Udland

Biden: Al-Qaedas topleder er dræbt i CIA-aktion i Kabul

USA har aldrig lagt skjul på, at al-Zawahiri var et mål. Nu er retfærdigheden sket fyldest, siger Biden.

USA har i et angreb lørdag dræbt lederen af det islamiske netværk al-Qaeda, Ayman al-Zawahiri.

Det siger USA's præsident, Joe Biden, i en tale i Det Hvide Hus natten til tirsdag dansk tid.

Angrebet fandt sted i centrum af Afghanistans hovedstad, Kabul, hvor al-Zawahiri ifølge Biden var mødtes med sin familie.

- Jeg beordrede et præcisionsangreb, som skulle fjerne ham fra slagmarken én gang for alle, siger Biden under sin tale til den amerikanske befolkning.

- Retfærdighed er sket fyldest, siger Joe Biden om drabet.

Ifølge en unavngiven kilde i den amerikanske regering var der tale om et luftangreb med to Hellfire-missiler, som blev udført klokken 6.18 om morgenen lokal tid.

Ingen amerikanske soldater satte en fod på jorden i forbindelse med angrebet.

Ifølge Biden kom ingen af Zawahiris familiemedlemmer til skade under angrebet, der heller ikke kostede andre civile tab.

Beskylder hinanden for brud på aftale

En talsmand for Taliban-bevægelsen, der sidder på magten i Afghanistan, bekræfter over for nyhedsbureauet Reuters, at en bolig i Kabul i weekenden var udsat for et angreb fra en drone.

Taliban fordømmer aktionen og betegner den som et brud på Doha-aftalen, som USA og Taliban indgik i 2020 for at bringe fred til Afghanistan.

Modsat beskylder en unavngiven regeringskilde fra USA også Taliban for at bryde aftalen, da flere topfigurer i Taliban-bevægelsen – ifølge USA – var bekendt med al-Zawahiris tilstedeværelse i landet.

Bin Ladens højre hånd

USA har aldrig lagt skjul på, at førstemanden i al-Qaeda var et mål for dets militær. Al-Qaeda karakteriseres af USA som en terrorbevægelse.

På tværs af verden skal mennesker ikke længere frygte for "denne onde og resolutte morder", siger Biden under sin tale.

- USA vil fortsætte med at demonstrere vores beslutsomhed og evne til at forsvare det amerikanske folk mod dem, der ønsker at gøre os skade.

Perspektiv

Hvem var al-Zawahiri?

Osama bin Laden og Ayman al-Zawahiri.

Ayman al-Zawahiri (født 1951) voksede op i et overklassekvarter i Cairo. Han blev i 1981 fængslet for sin rolle i drabet på Egyptens præsident Anwar Sadat, der havde indgået en fredsaftale med Israel.

Han mødte Osama bin Laden i 1980'erne, hvor al-Zawahiri behandlede sårede mujahedinere. I 1998 udsendte de sammen en fatwa, der tilskrev, at det er alle muslimeres pligt at dræbe amerikanere og deres allierede.

Herefter planlagde de sammen en række angreb mod USA og dets ambassader. Mest blodigt blev angrebet 11. september.

Da bin Laden blev dræbt i 2010, overtog al-Zawahiri lederskabet af al-Qaeda.

Egypteren Ayman al-Zawahiri var i årevis højrehånd for al-Qaedas leder, Osama bin Laden, som blev dræbt i en amerikansk militæraktion i 2011 i Pakistan.

Efter drabet på bin Laden overtog Ayman al-Zawahiri magten i al-Qaeda.

Stod bag 11. september

Al-Zawahiri er blevet beskrevet som det islamiske netværks chefideolog.

Den lægeuddannede al-Zawahiri var med til at koordinere angrebene 11. september 2001 i USA, da fire passagerfly blev kapret.

To af flyene blev styret ind i tvillingtårnene i World Trade Center i New York, mens et styrtede ned ved Pentagon, og et andet styrtede ned på en mark i Philadelphia.

I alt blev næsten 3000 mennesker dræbt.

Siden USA's invasion af Afghanistan har al-Zawahiri måttet skjule sig fra amerikanske angreb.

Kort efter invasionen i 2001 var USA tæt på at få ram på ham i et angreb, hvor hans kone og to af deres børn mistede livet.

Al-Zawahiri var 71 år, da USA lørdag satte sit angreb ind.

'Kernen' tegnede i september sidste år et portræt af Ayman al-Zawahiri. Du kan se programmet, der hedder 'Al-Qaedas mastermind', på TV 2 PLAY lige her.