Udland

Førende russisk missilekspert anholdt for forræderi – og han er ikke den første

Putin har flere gange fremhævet Ruslands udvikling af hypersoniske våben. Men topfolk på området agerer tilsyneladende ikke i landets interesse.

En russisk forsker med indgående kendskab til hypersoniske missiler er blevet anholdt på grund af mistanke om forræderi.

Det skriver flere store internationale medier, som henviser til det russiske statsmedie TASS.

Navnet er Andrei Shiplyuk, og han er ikke den første russiske missilekspert, der for nylig er blevet smidt i brummen af det krigsførende land.

Speciale i vindtunneller og missilsystemer

Andrei Shiplyuk var direktør i et russisk laboratorium på instituttet 'Novosibirsk Institute of Theoretical and Applied Mechanics', og ifølge instituttets hjemmeside har han de senere år forsket i udviklingen af ​​hypersoniske missilsystemer.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

CNN tilføjer, at han har fokuseret på at udvikle unikke vindtunneller, der er specialbygget til at simulere hypersoniske forhold.

TASS citerede fredag ​​Shiplyuks kolleger for at sige, at der var blevet foretaget rangsagninger på instituttet og skriver derudover, at direktøren skulle være blevet overført til et fængsel i Moskva.

Hvad er hypersoniske våben?

Begrebet hypersonisk anvendes om hastigheder, der er væsentligt større end lydens. Lydens hastighed er på omkring 1225,5 kilometer i timen ved normalt lufttryk.

Hypersoniske missiler kan flyve op til ni gange lydens hastighed, og ifølge Ruslands præsident, Vladimir Putin, er Rusland langt foran i udviklingen. Han hævder også, at missilerne vil blive indsat i den russiske flåde inden årets udgang. 

Allerede i slutningen af 2019 sagde præsidenten, at Rusland var det eneste land i verden, der havde hypersoniske våben. 

Kilde: Reuters og CNN.

Ifølge CNN er Andrei Shiplyuk den tredje russiske topforsker denne sommer, der er blevet anholdt grundet mistanke om forræderi mod Rusland.

27. juni blev samme instituts chefforsker, Anatoly Maslov, anholdt, fordi han var mistænkt for at videregive statshemmeligheder om hypersoniske missiler.

Og blot tre dage efter faldt den russiske hammer over for Dmitry Kolker, der var forsker i fysik, matematik og lasersystemer ved 'Institute of Laser Physics'.

Her var årsagen, at Kolker var anklaget for statsforræderi for at have samarbejdet med Kinas sikkerhedstjenester.

Dmitry Kolker var diagnosticeret med kræft i fase fire og døde ifølge Reuters, da han blev overført fra arresthuset.

For første gang under krigen

I marts sagde det russiske forsvarsministerium, at militæret for første gang under krigen mod Ukraine havde brugt et hypersonisk missil.

Missilet havde navnet Kinzhal og var et af seks markante nye våben, der blev præsenteret som den "næste generation" i en tale af Vladimir Putin i 2018.

Våbnene blev samme år vist frem med pomp og pragt ved en militærparade på Den Røde Plads i Moskva, hvor Rusland fejrede sejren over nazisterne i 1945.

De tre eksperter skriver sig ind i en række af russiske forskere, der de senere år er blevet anklaget for forræderi, der kan straffes med op til 20 års fængsel.