Udland

"Modbydelig" bemærkning fra britisk minister vækker fordømmelse i Skotland

Udtalelsen bliver mødt med vrede og fordømmelse blandt skotske politikere, der anser det som endnu et argument for uafhængighed.

Boris Johnson har som britisk premierminister klart afvist at tillade Skotland en ny folkeafstemning om uafhængighed.

Men selvom han snart er fortid på posten, betyder det ikke, at skotterne og den skotske førsteminister, Nicola Sturgeon, skal forvente en ny linje.

Det fastslog udenrigsminister Liz Truss, der ifølge meningsmålinger er favorit til at afløse Johnson, da hun mandag deltog i et konservativt valgarrangement.

- Jeg mener, at det bedste, man kan gøre med Nicola Sturgeon, er at ignorere hende, sagde Truss og tilføjede:

- Hun er en person, der søger opmærksomhed. Det er, hvad hun er.

Svaret udløste jubel og klapsalver blandt tilhørerne i salen, viser en video fra The Guardian.

Bedre sammen

Den britiske udenrigsminister understregede, at hun selv er vokset op i Skotland.

Hun er født i engelske Oxford, men flyttede som fireårig med sin familie til den skotske by Paisley.

- Jeg føler, at jeg er et barn af unionen. Jeg tror virkelig på, at vi er en familie, og at vi er bedre sammen, forklarede Liz Truss.

Direkte adspurgt om muligheden for en ny folkeafstemning i Skotland, hvis hun bliver premierminister, lød svaret: "Nej, nej, nej".

- Det, som vi er nødt til at gøre, er at vise folket i Skotland, Nordirland og Wales, at vi leverer for dem og sikrer, at al regeringens politik gør sig gældende på tværs af Det Forenede Kongerige, sagde Truss.

Skotsk fordømmelse

Udtalelserne fra den britiske premierministerkandidat er dog blevet mødt med vrede og fordømmelse fra politikere i Skotland, og flere medlemmer af det skotske parlament advarer mod at ignorere demokratiet, skriver den skotske avis The National.

På Twitter har Nicola Sturgeons partifælle i SNP og medlem af det britske parlament Chris Law delt en video af Truss' udtalelser:

- Den eneste grund til at Skotland har brug for uafhængighed. Fuldstændig foragt fra den fremtidige premierminister, skriver han.

Den skotske viceførsteminister, John Swinney, siger til BBC, at det skotske folk vil være "forfærdede over de modbydelige bemærkninger" fra Liz Truss.

Ifølge Swinney er det fuldstændigt uacceptabelt, at man på den ene side taler om, at Skotland skal være i hjertet af Det Forenede Kongerige, samtidig med at man vil ignorere skotternes demokratisk valgte leder.

- Jeg tror, at Liz Truss grundlæggende – med en tåbelig, uhensigtsmæssig indgriben – fundamentalt har undermineret det argument, hun forsøger at fremføre: At Skotland på en eller anden måde kan blive retfærdigt og godt behandlet i hjertet af Det Forenede Kongerige, siger han.

Sturgeon varsler afstemning i 2023

Da Skotland havde en folkeafstemning om uafhængighed i 2014, sagde 55 procent nej til at forlade den britiske union.

Men Nicola Sturgeon mener, at situationen i dag er radikalt anderledes efter Storbritanniens udtrædelse af EU, som et flertal af skotterne var imod.

Hun står derfor fast på Skotlands ret til på ny at stemme om selvstændighed.

- Det er demokrati. Det handler ikke om, hvad jeg ønsker, eller hvad Boris Johnson ønsker, sagde hun sidste år til BBC.

Sturgeon meddelte for nylig, at hun vil have en ny folkeafstemning til afholdelse 19. oktober næste år.

Ifølge meningsmålinger er der lagt op til nærmest dødt løb, hvis skotterne igen skal stemme om uafhængighed.

Klar til at gå rettens vej

En skotsk folkeafstemning kræver dog godkendelse fra den britiske regering i London.

Alternativt håber Sturgeon, at den britiske højesteret vil give hendes regering grønt lys til at holde en ny folkeafstemning.

Ifølge den skotske førsteminister vil det styrke Skotland og landets økonomi at løsrive sig.

Samtidig har flere fortalere for uafhængighed kritiseret Boris Johnson for at blokere for en afstemning, når han selv var en af de største fortalere for Brexit, og at han i den sammenhæng talte for at lytte til folkets ønske og respektere det.

Men skulle Truss blive Johnsons afløser, er der altså ingen opblødning på spørgsmålet om en ny afstemning. Tværtimod.

Modkandidat er også imod afstemning

Det Konservative Parti skal vælge sin nye formand til september. Vinderen bliver samtidig Storbritanniens næste premierminister.

Årsagen er, at Boris Johnson i juli måtte trække sig efter en række skandalesager og voksende modstand i eget parti.

En række kandidater meldte sig som potentielle afløsere, men nu er kun to tilbage.

Foruden udenrigsminister Liz Truss er det Rishi Sunak, der blev finansminister i begyndelsen af 2020, men som i juli trak sig fra posten i protest mod Boris Johnson.

Sunak har også afvist tanken om en ny skotsk folkeafstemning og kaldte det ifølge The Herald i sidste uge for "den forkerte prioritet på det værst tænkelige tidspunkt".

Flere prominente skikkelser i partiet har valgt at støtte Truss, som også har haft en klar føring i meningsmålingerne, men avisen The Times skrev mandag, at forspringet er skrumpet ind.

5. september bliver det offentliggjort, hvem de cirka 160.000 konservative medlemmer har valgt som deres næste leder.