Zelenskyjs rådgiver varsler flere eksplosioner
Zelenskyjs rådgiver fortæller, at eksplosionerne på Krim sker i forbindelse med en større strategi om at ramme Rusland på forsyningerne.
Tirsdag fandt to eksplosioner sted på et ammunitionslager og en transformerstation på Krim-halvøen.
Det er endnu ukendt, hvem der står bag. Men nu giver præsident Volodymyr Zelenskyjs rådgiver Mykhailo Podolyak en indikation i et interview med The Guardian og fortæller, at Ukraine vil gøre en større indsats for ”at ramme dem, der invaderer og stjæler”.
- Vores mål er at skabe kaos inden for deres egne styrker, siger han.
Udsigt til flere eksplosioner
Udover angrebet på transformerstationen var der samme dag også eksplosioner på et ammunitionslager i distriktet Dzhankoi.
- Eksplosionerne kommer som et modangreb, efter Rusland vandt territorium i Donbas-regionen mod øst, fortæller Mykhailo Podolyak, der er en af nøglerådgiverne for Ukraines præsident.
Han uddyber, at man fra Ukraines side har set russiske tropper ødelægge byer som Mariupol og Sjevjerodonetsk for at vinde territorium.
Samtidig fortæller han, at man ”de næste to til tre måneder vil kunne forvente flere lignende angreb”.
- Vores strategi er at ødelægge logistik, forsyningslinjer og ammunitionsdepoter. Det vil skabe kaos indenfor deres egne styrker.
Nøglerådgiveren udtaler i den forbindelse, at man opfordrer russiske turister til at flygte fra Krim-halvøen. Endnu et tegn på at flere angreb givetvis er på vej.
Forskel på modangreb
Han henviser til, at et russisk modangreb kræver en stor styrke ”som en kraftfuld næve, der sendes i en retning”.
- Et ukrainsk modangreb er meget anderledes. Vi bruger ikke forældede strategier fra 60’erne eller 70’erne, siger han.
Ved at ramme Rusland på forsyningssiden vil man ifølge Mykhailo Podolyak tvinge de russiske styrker til at kæmpe som i krigens første måneder.
Det er i dag præcis en uge siden, at der var store eksplosioner på en anden russisk luftbase længere sydøst på Krim.
Eksplosionerne resulterede blandt andet i ødelagte russiske kampfly.
Nyt militært mål
Zelenskyjs rådgiver fortæller, at Krimbroen, der forbinder Krim-halvøen med det russiske fastland, vil være et nyt militært mål.
- Det er en ulovlig konstruktion, og hovedvejen er med til at give forsyninger til den russiske hær på Krim. Sådan et mål skal ødelægges, siger han.
I den forbindelse rækker Mykhailo Podolyak ud og beder om ”50, 60, 80 eller flere” langtrækkende raketsystemer. Såkaldte MLRS-raketter, der tidligere er kommet fra USA og Storbritannien.