Kina kommer med advarsel: - De, der leger med ild, vil dø af det
Ifølge Taiwan forsøger Kina at lægge psykisk pres på øens beboere med en række militæroperationer.
Der skulle ikke gå længe, fra den amerikanske toppolitiker Nancy Pelosi tirsdag eftermiddag satte sine fødder på taiwansk grund, til der kom en reaktion fra Kina.
Det kinesiske militær er nemlig nu blevet sat i højt alarmberedskab og vil iværksætte "målrettede militæroperationer" som reaktion på besøget fra USA.
Sådan lyder det tirsdag aften fra Kinas forsvarsministerium, skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Disse handlinger er – ligesom at lege med ilden – ekstremt farlige. De, der leger med ild, vil dø af det, skriver det kinesiske udenrigsministerium i en udtalelse.
Derudover er 21 kinesiske militærfly tirsdag aften fløjet ind i Taiwans luftrum, skriver Taiwans forsvarsministerium på Twitter.
Ifølge ministeriet er 18 af de 21 kinesiske fly jagerfly. To er transportfly, mens det sidste er et varslings- og kontrolfly.
Skarp ammunition og langtrækkende våben
Ifølge Kinas østlige militærenhed vil de militære øvelser blive udført både til vands og i luften i den nordlige, sydvestlige og sydøstlige del af Taiwan, skriver Reuters.
Derudover vil der være øvelser med "skarp ammunition og langtrækkende våben" i Taiwanstrædet samt missil-testaffyringer i havet øst for Taiwan, lyder det.
Umiddelbart er der ikke udsendt detaljerede oplysninger om, hvad de militære operationer mere præcist indebærer.
Dog har det kinesiske statsmedie Global Times lavet en oversigt over, hvor de "vigtige militærøvelser og træningsaktiviteter" vil foregå.
Mediet udpeger seks regioner rundt om Taiwan og skriver, at øvelserne vil foregå fra torsdag til søndag.
Mødes onsdag med præsident
Kina har den seneste uge ad flere omgang talt i skarpe vendinger og advaret USA om, at et besøg fra Nancy Pelosi – formanden for Repræsentanternes Hus – ville få store konsekvenser.
- USA vil blive holdt ansvarlig og betale prisen for at skade Kinas suverænitets- og sikkerhedsinteresser, sagde eksempelvis talsperson for det kinesiske udenrigsministerium Hua Chunying tirsdag morgen.
Taiwan har den seneste tid ikke villet kommentere de kinesiske trusler. Men tirsdag aften fordømmer det taiwanske forsvarsministerium "kraftigt" de annoncerede kinesiske militærøvelser.
Samtidig vurderer ministeriet, at Kina forsøger at intimidere og lægge psykisk pres på Taiwans borgere.
Det skriver Reuters, der også oplyser, at Taiwans udenrigsministerium "oprigtigt byder Pelosis delegation velkommen".
Ifølge Nancy Pelosi skal besøget ses som en bekræftelse af, at USA bakker op om demokratier. USA kan nemlig ikke stå på sidelinjen, når nogen truer demokratiet, lyder det – hverken i Taiwan eller i Ukraine.
Nancy Pelosi ventes onsdag at mødes med Taiwans præsident, Tsai Ing-wen, inden hun igen forlader øen onsdag eftermiddag lokal tid.