Udland

Bind og tamponer bliver gratis i Skotland

Skotlands førsteminister kalder loven "banebrydende" og "vigtig for kvinder og piger."

Skotland bliver mandag det første sted i verden, hvor bind og tamponer bliver gratis.

En ny skotsk lov forpligter embedsmænd og uddannelsesudbydere juridisk til at stille menstruationsprodukter - gratis - til rådighed for alle, der har brug for dem.

Det betyder, at bind og tamponer bliver gratis tilgængelige på offentlige steder som skoler og universiteter.

De, der har brug for menstruationsprodukterne, kan finde deres nærmeste udleveringssted ved at bruge en app, som blev lanceret med støtte fra den skotske regering. I alt er der tale om tiltag, der løber op i 27 millioner pund (237 millioner danske kroner, red.).

Behovet blev understreget af coronavirus

Ved en afstemning i den skotske nationalforsamling i Edinburgh blev det i november forrige år enstemmigt vedtaget, at Skotland skulle være det første land i verden med gratis menstruationsprodukter.

På det tidspunkt roste Skotlands førsteminister Nicola Sturgeon den "banebrydende lovgivning" og sagde, at den var vigtig for kvinder og piger.

Afstemning

Bør Danmark gøre bind og tamponer gratis?

Forslaget blev fremsat af Monica Lennon, som er sundhedsordfører for det skotske arbejderparti Labour. Lennon kaldte lovforslaget ”praktisk og progressivt”. Ifølge hende var den den store betydning ved at gøre sådanne produkter tilgængelige for alle understreget af coronaviruspandemien.

- Menstruationer stopper ikke på grund af pandemier, og arbejdet med at forbedre tilgængeligheden til helt essentielle tamponer og bind og produkter har aldrig været vigtigere, sagde hun dengang.

Den såkaldte period poverty (menstruationsfattigdom, red.), der dækker over fattige kvinders kamp for at betale for bind og tamponer, steg, ifølge The Guardian, under coronapandemien.

Blandt andet fortalte en af de NGO'er, der leverer varer til Storbritanniens over 2000 fødevarebanker, hvor fattige briter kan hente mad og andre varer, at de et halvt år inde i pandemien havde leveret seks gange så mange bind og tamponer, som de plejer.

Gratis produkter på pubben

De gratis bind og tamponer er resultatet af en fire år lang kampagne, hvor blandt andet pubber, restauranter og fodboldklubber over hele Skotland af eget initiativ installerede automater på deres toiletter med gratis produkter.

I byen Aberdeen har man leveret gratis produkter til de fattigste familier og har givet penge til en lokal plan om adgang til hygiejneprodukter i alle offentlige bygninger.

Oveni de gratis bind og tamponer har den skotske regering afsat penge til en hjemmeside med uddannelse for arbejdsgivere, forbedret de menstruationssundhedsressourcer, der er tilgængelige for skoler, og igangsat en anti-stigma-kampagne.

Ifølge research fra en skotsk græsrodsbevægelse har hver femte kvinde har i løbet af livet oplevet problemer med at have penge nok til bind og tamponer, og har i mangel af bedre måtte bruge klude og gammelt tøj.