Udland

Republikanere skummer af vrede mod FBI – nu har Trumps vicepræsident fået nok

I Trumps USA er en ærkekonservativ Mike Pence blevet en fornuftens stemme blandt republikanere. Tør han udfordre sin tidligere chef?

I lang tid var det et slogan, der gjaldede et pænt stykke ude på den amerikanske venstrefløj.

- Defund the police, brølede aktivister fra Black Lives Matter-bevægelsen, når de krævede gennemgribende forandringer og omfordeling af politiets midler. Det mødte mildt sagt hovedrysten fra republikanerne på højrefløjen.

Men for ti dage siden blev tidligere præsident Donald Trumps hjem i Florida ransaget af forbundspolitiet FBI.

Det udløste et sandt raseri i hans parti, og pludseligt begyndte nogle af de mest højreorienterede stemmer i amerikansk politik at messe ”defund the FBI”. Trods den lille omskrivning lød det unægtelig som et ekko fra den modsatte fløj.

- Disse angreb skal stoppe

Georgias kontroversielle medlem af Repræsentanternes Hus Marjorie Taylor Greene går forrest i kampagnen og sælger nu hatte og T-shirts med slagordene for 30 dollars stykket.

Hendes kollega fra Arizona Paul Gosar taler om at ”afvikle” FBI, og mediet Axios har fundet adskillige eksempler på republikanske kandidater til kommende midtvejsvalg, der vil nedlægge FBI.

Nu har en af partiets markante stemmer fået nok af sine højlydte partifæller.

Donald Trumps vicepræsident, Mike Pence, er selv ”dybt foruroliget” over ransagningen af sin tidligere chefs resort i Florida og kræver en undersøgelse af justitsminister Merrick Garland, der godkendte den.

Men hans Trump-loyale partifæller er gået for vidt med deres gentagne angreb på forbundspolitiet, mener han.

- Jeg vil bare minde mine republikanske kollegaer om, at vi kan holde justitsministeren ansvarlig for sin beslutning uden at angribe menige betjente i FBI, sagde Mike Pence onsdag ved et politisk arrangement i New Hampshire.

Ifølge den tidligere vicepræsident er højrefløjens ”defund the FBI” lige så slemt som venstrefløjens ”defund the police”.

- Det Republikanske Parti er lov og orden-partiet. Vores parti står bag de mænd og kvinder, der gør tjeneste for den tynde blå linje (symbol på politiet, red.) på føderalt, statsligt og lokalt niveau, sagde Mike Pence og manede til orden:

- Disse angreb skal stoppe.

Den mandlige Liz Cheney

Det sker på et tidspunkt, hvor hadet til FBI er enormt blandt Trumps mest dedikerede tilhængere. Siden ransagningen har FBI og indenrigsministeriet registreret en stigning i voldelige trusler mod både personer og bygninger med relation til regeringen og politiet.

I Cincinatti forsøgte en bevæbnet mand at trænge ind på FBI’s kontor og blev dræbt af politiet efter en biljagt.

Det er blandt andet i det lys, at Mike Pence vælger at mane til ro, vurderer TV 2s USA-analytiker Mirco Reimer-Elster.

Han sammenligner den tidligere vicepræsident med Liz Cheney, der før var kendt som en ærkekonservativ republikaner, men nu har fået ry som en fornuftens stemme i partiet, fordi hun gik imod Donald Trumps løgne om valgsvindel.

- Mike Pence er egentlig lidt det samme. Han er groft sagt en mandlig Liz Cheney. Forstået på den måde at Pence også var en kristen konservativ type, som mange for en del år siden ville syntes var alt for langt ude til højre. Men så kom Trump. Og nu er Pence ligesom den fornuftige af den tidligere duo, siger USA-analytikeren.

Imens er stemningen i USA blevet så ophedet, at selv Donald Trump har sagt, at ”det er nødvendigt at sænke temperaturen”.

Det gjorde han i et interview med Fox News, hvor han dog fastholdt, at FBI ”brød ind” i hans hjem, og uden beviser spekulerede i, at FBI ”kan have plantet" beviser i hans hjem.

Man kan heller ikke ligefrem påstå, at Donald Trump hældte vand på bålet, efter at Mike Pence opfordrede til at indstille angrebene på FBI.

Knap havde Mike Pence talt færdig, før Donald Trump på sit eget sociale medie, Truth Social, delte en kronik fra det konservative magasin The American Spectator med overskriften ’The Fascist Bureau of Investigation’. Kronikken hævder, at the Federal Bureau of Investigation (FBI) er blevet korrumperet og ”militariseret imod amerikanske borgere, den (regeringen, red.) ikke kan lide”.

Vil Pence udfordre Trump?

Samme Trump ventes at ville stille op til præsidentvalget i 2024, selvom han ikke har afsløret sine hensigter endnu. Men i dele af det republikanske parti sukkes der efter en mere forsonlig modkandidat.

Derfor spekuleres der også i, om Mike Pence kan blive den kandidat. Ligesom mange også kigger med interesse på Liz Cheney, der ikke ville afvise at stille op, efter at hun onsdag mistede muligheden for at blive genvalgt til Kongressen.

Mirco Reimer-Elster kan dog på nuværende tidspunkt ikke få øje på et stærkt republikansk alternativ til Donald Trump.

Liz Cheney har svoret, at Donald Trump aldrig må vende tilbage til Det Hvide Hus, hvis det står til hende. Derfor er det ifølge Mirco Reimer-Elster sandsynligt, at hun ender med at stille op, selvom det nok ikke bliver med en realistisk ambition om at vinde, som det ser ud nu.

Hvad angår Mike Pence, forholder han sig mere tvivlende.

- Jeg tror, han prøver at holde sig aktuel. Han er på papiret jo stadig en af de mest magtfulde republikanere i USA. Tidligere vicepræsident, relativ ung, tidligere guvernør og står åbenlyst for noget andet end Trump, siger han.

- Men jeg tror umiddelbart ikke, at han direkte udfordrer Trump i 2024, som tingene er nu.