Islamisk Jihad i Gaza besvarer israelsk angreb med 100 raketter
Luftangreb i Gaza har dræbt lederen for Islamisk Jihad. Vi reagerer på overhængende trussel, siger Israel.
Israel har fredag gennemført luftangreb mod militante islamister, oplyser den israelske hær.
Islamisk Jihad i Gaza siger, at det som gengæld har affyret over 100 raketter mod byer i Israel, heriblandt Tel Aviv.
I Israel bekræfter myndighederne, at der er luftalarm i flere områder af den sydlige og centrale del af Israel.
Leder blandt de dræbte
Israels premierminister, Yair Lapid, siger fredag aften på tv, at luftangrebene mod Gaza er sat i værk for at modgå en "overhængende trussel". Han uddyber det ikke nærmere.
Mindst ni personer er dræbt under det israelske angreb, heriblandt et femårigt barn, og 44 er såret. Det oplyser de palæstinensiske myndigheder i enklaven. Blandt de dræbte er lederen for Islamisk Jihad i Gaza.
Islamisk Jihad siger, at beskydningen af Israel med raketter er gengæld for drabet på lederen.
Israels hær skønner, at 15 personer er dræbt.
- Vi har ikke afsluttet det endnu, sagde en talsmand for Israels hær lidt tidligere. Han tilføjede, at der er tale om "forebyggende angreb".
Militante jihadister bekræfter, at deres leder er blandt de dræbte.
- Islamisk Jihads bevægelse i Palæstina og dets militære gren Al-Quds-Brigaden er i sorg over, at den store jihadistiske kommandant Tayseer al-Jabari "Abu Mahmud" er dræbt ved et zionistisk snigmord i Gaza City, hedder det i en erklæring.
Nødretstilstand
Angrebet kommer oven på flere dages spændinger, efter Israel har anholdt en prominent islamistisk leder på Vestbredden.
Der er erklæret nødretstilstand i den palæstinensiske enklave.
På tv-billeder kunne man fredag eftermiddag se sort røg stige fra taget af en bygning i det meget befolkningstætte Gaza.
Der bor over to millioner mennesker på et område, der er lidt større end Langeland.
Angrebet kommer, efter Israel har anholdt Bassam Al-Saadi i byen Jenin på Vestbredden tidligere på ugen. Han er leder af Islamisk Jihad i Palæstina.