120 anholdt i sag om brutal massevoldtægt af otte kvinder
En gruppe illegale guldjægere er igen i offentlighedens søgelys i Sydafrika efter en massevoldtægt.
Sydafrika er i chok, efter at otte kvinder ifølge politiet er blevet voldtaget nær byen Krugersdorp nordvest for hovedstaden Johannesburg.
Angrebet fandt sted torsdag i sidste uge, da et produktionshold bestående af 22 personer, heriblandt 12 kvinder, afholdt optagelser til en musikvideo i en forladt mineskakt.
Holdet var i gang med optagelserne, da en gruppe bevæbnede mænd klædt i tæpper angreb.
Ifølge politidirektøren i Gauteng-provinsen, Elias Mawela, beordrede de mistænkte, at alle skulle lægge sig ned, hvorpå de mistænkte begyndte at stjæle produktionsholdets ejendele.
Otte kvinder blev under angrebet voldtaget, hvorefter gerningsmændene flygtede fra stedet, siger politiet.
Det samlede antal anholdte overstiger 120 personer, oplyser sydafrikansk politi ifølge The Guardian.
Angrebet har skabt protester og demonstrationer i Sydafrika – ikke blot på grund af grovheden i forbrydelsen, men fordi den ikke er enestående.
Zama-zama
Episoden har hældt benzin på bålet i protester for kvinders rettigheder til at færdes frit og i tryghed.
Men den har også skabt vrede mod særligt én gruppe.
Gerningsmændene, fortæller sydafrikansk politi, tilhører en befolkningsgruppe, der i folkemunde bliver kaldt ‘zama-zama’, der omtrent kan oversættes til “vær vedholdende” eller “at gamble”.
Zama-zamas er som regel illegale migranter, der rejser til Sydafrika for at arbejde i forladte mineskakter, hvor de uautoriseret udvinder guld ofte under kumre og sundhedsskadelige forhold.
Voldtægt er en national krise
I 2019 erklærede Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa, at landet befandt sig i national krise, hvad angik vold mod kvinder. I september samme år lovede han handlingsplaner, der blandt andet foreslog at gøre sådanne gerningsmænds straffeattester offentlige.
Det har ikke virket.
I de første tre måneder af 2022 blev der anmeldt knap 11.000 voldtægter, hvilket markerede en stigning på 13,7 procent i forhold til samme periode 2021.
I en udtalelse på Twitter mandag opfordrede præsidenten til at angive voldtægtsforbrydere, der har til huse i lokalsamfund.
- Voldtægtsforbrydere har ingen plads i vores samfund. Men for, at alle dem, der begår sådanne forbrydelser, kan blive pågrebet og retsforfulgt, er lokalsamfund nødt til at indberette kriminelle, der holder til iblandt dem, skrev han.
6000 forladte miner
To dage efter angrebet var flere end 80 zama-zamaer anholdt, og mandag blev de stillet for en dommer, hvor det kom frem, at 20 af de sigtede var mindreårige.
Uden for retsbygningen afholdt flygtningekritiske grupper demonstrationer, og episoden har foruden protester for kvinders rettigheder affødt vrede mod netop gruppen af zama-zamaer.
Kriminalitet blandt zama-zamaer er et velkendt problem i Sydafrika, men politiet har i flere år haft svært ved gøre et indhug.
Personerne er svære at finde. Man ved, at de ofte holder til i forladte miner, men Sydafrika var engang en af verdens største producenter af guld og diamanter, og ifølge Human Rights Watch er der flere end 6000 forladte miner i Sydafrika.