Udland

Rædselsuge for Donald Trump: - Dette er mørke tider for vor nation

Mange af de sager, der belaster USA's tidligere præsident, hjemsøgte ham i denne uge. Fredag fik han et problem med en artikel om atomvåben.

Der findes et rum i kælderen på Donald Trumps residens i Florida.

Bananrepublik!

Donald Trump, tidligere præsident i USA

Rummet er ikke helt som de andre i hans luksuriøse hovedkvarter, Mar-a-Lago.

Døren er forsynet med en kraftig lås på opfordring fra FBI, og rummet er fyldt med flyttekasser.

Inde i kasserne er der papirer og ting, som den tidligere præsident tog med sig, da han forlod Det Hvide Hus i januar 2021.

Indtil for nylig udgjorde rummet med papirerne ikke noget større problem for Donald Trump.

I USA er der strenge regler for, hvilke papirer præsidenter må tage med sig, når de forlader posten, da de skal bevares for eftertiden i landets nationalarkiv.

Og da Donald Trump fløj til Florida efter urolighederne på Capitol Hill i januar 2021, havde han ifølge nationalarkivet taget lige lovlig mange papirer med til Mar-a-Lago.

Men sagen om papirerne så ud til at være løst i mindelighed i januar 2022, da Donald Trumps folk hjalp folk fra nationalarkivet med at finde papirerne, hvorefter 15 flyttekasser blev båret ud fra Mar-a-Lago.

En hård uge

Så blev lyset igen slukket i kælderrummet, mens Donald Trump kunne bruge sin energi på andre udfordringer.

Og dem var der nok af.

I New York efterforskede myndighederne Donald Trumps familievirksomhed for bank- og forsikringssvindel.

I USA's kongres var et politisk udvalg i færd med at få fat i hans skattepapirer.

I staten Georgia skulle en storjury til at undersøge, om han ulovligt havde blandet sig i præsidentvalget.

Og i Virginia havde en tidligere ansat ved Trumps valgkampagne lagt sag an for at slippe af med sin tavshedspligt.

At der ville komme nyt i samtlige sager den første uge i august, havde den tidligere præsident næppe forudset, da han i juli måned 2022 vendte tilbage til Washington D.C. for første gang siden, at han tog sine flyttekasser med til Mar-a-Lago.

Også pengeskabet

Den første dårlige nyhed kom mandag 8. august.

- Dette er mørke tider for vor nation, da mit smukke hjem, Mar-a-Lago i Palm Beach, Florida, i øjeblikket er under belejring. Det blev ransaget og besat af en stor gruppe agenter fra FBI, skrev Donald Trump på sit sociale netværk, Truth Social.

- Efter at have samarbejdet med de relevante myndigheder var denne uanmeldte ransagning af mit hjem hverken nødvendig eller passende. De brød endda ind i mit pengeskab, skrev den tidligere præsident.

Et sted mellem 30 og 40 agenter fra FBI var mødt op på Mar-a-Lago med en ransagningskendelse og gennemsøgte stedet fra klokken 10.00 til klokken 18.30.

Præcis hvad, der skete inde i bygningen, vides ikke med 100 procents sikkerhed. Donald Trump selv var i New York, da agenterne ankom. Ransagningskendelsen påbød, at overvågningskameraerne skulle slukkes, og Donald Trumps advokater fik ikke lov til at overvære ransagningen på nært hold.

Flere amerikanske medier har imidlertid talt med kilder tæt på efterforskningen.

Ifølge Newsweek interesserede FBI sig især for Donald Trumps private kontor, et soveværelse og lagerrummet i kælderen, og ifølge New York Post åbnede agenterne private skuffer og gennemgik Melania Trumps garderobe.

FBI forlod stedet med 12 flyttekasser.

En hilsen i toilettet

Nogenlunde samtidig med ransagningen kunne den amerikanske journalist Maggie Haberman fortælle sine følgere på Twitter, at det nok ikke er alle dokumenter, som Trump ønskede i arkivet.

Hun viste fotos af papirstykker med noget, der ligner Donald Trumps håndskrift i to forskellige toiletter, dengang han var præsident.

Maggie Haberman arbejder på avisen The New York Times og har skrevet en bog om Donald Trump. Hun hævder, at hun har modtaget billederne fra personer, der var tæt på Donald Trump, mens han var præsident.

Spændingen omkring, hvad der stod på dokumenterne i toiletterne og de papirer, som FBI bar væk i 12 flyttekasser, blev ikke udløst mandag.

Tirsdag fik Donald Trump noget nyt at tænke på.

En appeldomstol i Washington D.C. afgjorde, at et udvalg i Repræsentanternes Hus er berettiget til at gennemse Donald Trumps skattepapirer. Det er noget, som hans politiske modstandere har forsøgt i årevis uden held, og mange håber, at skattepapirerne vil bevise, at Donald Trump har løjet om sine rigdomme, og hvor meget han betaler i skat.

Sagen kan dog ankes til USA's højesteret.

Afgørelsen i Washington er ikke den eneste, der er gået imod Donald Trump på det seneste.

Trump afhøres

En tidligere ansat ved Donald Trumps valgkampagne i 2016 har i årevis kæmpet for at komme fri fra sin fortrolighedsaftale, så det bliver muligt at fortælle detaljer fra perioden uden at blive mødt med sagsanlæg fra den tidligere præsidents advokater.

I juni vandt den tidligere ansatte en retssag, og tirsdag kom det så frem, at Donald Trumps 2016-kampagne har været nødt til at sende breve ud til en række tidligere ansatte, hvor de løses fra fortrolighedsaftalerne, så de nu kan tale frit om den tidligere præsident.

Onsdag blev det værre.

Da måtte Donald Trump selv møde op i retten.

I det seneste halve år har Donald Trump forsøgt at undgå at blive stævnet som vidne i en retssag om mulig skatte- og forsikringssvindel i hans familievirksomhed The Trump Organization, men blev til sidst tvunget til at møde op.

- Mit mægtige selskab og jeg selv bliver angrebet fra alle sider, skrev Trump på Truth Social inden retsmødet og tilføjede:

- Bananrepublik!

Sagen, der føres af New Yorks statsadvokat Letitia James, kan få alvorlige konsekvenser for The Trump Organization, hvis der findes tegn på svindel, og Donald Trump havde nu mulighed for at rede trådene ud.

Hans konvoj ankom til statsadvokatens kontor på Manhattan klokken 9.00 onsdag morgen og blev afhørt i omkring en time.

Da Donald Trump kom ud igen kunne han fortælle pressen, at han havde afvist at svare på anklagerens spørgsmål.

Mere end 440 gange.

Retten til tavshed

Han påberåbte sig femte tilføjelse til USA's forfatning, der giver personer ret til ikke at svare på myndighedernes spørgsmål, hvis de dermed risikerer at inkriminere sig selv.

I sin tid var det ellers Donald Trumps holdning, at man nok var skyldig, hvis man påberåbte sig den femte tilføjelse til forfatningen.

- Det er mafiaen, der bruger den femte tilføjelse. Hvis du er uskyldig, hvorfor påberåber du dig så den femte tilføjelse? spurgte Donald Trump under valgkampen i 2016.

Seks år senere har han ændret mening.

- Engang spurgte jeg: Hvis du er uskyldig, hvorfor påberåber du dig så den femte tilføjelse? Nu kender jeg svaret, skrev Donald Trump efter retsmødet.

- Når din familie, dit selskab og alle folk i din omgangskreds er blevet mål for en ubegrundet politisk motiveret heksejagt fra advokater, anklagere og medier med falske nyheder, har du intet valg, skrev den tidligere præsident.

Skattesagen er endnu ikke slut og sent fredag 12. august, skal Donald Trumps tidligere økonomichef Allen Weisselberg afhøres, så der kan være mere i vente.

Tog, bus og Uber

Donald Trumps tidligere advokat og rådgiver Rudy Giuliani skulle også have været afhørt i denne uge, men i en helt fjerde sag.

I Georgia efterforsker myndighederne nemlig et telefonopkald, som Donald Trump foretog til statens republikanske indenrigsminister Brad Raffensperger lige efter præsidentvalget.

- Alt, jeg ønsker at gøre, er dette: Jeg vil bare finde 11.780 stemmer, sagde præsidenten dengang til ministeren, og det efterforskes nu som et forsøg på at påvirke valgresultatet.

Rudy Giuliani skulle have afgivet sit vidneudsagn i storbyen Atlanta i tirsdags, men han forsøgte at slippe med den begrundelse, at han gennemgik en hjerteoperation i begyndelsen af juli og var ude af stand til at flyve fra New York til Atlanta.

Svaret fra Atlanta lød, at han kunne tage toget, købe en busbillet eller hyre en Uber, og at han skal være på plads i Atlanta næste uge.

Hvad var der i kasserne?

Hvis Donald Trump har savnet at være væk fra rampelyset efter at have forladt Det Hvide Hus, bød ugen imidlertid på rigeligt med omtale for den tidligere præsident.

Fra mandag til fredag forsøgte verdenspressen at finde ud af, hvad der var i de flyttekasser, som FBI havde taget med om mandagen.

Ifølge New York Post havde FBI sikret sig Donald Trumps brevveksling med Nordkoreas diktator, Kim Jong-un, men det var avisen Washington Post, der skabte mest opmærksomhed.

Ifølge Washington Post søgte FBI efter dokumenter om USA's atomvåben i Mar-a-Lago.

Avisen skriver, at den har oplysningerne fra personer med kendskab til efterforskningen, og der nævnes intet om, hvad agenterne eventuelt fandt.

Om avisens oplysninger er korrekte bliver muligvis offentligt kendt i løbet af kort tid.

Ransagningskendelsen, der kan give en idé om, hvad FBI søgte efter, er som udgangspunkt ikke offentlig.

Men fredag anmodede såvel Donald Trump som USA's justitsministerium om, at kendelsen kan offentliggøres.

Det kan dog først ske, når en dommer har taget stilling til sagen.