Udland

12-årigs liv og død endt i juridisk kaos – nu har forældrene få timer til at beslutte sig

Archie Battersbee har ligget i koma siden april 2022, efter at hans mor, Hollie Dance, fandt ham bevidstløs i familiens hjem.

12-årige Archie Battersbee, der er blevet holdt i live på et hospital siden april, er blevet nægtet at blive overflyttet til hospice fra hospitalet.

Det skriver Sky News.

Drengens familie har i flere uger kæmpet i retssystemet for, at hospitalet fortsat holder deres søn i live. Den 12-årige dreng, der er svært hjerneskadet, holdes i live af respirator og medicin.

Lægerne på Royal London Hospital, der behandler ham, mener ikke, at der er mere, de kan gøre for Archie Battersbee, der har pådraget sig en alvorlig hjerneskade.

Derfor besluttede en dommer for nylig, at hospitalet lovligt kunne afbryde den behandling, der gør, at den 12-årige dreng stadig er i live flere måneder efter, at hans mor fandt ham livløs.

Afvist i højesteret

Torsdag var det planen, at Archie Battersbees livsforlængende behandling skulle stoppes.

Men i sidste øjeblik benyttede hans forældre sig af muligheden for at anmode om at få ham overført til et hospice, så han kan tage afsked med livet "med værdighed" frem for at dø på hospitalet.

Men det er altså nu blevet afvist i højesteret.

Forældrene har nu indtil fredag klokken 14 lokal tid til at beslutte sig for, om man vil appellere rettens beslutning. Dommeren i sagen har bevilget udsættelse af at stoppe behandlingen af drengen for at give forældrene tid til at anke.

Archie Battersbee har ligget i koma siden april 2022, efter at hans mor, Hollie Dance, fandt ham bevidstløs i familiens hjem i Southend i Essex. Siden har han kun været i stand til at trække vejret ved hjælp af en respirator.

Hospitalet har tidligere afvist at få ham overflyttet til hospice med den begrundelse, at hans tilstand er for skrøbelig til, at det ville kunne lade sig gøre at flytte ham. Ifølge hospitalet ville en flytning formentlig fremskynde en forringelse af hans tilstand, som familien ønsker at undgå.

Onsdag tabte Archie Battersbees forældre en appelsag i den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvilket betød, at man ville stoppe behandlingen af ham torsdag.