Rusland invaderer Ukraine

Rusland viser sine bedste våben frem - men krigen har givet ridser i lakken

Den store russiske våbenproduktion har afsløret sit svage punkt – nemlig afhængigheden af vestlig teknologi.

Mandag åbnede den russiske præsident, Vladimir Putin, den store, årlige våbenmesse i Moskva, hvor alt det bedste af russisk våbenproduktion bliver præsenteret.

Det er traditionelt en stor begivenhed, hvor udenlandske opkøbere tegner kontrakter for milliarder, og almindelige russere kan lade sig imponere over de seneste våbentyper.

Det bliver det også i år, hvor 72 udenlandske delegationer ifølge nyhedsbureauet TASS er tilmeldt til våbenmessen.

Men krigen i Ukraine har kastet en skygge over den store begivenhed.

Antallet af udenlandske delegationer er faldet med en tredjedel, og den russiske krigsførelse i Ukraine har afsløret, at landets våbenproduktion måske ikke er så avanceret, som den havde ry for.

Vestlige dele

For en uge siden offentliggjorde den britiske tænketank Royal United Services Institute (RUSI) en teknisk gennemgang af russiske våbensystemer, der enten var erobret eller fundet på landjorden i Ukraine, uden at de var eksploderet.

27 af de mest avancerede våbensystemer viste sig delvist at bygge på vestligt producerede komponenter. Enkeltdelene havde de russiske våbenproducenter hovedsageligt skaffet sig fra USA, men også fra Europa, Japan og Sydkorea.

For eksempel indeholdt et krydsermissil, der betragtes som et af Ruslands mest avancerede våben, 31 komponenter, som kun kunne skaffes i Vesten, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den russiske ledelse har da også indirekte erkendt, at landets mest avancerede produktion er afhængig af vestlige komponenter – og dermed sårbar over for en effektiv vestlig sanktionspolitik.

I juni underskrev præsident Putin således en lov, der gør det lovligt at importere elektroniske komponenter, også selvom den udenlandske ejer af patentet ikke har givet tilladelse til det, skriver erhvervsmediet Bloomberg.

- Den russiske våbenindustri er koblet af, når det gælder de mest avancerede komponenter. Vi har set flere eksempler på, at russiske våben er blevet opgraderet med vestlig teknologi, for eksempel gps-systemer. Det er temmelig gammeldags, vurderer Jacob Kaarsbo, der er sikkerhedspolitisk kommentator og tidligere chefanalytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste, over for TV 2.

Nummer to i verden

Rusland er dog stadig verdens næststørste våbeneksportør, kun overgået af USA.

For eksempel står Rusland for næsten halvdelen af den samlede våbeneksport til Afrika, viser en sammentælling fra det svenske fredsforskningsinstitut SIPRI.

Men Jacob Kaarsbo vurderer, at de store købere af russiske våben uden tvivl har noteret sig historierne fra Ukraine om de russiske våbens formåen.

- Et stort land som Indien, der traditionelt har været blandt de største indkøbere af russisk våben, vil helt sikkert tænke, at ”de russiske våbensystemer vist ikke er så gode alligevel”, siger han.

Frygt for sanktioner

Eksporten er yderligere udfordret af, at mange af de udenlandske købere frygter amerikanske og europæiske sanktioner, hvis de køber russiske våben.

For eksempel aflyste Filippinerne i juni en milliardaftale om at købe 16 russiske militære transporthelikoptere, fordi landet var bange for amerikanske sanktioner.

Netop helikoptere er ellers en stor salgsvare for Rusland, og leveringen til Filippinerne skulle ifølge aftalen allerede starte til november. Men den daværende filippinske præsident, Rodrigo Duterte, skiftede mening efter starten på krigen i Ukraine og aflyste hele handlen.

Nu har landet i stedet indledt forhandlinger om at købe amerikanske helikoptere, fortæller nyhedsbureauet Reuters mandag.

Patriotisme

Den store våbenmesse har et dobbelt formål. Den er ikke kun henvendt til udenlandske købere, men også til den russiske offentlighed.

- Den skal styrke følelsen af patriotisme og national stolthed hos indbyggerne i Rusland, som Forsvarsministeriet skriver på sin hjemmeside.

Derfor får almindelige russere rig lejlighed til at se de russiskproducerede våben og andet militært udstyr, både på messen og på baser og militære træningsanlæg i hele Rusland.

Ifølge nyhedsbureauet TASS markerer Vladimir Putin det dobbelte formål ved, at han ved samme lejlighed åbner både våbenmessen og et sportsstævne for militærfolk – samt besøger en udstilling af militærudstyr i hærens ”militærpatriotiske feriepark”.

- Den del – propagandamaskinen vendt mod den russiske befolkning – fungerer stadig 100 procent. Man formår at bilde sine undersåtter ind, at den russiske militærproduktion er meget avanceret, siger Jacob Kaarsbo.