Rusland invaderer Ukraine

Ukraine frygter russisk "provokation" ved atomkraftværk i dag

Mens FNs generalsekretær advarer mod krigshandlinger tæt ved atomkraftværk, beskylder krigens parter hinanden for netop at have den slags planer.

Ukraines militære efterretningstjeneste advarer om, at Rusland muligvis planlægger ”en provokation” på atomkraftværket Zaporizhzhia i løbet af fredag.

Den omtalte ”provokation”, som ikke bliver beskrevet konkret, skulle ifølge efterretningstjenesten være planlagt til at falde sammen med FNs generalsekretær, Antonio Guterres', besøg i Ukraine torsdag og fredag.

Torsdag mødtes Guterres i Ukraine med præsident Volodymyr Zelenskyj og den tyrkiske præsident, Recep Erdogan, hvor de netop diskuterede den farlige situation omkring det russisk besatte atomkraftværk.

- Enhver potentiel beskadigelse af Zaporizhzhia er det rene selvmord, sagde FNs generalsekretær efter mødet.

Russisk kontrol

Russiske styrker overtog kontrollen med atomkraftværket allerede i begyndelsen af marts – kun få uger inde i krigen – efter en kort kamp mod værkets ukrainske forsvarere.

Siden har værket været besat af russisk militær og overvåget af ansatte fra det russiske atomkraftselskab Rosatom, mens det daglige arbejde med at drive værket stadig udføres af det ukrainske personale.

Den ukrainske militære efterretningstjeneste baserer blandt andet sin advarsel på, at man har observeret, at personalet fra Rosatom ”i al hast” har forladt værket.

- De russiske styrker kan være på vej til at ”skærpe konfrontationen” ved at iscenesætte et rigtigt terrorangreb på Europas største atomanlæg, skriver de ukrainske myndigheder ifølge BBC.

Base for raketangreb

Zaporizhzhia ligger på bredden af floden Dnepr i det sydlige Ukraine – og dermed lige på frontlinjen mellem de ukrainske og russiske styrker.

Russerne har udnyttet den strategisk gunstige placering og affyrer raketter mod ukrainske mål fra atomkraftværkets område, blandt andet mod den ukrainske by Nikopol på den anden side af Dnepr.

Her tæt på atomreaktorerne er russerne nemlig i relativ sikkerhed, fordi ukrainerne ikke tør beskyde området af frygt for at ramme reaktorerne. Det har Jevhen Jevtusjenko, chef for den militære efterretningstjeneste i Nikopol, tidligere forklaret til TV 2.

- Ukraines væbnede styrker kan ikke besvare angrebene, fordi de befinder sig på et atomanlæg, sagde han dengang.

Nej til demilitarisering

Mens omverdenen – med FNs generalsekretær i spidsen – er bekymret over risikoen for, at atomkraftværket skal komme direkte i skudlinjen, så har krigens parter travlt med at give hinanden skylden.

Faktisk har Rusland allerede tidligere advaret om, at det er Ukraine, der planlægger et angreb på Zaporizhzhia samtidigt med Antonio Guterres’ besøg.

Og det har til gengæld fået Ukraine til at advare om, at russerne forbereder en ”falsk flag” operation – altså et angreb, der er designet til at give fjenden skylden for angrebet.

Torsdag sagde Antonio Guterres, at begge parter burde love, at de holder sig langt væk fra atomkraftværket for at sikre, at det ikke vil blive ramt af kamphandlinger.

- Værket må ikke blive brugt som en del af nogen som helst militær handling. I stedet er det afgørende nødvendigt at genskabe Zaporizhzhias rent civile ledelse og sørge for områdets sikkerhed, sagde han ifølge The Guardian.

Men det blev omgående afvist fra russisk side:

- Forslagene om en demilitariseret zone omkring Zaporizjzja-atomkraftværket er uacceptable. Det vil gøre kraftværket endnu mere sårbart, svarede Ivan Netjaev fra Ruslands udenrigsministerium ifølge Interfax.

Tidligere har den russiske generalmajor Valery Vasiliev, der står i spidsen for styrkerne ved Zaporizhzhia, ifølge The Guardian afvist tanken om en tilbagetrækning fra området så klart, at det det ikke kan misforstås:

- Det her bliver enten russisk jord eller en udbrændt ørken.