkede Fransesco Meloni måske alligevel sin datter.

- Mit konstante behov for at måle mig med andre, mit behov for at blive accepteret i et maskulint miljø og min rædsel for at skuffe alle, der tror på mig, kommer nok fra den mangel på kærlighed, min far nærede til os, skriver Giorgia Meloni i sin bog.

Det politiske kald

Politisk hørte faren til på den yderste venstrefløj, og da Giorgia Meloni begyndte at interessere sig for politik, søgte hun så langt ud på højrefløjen, som hun kunne komme.

Interessen blev vækket i 1992, da den sicilianske mafia dræbte de to kendte dommere Giovanni Falcone og Paolo Borsellino ved to meget spektakulære bombeangreb.

Den 15-årige Giorgia Meloni syntes, at det var for galt.

Og med teenagerens trang til at gøre noget ringede hun til hovedkvarteret for den fascistiske bevægelse MSI.

En drengestemme præsenterede sig med pigenavnet "Marta".

Dengang benyttede alle bevægelsens medlemmer stadig falske navne, så de var sværere at spore.

Mange af dem, der omfavnede den militante form for politik, kom fra særlige familieforhold

Giorgia Meloni, politiker, Italiens Brødre

Hun har siden fortalt det britiske magasin The Spectator, at hun valgte MSI, fordi partiet efter hendes mening ikke var så handlingslammet og fordærvet af korruption som de øvrige partier i Italien.

Til gengæld var MSI fordærvet af noget andet, nemlig Italiens manglende opgør med fascismen efter Anden Verdenskrig.

Partiets første leder havde været kabinetschef i Benito Mussolinis kulturministerium og skribent ved det antisemitiske magasin La Difensa delle Razza – han hed Giorgio Almirante og stod i spidsen for partiet frem til 1988.

- Mange af dem, der omfavnede den militante form for politik, kom fra særlige familieforhold. Mange havde fraskilte forældre eller levede med andre problemer. De drenge, der var mest politisk dedikerede, ledte efter nogen at sammenligne sig med. De ønskede et sted at høre til, skriver Giorgia Meloni i sin selvbiografi.

Nye tider

Men fra 1995 kunne de ikke længere høre til i MSI – i hvert fald ikke på papiret.

Den neofascistiske bevægelse blev opløst, men en stor del af politikerne fulgte med over i et nyt parti ved navn Alleanza Nazionale.

Det nye part fremstod noget mindre rabiat, men det videreførte dog fascisternes gamle trefarvede flamme i sit logo.

Giorgia Meloni fulgte med over i det nye parti, og i 1996 blev hun formand for dets gymnasieorganisation.

Hun afsluttede gymnasiet i 1996 og havde ikke råd til at gå på universitetet, så Giorgia Meloni arbejdede i stedet med at passe børn, være bartender, bestyre markedsboder og skrive som freelancejournalist.

Den unge kvinde steg hurtigt i graderne i det nye parti, og i 1998 blev hun valgt som byrådsmedlem i Rom.

Men så kom der nye tider i partiet.

Lederen, Gianfranco Fini, der nu var vicepremierminister i Italien, ønskede et opgør med partiets fascistiske rødder.

Mussolini begik talrige fejltagelser

Giorgia Meloni, politiker, 2006

Han rejste til Jerusalem i 2003, og iført jødisk hovedbeklædning besøgte han byens holocaustmuseum og fordømte de ugerninger, som Mussolinis regime havde påført jøderne.

Det var også heromkring, at Giorgia Meloni siger, at hun skiftede mening.

Minister hos Berlusconi

Hun fortsatte med at stige i graderne i partiet og blev valgt ind i det italienske parlament i 2006.

Nu var hun mere nuanceret, når hun talte om Benito Mussolini.

- Mussolini begik talrige fejltagelser: racelovene mod jøderne, krigserklæringen og det autoritære styre. Historisk set gjorde han også gode ting, men det redder ham ikke, sagde hun i 2006 ifølge Magasinet The Spectator.

I 2008 blev Giorgia Meloni den yngste italienske minister nogensinde, da Silvio Berlusconi udnævnte hende til børne- og ungdomsminister i sin regering.

Da Silvio Berlusconis regering faldt i 2011, gik partiet Alleanza Nazionale i opløsning, og så dannede Giorgia Meloni sit eget parti

Flammen

Partiet hedder Fratelli d'Italia – eller på dansk Italiens Brødre – og i sit logo viderefører partiet den samme trefarvede flamme, som Benito Mussolinis neofascistiske arvtagere brugte som logo for deres organisation MSI lige efter Anden Verdenskrig.

Giorgia Melonis parti fik adresse samme sted, som MSI i sin tid havde hovedkvarter, og selvom Giorgia Meloni understreger, at fascismen er fortid, er flere af partiets medlemmer set hilse med strakt arm.

Et af de mest fremtrædende ansigter i partiet hedder i øvrigt Rachele Mussolini – hun er barnebarn til den berygtede italienske diktator, og hun har beholdt sit kontroversielle efternavn.

Så når Giorgia Meloni skriver i sin selvbiografi, 'Jeg er Giorgia', at hun "ikke tilhører fascismens kult", synes flere af hendes politiske modstandere, at det klinger hult.

Det politiske projekt

Hendes politiske venner rundt omkring i verden hører også til et godt stykke ude på den politiske højrefløj.

Her ses hun for eksempel med Donald Trumps tidligere rådgiver Steve Bannon.

Og her er hun på besøg hos Ungarns nationalistiske leder, Viktor Orban.

Og her er hun med den franske højrefløjspolitiker Marine Le Pen.

Giorgia Meloni deler også en stor del af sine politiske holdninger med de tre personer ovenfor.

I sine offentlige taler tordner Giorgia Meloni mod illegal immigration – hun ønsker en flådeblokade mod migranter – og vil skride hårdt ind over for kriminelle indvandrere.

Desuden er hun kritisk over for EU.

Hun vil ikke afskaffe unionen, men siger, at hun ønsker at skabe en konføderation af suveræne europæiske stater, hvor de enkelte nationer har mere magt.

Og så vil hun indføre et skattesystem i Italien, hvor alle betaler den samme procentdel af deres indkomst i skat, for at komme skattesvindel til livs.

Spørgsmålet om Rusland

Hvad angår forholdet til Rusland, er Giorgia Meloni en af de politikere på den yderste højrefløj i Europa, der offentligt har taget klart afstand til Vladimir Putins krig.

For eksempel advarede hun 4. september 2022 om, at de svageste lande i Vesteuropa risikerer at komme under kinesisk indflydelse, hvis Rusland vinder – og det ønsker hun ikke.

Men hvis det lykkes hende at blive Italiens første kvindelige premierminister, kommer Giorgia Meloni formentlig til at danne regering med Silvio Berlusconi og Matteo Salvini.

Begge politikere har et nært forhold til Rusland og Vladimir Putin.

Om Giorgia Meloni kan finde fælles fodslag med de to herrer omkring Rusland, hvis hun vinder valget, har vi endnu til gode at se.

Men hun deler et væsentligt synspunkt med Vladimir Putin.

Kvinde, mor, italiener og kristen

Giorgia Meloni er nemlig ligesom Vladimir Putin kraftigt imod, hvad hun kalder for woke-ideologi, og hun ønsker at begrænse homoseksuelles rettigheder.

- De ønsker at kalde os forælder et og forælder to, køn: LGBT og borger X med forskellige koder, men vi er ikke koder, sagde Giorgia Meloni i en tale i Rom i 2019.

Under samme tale kom hun i øvrigt helt uforvarende til at skabe et grundlaget for et ægte italiensk discohit.

- Jeg er Giorgia. Jeg er en kvinde. Jeg er mor. Jeg er Italiener. Jeg er kristen. Det får I ikke lov at tage fra mig, råbte hun.

Ordene dukkede efterfølgende op i et remix på Youtube, og nummeret er i skrivende stund afspillet næsten 12 millioner gange.

Siden er de fem sætninger blevet Giorgia Melonis varemærke. På videoen herunder kan du se – og ikke mindst høre – hende sige dem med eftertryk på spansk under et besøg hos det højrenationale spanske parti Vox.

Giorgia Meloni taler hos VOX Video: Maria Camila Lund Frederiksen

Familien

Selvom Giorgia Meloni er varm fortaler for traditionelle familieværdier, praktiserer hun dem ikke fuldstændigt selv.

Hun er for eksempel ikke gift med den mand, der er far til hendes datter.

De to mødtes under optagelserne til en politisk tv-reklame.

- Jeg så ham i Mediasets studie med hovedtelefoner på. Smuk som Solen. Han lavede endda sjov med mig. Jeg spiste en banan under reklamen, og han kom for at hente skrællen og sagde: "Vi behøver kun at vise bananen", skriver Giorgia Meloni i sin bog.

Hun fik en af sine medarbejdere til at skaffe mandens nummer, så hun kunne skrive til ham.

Men det er aldrig blevet til et bryllup, fordi han ikke har været nede på knæ for at fri, siger hun til Corriere della Sera.

I dag har parret datteren Geneva sammen, og Giorgia Meloni bruger nu historien om sin egen graviditet til at understrege, at livet er en gave.

- Efter fødslen fik jeg en fertilitetstest, og de fortalte mig, at jeg nok ikke kunne få flere børn. Situationen var allerede sådan, da jeg blev gravid, så hun kom til verden mod alle odds. Geneva er en gave, og jeg håber, at hun bliver stolt af mig en dag, siger Giorgia Meloni til Corriere della Sera.

Den næste generation

At kvinder ikke bør kaste livets gave væk ved at få en abort, er en af Giorgia Melonis største mærkesager.

I Marche-regionen, hvor hendes parti står i spidsen for det lokale styre, er retten til fri abort blevet indskrænket.

- Vi ønsker at give kvinder en mulighed for at vælge noget andet end at få en abort, der alt for ofte påtvinges dem, siger Giorgia Meloni til avisen La Repubblica.

Og så er vi tilbage ved historien om aborten fra 1976, som indledte denne artikel.

Dengang den foregik, var der ikke fri abort i Italien.

Det kom der først 22. maj 1978, og indtil da skulle der være vægtige medicinske grunde til at få foretaget indgrebet.

Så hvordan kunne hendes mor få tid på en abortklink i Rom i foråret 1976?

Giorgia Meloni siger, at historien godt kan passe, fordi abort reelt ikke længere var strafbart efter en højesteretsdom i 1975.

Om historien passer, har vi kun Giorgia Melonis ord for.

Nu er hun selv blevet mor, og hun sagde sidste år til en italiensk avis, at hun godt ved, at hendes politiske karriere vil gå ud over datteren.

- Jeg håber, at hun vil tilgive mig for al den tid, jeg ikke får tilbragt sammen med hende, lød det fra Giorgia Meloni.