OVERBLIK: Det ved vi, og det mangler vi svar på om angrebet på Salman Rushdie
Salman Rushdie ligger i respirator efter fredagens angreb og risikerer at miste det ene øje.
Den islamkritiske forfatter Salman Rushdie og manden bag den kontroversielle bog 'De sataniske vers' blev fredag angrebet i delstaten New York.
Her er et overblik over, hvad vi indtil videre ved om hændelsen:
Hvad ved vi?
- Fredag formiddag omkring klokken 11 lokal tid – klokken 17 dansk tid – blev Salman Rushdie angrebet af en mand i byen Chautauqay i delstaten New York, USA.
- Det skete på scenen på uddannelsescentret Chautauqua Institution i den vestlige del af delstaten, da forfatteren skulle til at interviewes.
- Ifølge det lokale politi er gerningsmanden den 24-årige Hadi Matar fra Fairview New Jersey.
- Han løb på scenen og angreb både Rushdie og ordstyreren med en kniv.
- Salman Rushdie blev ifølge politiet stukket i halsregionen og flere steder på kroppen.
- Forfatteren blev behandlet på scenen, og en læge, der var til stede, fortæller, at der var en blodpøl under Salman Rushdie på scenegulvet.
- Salman Rushdie havde pådraget sig adskillige knivstik, herunder et i højre side af halsen og i torsoen.
- Han modtog ikke livreddende førstehjælp på stedet, og Rushdie havde ifølge øjenvidner puls, da han blev tilset.
- Den 75-årige Rushdie blev efterfølgende fløjet til et lokalt hospital med helikopter. Ifølge delstatens guvernør, Kathy Hochul, var Rushdie i live, da han blev fløjet bort.
- Salman Rushdie bliver opereret på hospitalet University of Pittsburgh Medical Center.
- Hans agent har oplyst, at Salman Rushdie ligger i respirator efter angrebet, og at forfatteren formentlig vil miste et øje. Han er ligeledes ramt i armen og leveren.
- Ifølge et øjenvidne stak gerningsmanden Salman Rushdie mellem 10 til 15 gange. Angrebet varede omkring 20 sekunder.
- Personen, der skulle interviewe Salman Rushdie på scenen, blev også angrebet, men han har kun fået mindre skader i hovedet.
- Gerningsmanden blev kort efter angrebet pågrebet af politiet efter at være overmandet af publikum. Han er nu varetægtsfængslet.
- Politiet formoder, at gerningsmanden arbejdede alene, men de efterforsker stadig angrebet.
- Politiet oplyser, at gerningsmanden Hadi Matar havde et adgangskort til begivenheden, hvor Rushdie blev angrebet.
- Uddannelsescentret er senere blevet gennemgået af en bombeenhed, som har erklæret området sikkert. Politiet siger, at de afventer en yderligere ransagningskendelse.
Hvad mangler vi svar på?
- Den 24-årige gerningsmands fortid, og om han tidligere er straffet.
- Det præcise motiv til angrebet. Ifølge statssenator George Borrello mener myndighederne, at angrebet er motiveret af ekstremistisk fundamentalisme. Politiet oplyser dog på et pressemøde klokken 23 fredag dansk tid, at FBI og sheriffens kontor er involveret i at fastslå motivet, som endnu er ukendt.