Rusland invaderer Ukraine

Rusland aner muligheden for noget ”stort og spektakulært” på onsdag, siger militæranalytiker

Rusland har den seneste tid taget imod flere slag, der kan lede op til et modsvar. Det kunne ske onsdag på Ukraines uafhængighedsdag.

Angreb mod russiske militærbaser på Krim-halvøen. En mystisk bilbombe mod en Putin-allierets datter vest for Moskva. En nærtstående uafhængighedsdag i Ukraine.

Der er flere grunde til at tro, at Rusland i den nærmeste fremtid vil intensivere sine angreb mod Ukraine.

Særligt angrebene på den russisk-annekterede halvø Krim gør ondt på Rusland. Det mener Kristian Lindhardt, der er major og militæranalytiker ved Institut for Strategi og Krigsstudier.

- Der er ingen tvivl om, at det (angreb på Krim-halvøen, red.) rammer russerne, og det rammer dem hårdt. Hvis de får muligheden, vil de svare voldsomt igen, siger han til TV 2.

Ifølge Kristian Lindhardt tyder alt på, at det er Ukraine, der står bag angrebene. Enten i form af ukrainske specialoperationer, ukrainske sabotagegrupper eller borgere på Krim-halvøen med ukrainsk sind.

De angreb kommer ikke til at gå ubemærket hen for russerne, mener militæranalytikeren.

- Det er jo krig, og russerne gør alt, hvad de kan for at intensivere angrebene, siger han.

Ukraines uafhængighedsdag falder sammen med halvårsdag

Dertil kommer, at to symbolske markeringer falder sammen på onsdag, når Ukraine markerer sin uafhængighedsdag, samtidig med at det er halvårsdagen for Ruslands invasion af landet.

Militæranalytikeren vurderer, at Ukraine primært vil fokusere på fejringer, og han tvivler på, at der vil blive et militært islæt.

Til gengæld mener han, at Rusland vil ane en chance for at udføre noget stort og spektakulært.

- Det kunne være angreb mod symbolske monumenter eller andet, der har betydning for Ukraine, for at understrege, at ”vi anerkender ikke, at Ukraine er selvstændige”, siger Kristian Lindhardt.

Derudover har en bilbombe i Moskva senest rystet Rusland. Her blev datteren af den indflydelsesrige russiske ideolog og Putin-allierede Alexander Dugin, Darja Dugina, dræbt lørdag.

Det er stadig uklart, hvem der står bag bilbomben. Militæranalytikeren understreger, at han ikke mener, at bileksplosionen har nogen som helst sammenhæng med de angreb, der sker på Krim-halvøen.

Det er heller ikke blevet bekræftet fra uafhængig side, hvem der står bag.

Stort slag for Rusland

I Rusland kører spekulationerne dog allerede på, om det er Ukraine, der står bag. Det fortæller TV 2s korrespondent i Ukraine, Claus Borg Reinholdt.

Blandt andet har talskvinde fra Ruslands udenrigsministerium Maria Zakharova spekuleret i, at Ukraine stod bag. Hvis det er tilfældet, vil det blive karakteriseret som statsterrorisme, har hun sagt.

Claus Borg Reinholdt kalder de seneste hændelser for et slag for Rusland.

- Især fordi Putin er en præsident, der lægger vægt på sikkerhed frem for alt. Og man må sige, at med de angreb, der er sket på Krim-halvøen mod militærstrategiske mål og nu også mod en person, som jo i den grad er for invasionen i Ukraine, altså bilbomben mod Dugina, er det et slag mod den russiske selvforståelse, siger Claus Borg Reinholdt til TV 2.

Frygter ondsindet angreb

Også Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, er opmærksom på en eventuel intensivering af russiske angreb mod Ukraine i den nærmeste fremtid.

I en tale natten til søndag sagde præsidenten således, at et særligt ondsindet angreb kan være på vej mod Ukraine den kommende uge i forbindelse med 31-året for Ukraines uafhængighed fra Sovjetunionen 24. august.

Han sagde videre, at ukrainerne ikke må lade Moskva sprede modløshed og frygt i landet.

Ukraine har endnu ikke taget det officielle ansvar for angrebene på Krim-halvøen.