Udland

Rusland sender kampfly med hypersoniske missiler tæt på Danmark

Ifølge militærekspert skal den russiske manøvre ikke tillægges anden værdi end afskrækkelse af NATO.

Rusland har torsdag sendt tre MiG-31-kampfly bevæbnet med hypersoniske missiler til den russiske eksklave Kaliningrad.

Det oplyser det russiske forsvarsministerium i en opdatering på beskedtjenesten Telegram.

En video fra ministeriet viser flyene ankomme til luftbasen i Tjkalovsk, hvorfra de ifølge ministeriet vil være kampklare døgnet rundt.

Ifølge russerne sker det som led i "yderligere strategiske afskrækkende foranstaltninger".

Det uddybes ikke nærmere, hvad der ligger i denne formulering, men major Karsten Marrup, der er chef for Center for Luftoperationer ved Forsvarsakademiet, er ikke i tvivl.

- Det handler om at sende et signal om, at man har kapacitet til at kunne ramme NATO-skibe i Østersøen eller endda i Nordatlanten, hvis det skulle være. Men som russerne også selv siger, er det først og fremmest et strategisk tiltag, der handler om afskrækkelse – præcis som NATO også laver det, siger han til TV 2.

Hypersoniske missiler med lang rækkevidde

Kaliningrad ligger klemt inde mellem de to NATO-lande Polen og Litauen, og fra luftbasen ved Tjkalovsk er der desuden kun omkring 340 kilometer i fugleflugtslinje til Bornholms østkyst.

MiG-31-flyene er bevæbnet med såkaldte Kinzjal-missiler, som ifølge det russiske militær har en rækkevidde på op mod 2000 kilometer og flyver med flere gange lydens hastighed, som gør dem svære at opfange for luftforsvarssystemer.

Karsten Marrup forklarer, at Kinzjal er en modificeret udgave af det jordbaserede ballistiske Iskander-missil, som kan affyres fra fly.

Fordelen ved det er, at det kræver meget energi at løfte missilerne fra jorden, hvorimod de på et fly allerede er i fart og derfor får en meget større rækkevidde.

MiG-31 er blandt de hurtigste militære fly i verden og kan flyve over to gange lydens hastighed.

Ruslands tiltag bør dog hverken give grund til bekymring i Danmark eller andre af de omkringliggende NATO-lande, vurderer Karsten Marrup.

- Selvfølgelig noterer man sig det, men jeg tror ikke, man skal tillægge det nogen speciel værdi. Rusland er ikke i en situation, hvor man har nogen appetit på at kæmpe mod NATO, så der er andre ting i spil. Det handler som sagt om afskrækkelse, siger han.

Russisk bekymring for isolation

Rusland har ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax benyttet Kinzjal til at ramme mål i Ukraine under den igangværende krig.

Som følge af russernes angreb på nabolandet har EU indført en række sanktioner, som i juni betød, at Litauen blokerede togtransport af russisk jern og visse andre metaller og råvarer til Kaliningrad.

Truslen om øget isolation har ført til bekymringer hos den russiske regering i Moskva, da Kaliningrad er afhængig af sendinger fra Rusland.

Argumentet fra russisk side er, at der ikke er tale om eksport, men intern transport i landet.

Tidligere torsdag meddelte EU-Kommissionen, at Rusland gerne må transportere varer som stål og jern, der ellers er på sanktionslisten, mens varer med militære formål fortsat forbydes og kan blokeres.