Udland

Forskere finder ny dinosaurart

Forskere har brugt ti år på at udgrave en ny pansret dinosaur fra Kridttiden i det sydlige Argentina.

Palæontologer har fundet, hvad de mener, er en ny dinosaurart i det sydlige Argentina.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Dinosaurarten har fået navnet Jakapil kaniukura og har været omkring halvanden meter lang og vejet mellem fire og syv kilo ifølge den artikel, som forskerne bag, har udgivet i magasinet Scientic Reports.

De fire til syv kilo er cirka, hvad en huskat vejer.

Har formentlig gået oprejst

Jakapil kaniukura menes at stamme fra Kridttiden for omkring 100 million år siden.

Den har haft et panser rundt om halsen og ned ad ryggen til halen, og er den første pansrede dinosaur fra Kridttiden, som er fundet i Sydamerika.

Det er formodningen, at den har gået oprejst på sine to bagben.

Forskerne vurderer, at den tilhører den gruppe af dinosaurer med panser, som blandt andet også tæller arten Stegosaurus.

Det har taget ti år at grave dinosauren ud ved en dæmning i Patagonien i Argentina.

Sebastian Apesteguia, som har været den ledende palæontolog, har sammen med sine kolleger fundet et delvist skelet med 15 fragmenter af tænderne.

Tænderne har en bladagtig form, som minder om en leguans tænder.