Ukrainsk Amnesty-chef trækker sig i protest over rapport
En ny rapport fra Amnesty International er et knæfald for Ruslands propaganda, mener ukrainsk chef, som nu siger op i protest.
Det var et drømmejob og en redningskrans for Oksana Pokalchuk – jobbet som chef for Amnesty Internationals ukrainske afdeling.
Men det er alt sammen slut nu, skriver hun på Facebook.
I en rapport torsdag anklagede Amnesty ukrainske styrker for at bryde international lov og bringe civile i fare, når styrkerne forsvarer sig mod den russiske invasion.
Endnu et tab
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, rasede over rapporten og kaldte dens indhold "victim blaming": altså at skyde skylden på offeret frem for gerningsmanden.
Og samme forargelse har fået Oksana Pokalchuk til at opsige sit chefjob.
- Jeg stopper i Amnesty International Ukraine. Dette er endnu et tab, som krigen har kostet mig, skriver hun i et opslag på Facebook:
- Jeg besluttede mig for at forlade organisationen. Jeg mener, at enhver public service bør ske i sammenhæng og med konsekvenserne. Vigtigst af alt er jeg overbevist om, at vores forskning bør ske omhyggeligt og med hensyn til mennesker, hvis liv ofte direkte afhænger af internationale organisationers ord og handlinger.
Pokalchuk skriver desuden, at hun gentagne gange har forsøgt at drøfte indholdet af rapporten med ledelsen i Amnesty International, men uden held.
Et af rapportens væsentligste kritikpunkter drejer sig om kampene i Donbas-regionen og det østlige Mykolaiv.
Knæfald for propaganda
Amnesty skriver, at ukrainske styrker ifølge organisationens dokumentation havde forskanset sig og etableret baser i områder, der er befolket af civile.
Heriblandt skulle der være eksempler på, at ukrainske styrker havde foranstaltet de facto militærbaser i to byer og have holdt til på sygehuse. I et andet eksempel skulle soldater have kæmpet tæt på et sygehus, ligesom militæret angiveligt skulle have benyttet skoler som opholdssted.
Det står, skriver Amnesty International, i direkte kontrast til international humanitær lov.
Billederne gik verden rundt, da Rusland i marts udførte et angreb på et hospital i byen Mariupol, hvor flere gravide var indlagt. Rusland påstod, at billederne af særligt én gravid kvinde var slet og ret fabrikeret, at kvinden ikke var gravid, og at ukrainske styrker holdt til på hospitalet.
At Amnesty International kritiserer Ukraine for at bryde international lov er et knæfald for den russiske propaganda, mener Oksana Pokalchuk.
- Som følge af dette, om end ufrivilligt, skabte organisationen materiale, der lød som støtte til russiske fortællinger. For at beskytte civile er denne undersøgelse i stedet blevet et redskab for russisk propaganda, skriver hun.
Rusland har imidlertid ikke vist sig som store tilhængere af Amnesty International. I april smed Rusland Amnesty, Human Rights Watch og 13 andre udenlandske organisationer ud af landet for ifølge det russiske justitsministerium at overtræde "eksisterende love i Rusland".
Amnesty: Dokumentationen bygger på omfattende undersøgelser
I en mail til TV 2, skriver Amnesty International, at det ukrainske militærs krænkelser af international humanitær folkeret er baseret på omfattende undersøgelser i Ukraine.
- Vi har klart og kategorisk fordømt Ruslands invasion af Ukraine som en uberettiget aggressionshandling og en krænkelse af international ret og har gentagne gange dokumenteret krigsforbrydelser begået af russiske styrker i Ukraine.
Undersøgelserne, oplyser Amnesty International, er foretaget af de samme internationale eksperter i organisationen, som har dokumenteret Ruslands krænkelser af krigens love.
- Vores dokumentation af Ruslands krænkelser af krigens love er fortsat i fuld gang. Vi mener dog også, at det er afgørende at reagere upartisk, skriver organisationen.