Udland

USA har endnu engang hugget hovedet af al-Qaeda-slangen - men et nyt vil vokse ud

USA har likvideret lederen af terrorgruppen al-Qaeda, Ayman al-Zawahiri. Men det er ikke lig med gruppens endeligt.

Da USA i 2011 dræbte den tidligere leder af al-Qaeda Osama bin Laden, beskrev den daværende nationale sikkerhedsrådgiver, John Brennan, den amerikanske mission med ordene:

- Vi har hugget hovedet af slangen kendt som al-Qaeda.

Men slangen døde ikke.

Langsomt voksede et ny hoved frem i skikkelse af Ayman al-Zawahiri, som en uge efter drabet på Osama bin Laden blev valgt som ny leder af al-Qaeda.

Nu er det så lykkedes USA endnu en gang at skære et hoved af al-Qaeda-slangen. Tirsdag fortalte præsident Joe Biden, at amerikanerne havde dræbt al-Zawahiri i et angreb i Kabul.

Spørgsmålet er så, om det denne gang vil betyde, at al-Qaeda går i opløsning uden sit overhoved.

Den åndelige kransekagefigur

Det tvivler Mona Sheikh på. Hun er seniorforsker ved Dansk Institut For Internationale Studier.

- Bevægelsen har hele tiden fundet en måde at genopstå på og genopfinde sig selv, siger hun til TV 2.

Ayman al-Zawahiri valgte at indføre en ny taktik for al-Qaeda med færre, men mere målrettede terrorangreb. Ifølge Mona Sheikh har al-Qaeda ikke siden 2014 gennemført nogen terrorangreb mod Vesten. De har i stedet fungeret meget lokalt og decentralt.

Hun fortæller videre, at Ayman al-Zawahiri ikke havde den store operative betydning for al-Qaeda. Han var ikke en, der udstedte operative ordrer, men snarere en, der stod for den ideologiske mobilisering.

- Ayman al-Zawahiri stod mere for at brande al-Qaeda som en bevægelse, som han så som væsensforskellig fra Islamisk Stat. Det var hans hovedvirke i al-Qaeda, fortæller Mona Sheikh.

Da Islamisk Stat fik fodfæste i Irak og Syrien omkring 2014, blev terrorgruppen blandt andet berygtet for sine meget grusomme henrettelser, som de videofilmede. Det var en kurs, som Ayman al-Zawahiri ikke ønskede, at al-Qaeda skulle følge.

Alt i alt mener Mona Sheik ikke, at det vil få den store betydning, at al-Qaedas åndelige kransekagefigur nu er væk. Selvfølgelig er det en vigtig symbolsk sejr for amerikanerne, men rent praktisk vil det ikke betyde det store, for bevægelsen er i dag decentral med underafdelinger i mange lande, lyder det.

Det nye slangehoved

Den danske terrorforsker Tore Refslund Hamming mener, at Ayman al-Zawahiris død vil give al-Qaeda mulighed for at gå i en ny retning.

I første omgang står al-Qaeda dog med den store udfordring, at de skal have valgt en ny leder.

- Al-Qaeda har på 34 år kun haft to ledere, så det er ikke en proces, de er vant til, siger Tore Refslund Hamming til TV 2.

Ifølge Tore Refslund Hamming er al-Qaeda nået til et nyt stadie i gruppens udvikling.

- De har behov for en ny leder, der kan tage organisationen et nyt sted hen, og det tror jeg ikke, at al-Zawahiri kunne have gjort, lyder det fra Tore Refslund Hamming.

Men hvem bliver så det næste hoved på slangen?

Det er internationale medier og terroreksperter allerede begyndt at spekulere i.

Flere peger på Saif al-Adel som den næste leder af al-Qaeda.

Diplomat med pokeransigt

Al-Adel blev født i Egypten i 1963 og har været med i al-Qaeda siden begyndelsen.

Han er medlem af al-Qaedas styrende shura-råd, der diskuterer og godkender alle terrorhandlinger udført af det internationale al-Qaeda-netværk. Han har trænet tilknyttede militante grupper i blandt andet Afghanistan, Pakistan, Sudan og Somalia.

Saif Al-Adel var oberst i den egyptiske hær med sprængstof som speciale, og han er mistænkt for at være involveret i mordet på Egyptens daværende præsident Anwar al-Sadat i 1981.

I 1988 forlod han Egypten for at kæmpe mod Sovjetunionens styrker i Afghanistan. Al-Adel har også været aktiv i Afrika, hvor han blandt andet er tiltalt i sagerne om bombningerne af to amerikanske ambassader i Tanzania, og i Kenya i 1998.

Med likvideringen af Ayman al-Zawahiri står Saif Al-Adel nu øverst på listen over FBI’s mest eftersøgte terrorister med en dusør på 10 millioner dollar for information, der kan føre direkte til en pågribelse af ham. FBI advarer dog om, at Saif Al-Adel er bevæbnet og farlig.

Combating Terrorism Center er en akademisk institution ved USA’s Militære Akademi. De beskriver Saif Al-Adel som en af ​​de mest erfarne professionelle soldater i den verdensomspændende jihadi-bevægelse.

Hans krop bærer ar fra mange kampe: et sår under hans højre øje fra en eksploderende lysgranat, et ar på hans højre hånd, en armskade fra hans tid i kampen mod USA og deres allierede i Somalia.

Ifølge Combating Terrorism Center er han dog ingen enfoldig bølle. Tværtimod siges det, at han er højt uddannet og taler et godt engelsk. Tidligere kolleger beskriver ham som en "klog diplomat" med et pokeransigt.

Alligevel er hans temperament også berygtet. Han er i besiddelse af en skarp tunge, og han er tilbøjelig til at true med vold mod enhver, der ikke behager ham, og er kendt for at møde illoyalitet med hurtig og hensynsløs magtanvendelse, lyder det.

Om al-Adel bliver al-Qaedas næste leder, vil tiden vise.