Rusland invaderer Ukraine

Datter af Putin-allieret meldes dræbt i eksplosion

Ifølge det statskontrollerede russiske nyhedsbureau Tass er Darja Dugina dræbt i Moskva i en bileksplosion.

Darja Dugina, datter af den indflydelsesrige russiske ideolog og Putin-allierede Alexander Dugin, er dræbt af en bilbombe i udkanten af Moskva, oplyser de russiske myndigheder søndag.

Russiske medier citerer familiemedlemmer for, at det efter alt at dømme var Alexander Dugin selv, som var det tiltænkte offer. Han er en markant fortaler for Ruslands invasion af Ukraine.

BBC skriver, at både far og datter ifølge det russisk kontrollerede medie 112 oprindeligt skullet have kørt sammen hjem fra et arrangement i Moskva lørdag aften. Alexander Dugin besluttede sig i sidste øjeblik for, at de skulle køre hver for sig.

Darja Dugina, som var født i 1992, blev dræbt i en Toyota Land Cruiser, da hun kørte på en landevej nær landsbyen Bolshie Wiziomij omkring 40 kilometer uden for Moskva, oplyser Ruslands Efterforskningskomité i en erklæring.

- Hun døde på stedet, og en drabsefterforskninger er indledt, hedder det.

Alexander Dugin bliver kaldt "Putins hjerne". Han er en kendt ultranationalist, som menes at være tæt på den russiske præsident, Vladimir Putin.

Ifølge mediet CNN anses Alexander Dugin for at være arkitekten bag den russiske invasion af Ukraine 24. februar i år.

Alexander Dugin blev opført på Vestens sanktionslister efter Ruslands annektering af Krim i 2014.

Giver Ukraine skylden

Prorussiske separatister i Ukraine beskylder Ukraines myndigheder for at stå bag bilbomben.

- Det ukrainske terrorregime forsøgte at likvidere Alexander Dugin, men de sprængte hans datter i luften, skriver separatistlederen Denis Pusjilin på det sociale medie Telegram.

Billeder fra umiddelbart efter eksplosionen begyndte lørdag at cirkulere på sociale medier. De viser angiveligt en bil i brand i vejkanten. Flere af bilens dele ligger spredt i området.

Blev selv sanktioneret

Darja Dugina blev 30 år og studerede ifølge CNN filosofi på universitetet i Moskva. Hun var desuden en kendt journalist, som højlydt støttede Ruslands invasion af Ukraine, skriver BBC.

Tidligere i år blev hun også sanktioneret af både de britiske og de amerikanske myndigheder. Begrundelsen var, at hun spredte misinformation om krigen.

Vestlige iagttagere siger til BBC, at bilbomben vil skabe nervøsitet blandt russiske ledere og embedsmænd i Moskva - ikke mindst fordi det er sket på et tidspunkt, hvor der har været en del rapporter om eksplosioner nær russiske militærbaser og i selve Rusland.

Dette opfattes som et klart tegn på, at det ukrainske militær kan ramme de russiske styrker og den russiske logistik langt fra frontlinjerne.