Udland

Festvideo tvinger igen Finlands statsminister til at tale om sit privatliv

Flere finske politikere har været på forsiden efter fester. Nu er det igen Sanna Marins tur. Men har en statsminister ikke ret til privatliv?

Egentlig har den finske statsminister nok at tænke på for tiden.

Landet oplever stigende energipriser. Er nabo til Rusland. Og er, om alt går vel, på vej mod et NATO-medlemsskab.

Men torsdag var det nogle helt andre ting, Sanna Marin skulle svare på, da hun mødte den finske presse.

Forinden var lækkede optagelser af en festende statsminister dukket op på internettet.

Det er ikke noget, hun har lyst til at snakke om

Jesper Zølck, nordisk korrespondent, TV 2

Nu ville pressen vide, om der blev anvendt "stimulerende midler" til festen?

Om der blev taget stoffer?

Og om statsministeren ved, hvad en ”pulverbande” er?

En stor historie

Svarene lød for øvrigt: Ja, der blev drukket alkohol. Der blev ikke taget stoffer, så vidt hun ved. Og nej, Sanna Marin kender ikke til nogen ”pulverbande”.

Men den socialdemokratiske statsminister hæftede sig først og fremmest ved, at det er private videoer, optaget på privat område.

- Jeg er vred over, at de er blevet spredt til offentligheden. Jeg tilbragte en aften sammen med venner, hvor vi festede, ret livligt, dansede og sang, sagde hun.

Alligevel er videoerne blevet en stor historie i ikke bare finske, men også store internationale medier.

Det skyldes ikke mindst, at der på en af videoerne antageligt bliver sagt ordet ”pulverbande”, hvilket leder tankerne hen på hårde stoffer. Det kan dog også lyde som et andet finsk ord, der minder om det, som snarere henviser til hård spiritus. Det skriver Hufvudstadsbladet.

På trods af tvivlen mener Riikka Purra, der er leder af det nationalkonservative oppositionsparti De Sande Finner, at Sanna Marin bør tage en narkotikatest. Forslaget møder opbakning fra Mikko Kärnä fra Centerpartiet, der sidder i Sanna Marins regering.

Folk burde danse mere

Hanna Kosonen, parlamentsmedlem, Centerpartiet

Statsministeren afviser ikke, at hun vil følge opfordringen. Alligevel er der nok ingen tvivl om, at hun er træt af situationen, da den stjæler fokus fra vigtigere problemer, vurderer TV 2s nordiske korrespondent Jesper Zølck.

- Det er ikke noget, hun har lyst til at snakke om. Hun har ikke nogen interesse i at have private festbilleder florerende, hun vil gerne tale politik, siger han.

Blandt andet har den finske regering netop besluttet at afvise 90 procent af alle visumansøgninger fra russere fra september, og i næste uge venter et vigtigt møde med Sverige og Tyrkiet om optagelsen i NATO.

En cool statsminister

Men det er svært at slippe udenom festvideoerne, når først historien har vokset sig udover Finlands grænser. BBC og CNN er blandt de store internationale medier, der skriver om sagen.

Og det er ikke første gang, at Finlands 36-årige statsminister skaber overskrifter og debat for andet end politisk substans. Det skete for eksempel, da hun poserede på forsiden af et modemagasin i en blazer med synlig kavalergang.

Senest pådrog hun sig mediernes opmærksomhed, da hun blev fotograferet til rockfestivalen Ruisrock på øen Ruissalo, hvor hun var iklædt en læderjakke.

- Det er ikke slips og jakkesæt. Det er en cool, ung statsminister, der er med til en rockfestival. Og det giver en personlighed og en aura omkring statsministeren, som resten af verden er begyndt at opdage, forklarer Jesper Zølck.

Blandt andet har det tyske magasin Bild så sent som søndag udråbt den finske statsminister som "verdens mest cool politiker".

Hjemme i Finland har den festlige side af statsministeren dog også ført til kritik.

I december sidste år festede hun for eksempel på en natklub midt i coronapandemien, selvom hun var nærkontakt til den finske udenrigsminister, som var testet positiv for coronavirus.

Efterfølgende erkendte hun, at hun burde være blevet hjemme, og undskyldte sin opførsel.

- Det er klart, det giver også en åbning for dem, der vil pege på hende og sige, at hun ikke er seriøs. At hun ikke tager problemerne i Finland seriøst, fordi hun er optaget af alt muligt andet. Og det er det skisma, de nu står i igen med de her optagelser, siger Jesper Zølck.

Hockeyspillere fulgte minister hjem

Men også denne gang er der mange, der er støtter Sanna Marin og forsvarer hendes ret til at feste i sit privatliv.

- Folk burde danse mere, skriver for eksempel tidligere minister i Sanna Marins regering Hanna Kosonen fra Centerpartiet slet og ret på Twitter.

Public service-mediet YLE har brugt anledningen til at kigge tilbage på andre politikere, der røg en tur i mediemøllen for at feste – måske lidt for vildt.

Jeg har et familieliv, jeg har et arbejdsliv, og jeg har fritid, som jeg kan bruge med mine venner

Sanna Marin, statsminister, Finland

YLE nævner blandt andre tidligere sportsminister fra Venstreforbundet Paavo Arhinmäki, der efter det finske ishockeylandsholds bronzemedaljer ved vinter-OL i 2014 festede så længe, at nogle af spillerne til sidst måtte hjælpe ham tilbage til hans hotelværelse.

Den daværende formand for De Grønne, Touko Aalto, blev i 2018 fotograferet, mens han festede i bar overkrop og tilsyneladende smækkede en foroverbøjet person bagi. Det førte også til en debat om, hvad der er passende opførsel for politikere.

Nu er det Sanna Marins dømmekraft, der igen er til debat i medierne. Selv ser den 36-årige statsminister imidlertid ikke nogen grund til at ændre sig.

- Jeg har et familieliv, jeg har et arbejdsliv, og jeg har fritid, som jeg kan bruge med mine venner. Ligesom mange andre på min alder, siger hun ifølge BBC.