Udland

Hun er en af Trumps største kritikere, og nu ser det ud til at have kostet hende magten

Trods valgnederlaget er politikeren Liz Cheney langt fra færdig med at kritisere Donald Trumps rolle i stormløbet mod Kongressen 6. januar 2021.

Den republikanske toppolitiker Liz Cheney ser ud til at betale prisen for at lægge sig ud med forhenværende præsident Donald Trump.

I hvert fald viser prognoser fra flere amerikanske tv-stationer, at hun står til at tabe sit partis primærvalg i den amerikanske delstat Wyoming. Det skriver Reuters.

Dermed kan Cheney ikke genopstille til Kongressen ved midtvejsvalget i november.

I stedet vinder republikaneren Harriet Hageman, der støttes af tidligere præsident Donald Trump, primærvalget i Wyoming.

En af Trumps skarpeste kritikere

Liz Cheney vandt ellers overbevisende ved det seneste valg til Repræsentanternes Hus, men siden da har hun profileret sig som en af tidligere præsident Donald Trumps skarpeste kritikere i Det Republikanske Parti.

Og det agter hun at blive ved med, sagde hun i en tale ved en valgfest natten til onsdag dansk tid, hvor hun erkendte at have tabt primærvalget.

- For to år siden vandt jeg dette primærvalg med 73 procent af stemmerne. Jeg kunne sagtens have gjort det samme igen. Vejen var klar, sagde hun ifølge CNN og tilføjede:

- Men det ville have krævet, at jeg gik med på præsident Trumps løgn om valget i 2020. Det ville have krævet, at jeg muliggjorde hans igangværende bestræbelser på at optrevle vores demokratiske system og angribe vores republiks grundsten.

Stemte for rigsret

Den 56-årige datter af tidligere vicepræsident Dick Cheney har talt imod Trumps påstande om valgsvindel, da han tabte præsidentvalget til demokraten Joe Biden, og kritiseret Trumps rolle i stormløbet mod Kongressen 6. januar 2021.

- Jeg vil alt gøre alt, hvad der skal til, for at sikre, at Donald Trump aldrig kommer i nærheden af Det Ovale Værelse igen, siger Liz Cheney i sin tale.

Derudover er Liz Cheney et af kun to republikanske medlemmer af det udvalg i Repræsentanternes Hus, som undersøger stormløbet.

I januar 2021 var hun et af ganske få republikanske kongresmedlemmer, der stemte for at stille Trump for en rigsret.

"Gigantisk fare" for USA's demokrati

Liz Cheney er dog langt fra den eneste republikaner, der har oplevet, at det kan koste et farvel til toppolitik at kritisere partiets seneste præsident.

Det har en stribe republikanske kandidater måttet sande i de primærvalg, der har fundet sted i de forløbne måneder. Af de ti republikanere, der stemte for at stille Trump for en rigsret, har fire selv opgivet at genopstille, fire er blevet væltet af vælgerne ved primærvalg, og kun to er kandidater til midtvejsvalget i november.

- Liz Cheneys nederlag er et klokkeklart eksempel på, hvad der er sket med det republikanske parti under Trump. Det er blevet hans parti. Og man har ingen som helst mulighed for at få en karriere som republikaner, hvis man er kritiker af den tidligere præsident, siger Jesper Steinmetz, der er TV 2s korrespondent i USA.

Og det kan have alvorlige konsekvenser for USA's demokrati, advarer han.

For hvis de kandidater, der støtter Donald Trump, vinder ved midtvejsvalgene i november, vil der i de amerikanske delstater sidde flere og flere republikanske politikere, som føjer Trump – og som næste gang, der måske er tvivl om valgresultatet, ikke er villige til at godkende et valgresultat, der går Trump imod, forklarer Jesper Steinmetz.

- Og der er mange enige om i USA, at det er en gigantisk fare for den demokratiske tilstand her i landet, siger han.