Unge Liz ville ikke lege stewardesse – nu kaldes hun den nye jernlady
Liz Truss er Storbritanniens nye premierminister. Hendes idol er Margaret Thatcher. Modstanderne kalder hende "en menneskelig håndgranat".
Den lille, blonde pige stod midt i gruppen af demonstranter.
Flokken havde samlet sig i gården mellem de triste grå betonbygninger, som husede shoppingcenteret i byen Paisley lidt uden for Glasgow i Skotland.
Vreden var rettet mod Storbritanniens nye konservative premierminister, og da demonstranterne brød ud i taktfaste råb, stemte pigen i.
- Ud med Maggie, ud med Maggie, ud med Maggie, blev der råbt.
Det var i begyndelsen af 1980'erne, hvor Margaret Thatcher netop var blevet premierminister og i færd med at lægge en ny kurs, der skulle genrejse Storbritannien.
Jernladyen
Landet havde været i dyb krise med tårnhøj inflation og omfattende strejker, mens risikoen for en atomkrig med Sovjetunionen næppe havde været større siden Cuba-krisen i 1962.
Men Margaret Thatchers kurs var meget upopulær hos den lille pige og hendes forældre, fordi den bød på økonomiske stramninger og en hård militær linje over for Sovjetunionen.
Margaret Thatcher havde allerede fået øgenavnet 'Jernladyen' af russerne, inden hun blev premierminister, og hun var ikke bange for at spille på det.
På billedet herunder kører hun for eksempel rundt i en britisk Challenger-kampvogn i Vesttyskland for at understrege sin pointe.
Lad os nu skrue tiden lidt over tre årtier frem.
Frem til et militært øvelsesterræn i Estland, hvor en britisk Challenger 2-kampvogn med brølende motor og klirrende bælter stred sig gennem landskabet.
Union Jack vajede over tårnet, og oppe i kommandørlugen sad pigen pigen fra shoppingcenteret i Paisley.
Hun var blevet voksen i mellemtiden.
Fra skurk til helt
Det var november 2021, og Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, havde netop udnævnt hende til udenrigsminister, og nu var hun i færd med at understrege en pointe over for Rusland, der truede nabolandet Ukraine.
Var kvinden i kommandørlugen i færd med at kopiere det politiske ikon, hun havde råbt slagord mod, dengang hun var barn i en lille by uden for Glasgow?
Kvinden hedder Mary Elizabeth Truss – eller bare Liz Truss i daglig tale – og hun har haft en række forskellige ministerposter i Storbritannien siden 2014.
Da grundlaget for Boris Johnsons regering brød sammen i sommeren 2022, dukkede Liz Truss hurtigt op som en af favoritterne til at efterfølge ham som konservativ partiformand og premierminister.
Det var partiets medlemmer, der skulle finde den nye formand, og mandag 5. september klokken 12.38, lokal tid, blev toppen af Det Konservative Parti så orienteret om, hvad medlemmerne havde stemt.
Navnet på den nye partiformand – og dermed også på Storbritanniens nye premierminister – var Liz Truss.
Nu venter der hende en stor opgave, for Boris Johnsons regeringstid var til tider kaotisk, og Storbritannien forsøger stadig at finde sin plads i verden efter skilsmissen fra EU.
Liz og Margaret
Slutningen af 1970'erne var også en kaotisk tid for Storbritannien, og dengang trådte Margaret Thatcher ind på scenen, skabte økonomisk fremgang, gav briterne en ny selvsikkerhed og blev verdenskendt som 'Jernladyen'.
Og på det seneste kunne det godt se ud som om, at Storbritannien er ved at få en ny.
Liz Truss ser flere gange ud til at have ladet sig inspirere af den oprindelige jernladys påklædning.
Senest til de konservative formandskandidaters debat på Channel 4, hvor hendes valg af tøj havde stor lighed med det sæt, som Margaret Thatcher bar under valgkampen i 1979, inden hun blev Storbritanniens første kvindelige premierminister.
Hvis man spørger Liz Truss selv, skyldes den store fokus på lighederne med Margaret Thatcher dog, at hun er kvinde.
- Det er temmelig frustrerende, at kvindelige politikere altid sammenlignes med Margaret Thatcher, sagde Liz Truss til tv-kanalen GB News i juli 2022.
Hvis man spørger hendes ministerkolleger, har Liz Truss dog næppe noget imod, at man sammenligner hende med 1980'ernes store politiske ikon, og en af dem siger til avisen Financial Times, at Liz Truss faktisk elsker at blive sammenlignet med den tidligere britiske premierminister.
I et interview med avisen Daily Mail siger Liz Truss, at ingen åbenbart interesserer sig for at sammenligne mænds fremtoning med forhenværende politikeres.
- Det handler altid om mig og Margaret Thatcher. Hun var en fantastisk leder af vores land, men det vigtige ved hende er, at hun udfordrede den etablerede viden. Hun udfordrede fællesskabets tankegang, siger Liz Truss.
Den første jernlady
At Margaret Thatcher var en fantastisk leder, er det dog ikke alle briter, der er enige i.
Den dag hun døde, blev der arrangeret gadefester flere steder i London for at fejre, at hun var gået bort, og i 2022 kan man stadigvæk købe t-shirts med teksten "Jeg hader Thatcher".
I sin regeringstid knuste hun Storbritanniens tidligere så magtfulde fagforeninger, lukkede kulminer og stålværker der ikke var rentable og privatiserede Storbritanniens gasforsyning, vandforsyning, elforsyning og telefonnet
Hun skar også ned på social-, sundheds- og uddannelsessektoren og fik øgenavnet "mælketyven", fordi hun også afskaffede gratis skolemælk.
Der er næppe nogen politisk leder i Storbritannien har været så hadet som hende.
Og kun få har været så elsket som hende.
Margaret Thatchers reformer skabte nemlig et økonomisk boom, så den private sektor voksede, huspriserne steg og folk i middelklassen blev rige.
Det røde strejf
Da Liz Truss kom til verden i 1975, blev hun født ind på det hold, der hadede Margaret Thatcher.
Politisk hørte hendes forældre til langt ude på venstrefløjen.
Faren var professor i matematik, og hans politiske holdninger var røde nok til, at det daværende kommunistiske regime i Polen gav ham lov til at undervise i landet.
Familien boede bag jerntæppet et år, mens Liz Truss var helt lille, og da de vendte hjem, havde forældrenes oplevelser ikke ændret deres politiske ståsted.
Moren, Priscilla Truss, arbejdede som sygeplejerske og lærer og var særdeles aktiv i nedrustningsbevægelsen.
- Min mor tog mig med til nedrustningsmarcher i 80'erne. Vi plejede at besøge en lokal fredslejr. Jeg kan huske en gang, hvor vi tog en stor atombombe, der var lavet af gulvtæpper, med til en fredsmarch, fortalte Liz Truss til BBC i september 2021.
Det første valg
Alligevel pirrede Margaret Thatcher hendes nysgerrighed, da hun var bare otte år gammel.
Det skete i skolen i 1983, da der skulle være parlamentsvalg i Storbritannien, og eleverne skulle lære noget om politik og vælgermøder.
- Min lærer spurgte mig, om jeg ville spille Margaret Thatcher i klassens modstykke til valget, sagde Liz Truss forleden til avisen Scottish Sun.
- Jeg greb chancen og holdt en tale fra hjertet ved vælgermødet, men jeg endte med nul stemmer. Jeg stemte ikke engang på mig selv, fortalte Liz Truss til avisen.
Den otteårige pige vidste godt, at Margaret Thatcher var meget upopulær i Skotland.
Men så flyttede familien.
Juniorstewardessen
Faren skiftede jævnligt arbejdsplads, og som barn nåede Liz Truss foruden Polen at bo i Paisley, Canada og Leeds.
Og det var faktisk under en af rejserne, at hendes egen politiske flamme blev antændt.
Den var ikke rød.
Liz Truss fortæller til Daily Mail, at familien skulle rejse med flyselskabet KLM, og at alle børn ombord fik et badge af personalet.
Hendes tre små brødre fik et badge, hvor der stod "Juniorpilot".
Men Liz Truss fik et badge, hvor der stod "Juniorstewardesse".
- Da tænkte jeg: "Lad være med at fortælle mig, hvad jeg kan blive", siger Liz Truss til avisen.
Gennem teenageårene satte hun i stigende grad spørgsmålstegn ved sine forældres verdenssyn og meldte sig så ind i det socialliberale parti Liberaldemokraterne.
En røffel til dronningen
Hun læste filosofi, statskundskab og økonomi på universitetet i Oxford og blev leder af Liberaldemokraternes afdeling på stedet.
I 1994 holdt Liz Truss så en brandtale på partiets årsmøde, hvor hun tordnede mod det britiske monarki.
- Vi liberaldemokrater tror på muligheder for alle. Vi tror ikke på, at nogen er født til at herske, lød det fra Liz Truss.
To år senere skiftede hun parti til de kongetro konservative.
Talen om monarkiet var blevet optaget på video, og lå klar til at hjemsøge hende, når Youtube blev opfundet.
- Da jeg var ung, var jeg en professionel Rasmus Modsat, og jeg kunne lide at udforske idéer og lave rav i den, sagde Liz Truss til BBC i juli 2022.
Hun forsikrede lytterne om, at hun i dag er stor tilhænger af det britiske monarki.
- Jeg begyndte så at forstå mere om, hvorfor Storbritannien har succes, og en del af succesen er det konstitutionelle monarki, der understøtter et frit demokrati, uddybede hun.
Affæren
Efter endt uddannelse fik Liz Truss job i regnskabsafdelingen hos olieselskabet Shell, og siden blev hun økonomichef hos teleselskabet Cable And Wireless, mens hun steg i graderne hos de konservative.
Men faktisk var hendes politiske karriere lige ved at slutte, inden den for alvor kom i gang.
Årsagen var en mentorordning i partiet, der udviklede sig til lidt mere end almindelig rådgivning.
I 1999 var Liz Truss blevet gift med den jævnaldrende økonomiuddannede Hugh O'Leary, og året efter fik den fremadstormende unge politiker så tildelt en mentor.
Han var netop blevet valgt ind i Underhuset, hed Mark Field og var ti år ældre end Liz Truss.
Efter nogle års rådgivning udviklede mentorforholdet mellem Mark Field og Liz Truss sig fysisk, og mellem 2004 og 2005 havde de to et forhold.
De nærmere omstændigheder er ukendte, men de britiske medier beskrev det som en hemmelig kærlighedsaffære.
Indtil den altså ikke var hemmelig længere.
- 30-årige frøken Truss afviste at kommentere affæren, mens hun skubbede en barnevogn med sin to måneder gamle baby, skrev avisen Daily Mail i maj 2006.
Familie og fastfood
Forholdet sluttede, netop som Liz Truss var blevet gravid med sit første barn.
At mentorordningen havde udviklet sig et godt stykke ud over politisk rådgivning, faldt de mere konservative kræfter i partiet for brystet, og Liz Truss klarede sig kun gennem stormvejret, fordi den daværende konservative leder, David Cameron, stod bag hende.
Det samme gjorde hendes mand, Hugh O'Leary, i øvrigt. De danner stadig par i dag og har to døtre sammen.
Ifølge kolleger, der har talt med avisen Financial Times, lever Liz Truss i dag et helt almindeligt kedeligt familieliv med sin mand og sine teenagedøtre.
Hun begynder ofte sine dage med at høre høj musik – yndlingskunstneren er Bruce Springsteen, og favoritnummeret er 'Dancing in the dark', fortæller hun til Daily Mail.
Ifølge avisen elsker hun en god burger, og magasinet Politico skriver, at familien bestiller fastfood fra burgerkæden Bleecker hver tirsdag.
Efter at hun blev valgt til Underhuset i 2010, steg Liz Truss langsomt i graderne.
EU eller ikke EU?
Hun blev miljø-, fødevare- og landbrugsminister i 2014, og da briterne skulle stemme om, hvorvidt landet skulle forblive i EU, førte hun kampagne for at blive.
Hendes hovedargument var, at det ville blive rigtig besværligt at gøre forretning med landene i EU, og at de britiske virksomheder ville blive "nødt til at udfylde 50 punkter på en formular hver gang de vil eksportere noget".
Men som bekendt valgte briterne at forlade EU.
Brexit var en realitet.
Og så skiftede Liz Truss fuldkommen holdning – ligesom dengang med monarkiet.
I dag begrunder hun sit holdningsskifte med, at hun inden afstemningen troede, at Brexit ville medføre omfattende forstyrrelser af det britiske samfund.
- De forstyrrelser kom ikke, sagde Liz Truss ved en debat i august 2022, hvor hun også gjorde det klart, at hun fortryder, at hun stemte for at bevare Storbritannien i EU.
Så snart afstemningen var slut i 2016, omstillede Liz Truss sig til den nye virkelighed og talte ikke længere om, at Storbritannien skulle forsøge at blive i EU alligevel.
Det kunne se ud som om hendes strategi virkede, for få uger efter afstemningen i 2016, udnævnte premierminister Teresa May hende til den magtfulde post som justitsminister.
Degraderet
Alligevel var Brexit dog lige ved at få hendes politiske karriere til at kuldsejle endnu en gang.
Også denne gang var avisen Daily Mail indblandet.
I efteråret 2016 afgjorde den britiske højesteret, at Theresa Mays regering ikke uden videre kunne melde Storbritannien ud af EU, uden at sagen havde været til afstemning i parlamentet.
Her var der ikke flertal for at forlade EU uden en eller anden form for samarbejdsaftale, og dermed kunne Storbritannien ikke melde sig ud med det samme, selvom vælgerne havde stemt for at forlade unionen.
Det fik avisen Daily Mail til at beskylde dommerne i den britiske højesteret for at være "fjender af folket".
Dommernes øverste chef var justitsminister Liz Truss, men hun nægtede at stille sig på deres side.
Det var ikke lige populært alle steder.
I 2017 ændrede Theresa May sit ministerhold, og nu blev Liz Truss degraderet til en post som næstkommanderende i finansministeriet.
Chancen på Instagram
Hendes politiske stjerne så ud til at falme, og da Boris Johnson blev premierminister i 2019, udnævnte han Liz Truss til minister for international handel.
Det lignede måske ikke en post, hvor ministeren havde mulighed for at påvirke sin egen status ret meget.
Men det var det.
Liz Truss gav sig straks til at forhandle handelsaftaler hjem, og havde så stor succes, at tilhængerne af Brexit så hende som en slags helt.
Og hun var ikke sen til at fortælle om alle aftalerne på Instagram.
Pludselig dukkede der billeder op af Liz Truss i Australien.
Så var hun i USA.
Så var hun i Japan.
Og sådan fortsatte det.
Uanset hvor beskedne aftalerne var, gav de Liz Truss mulighed for at blive fotograferet med et britisk flag på et fremmed sted.
Ifølge kilder i handelsministeriet, som Financial Times har talt med, var det en stående vittighed blandt ministeriets ansatte, at de faktisk arbejdede i "Ministeriet for Liz Truss' Instagram".
Kilderne fortæller dog også, at Liz Truss faktisk selv stod bag sine opslag på Instagram, fordi hun var meget optaget af at overvåge kommentarsporet.
Et greb efter magt
Mens Liz Truss havde succes på de sociale medier, gik det ned ad bakke for hendes chef, Boris Johnson.
Han havde i sin tid også forsøgt at gøre Margaret Thatcher kunsten efter i en kampvogn i Estland, men i takt med, at den ene skandale afløste den anden, dalede hans popularitet.
Samtidig kunne det se ud som om, at Liz Truss var godt i gang med at køre sig selv i stilling som Storbritanniens næste premierminister.
Ifølge konservative parlamentsmedlemmer, som avisen Financial Times har talt med, var hendes ambitioner om at overtage Boris Johnsons job meget åbenlyse.
Også selvom jobbet ikke var ledigt.
I december 2021 sendte Liz Truss for eksempel en meget tidlig julehilsen fra Udenrigsministeriet, hvor hun lod sig fotografere foran kontorets kamin – næsten som dronning Elizabeth.
I sommeren 2022 valgte Boris Johnson modstræbende at trække sig, og så steg chancerne for, at Liz Truss fik alenetid med dronningen.
Men hvad vil kvinden fra alle de velkoreograferede billeder så, hvis hun får magten?
Jernlady eller håndgranat?
Foreløbig taler Liz Truss om, at hun vil sætte skatterne ned, bruge flere penge på militæret og kun skære i offentlige udgifter de steder, hvor det ikke vil give problemer i fremtiden.
Kan hun blive en ny jernlady?
Nej, mener Boris Johnsons tidligere politiske rådgiver Dominic Cummings, der beskriver Liz Truss som en løgnagtig pralhals.
I et opslag på Twitter kalder han hende for "en menneskelig håndgranat".
- Hvorfor giver jeg hende det øgenavn? Fordi hun sprænger alt i luften, hun kommer i nærheden af, skriver Cummings og tilføjer, at Boris Johnson formentlig tror, at hun vil eksplodere, så han kan gøre comeback.
Andre kritikere peger på, at Liz Truss efter deres mening mangler politisk tyngde.
Den politiske kommentator David Gauke, der i 2018 og 2019 var konservativ minister sammen med Liz Truss, er mere nuanceret.
- Det er sandt, at hun manglede den nødvendige tyngde i sine unge dage, men hun er meget målrettet, og hun arbejder hårdt, siger han til Financial Times og tilføjer:
- Hun ønsker desperat at blive premierminister, men hun ønsker også at blive en premierminister, der gør noget.
Og på den måde ligner Liz Truss den oprindelige jernlady.
At være nogen
Margaret Thatcher ønskede nemlig også at udrette noget, da hun gik ind politik
Men heller ikke dengang drejede en succesfuld politisk karriere sig kun om indhold.
- Det plejede at handle om at gøre noget. Nu handler det om at være nogen, som skuespilleren Meryl Streep sagde det i filmen 'The iron lady'.