Rusland invaderer Ukraine

Zelenskyj vil have hundredtusinder evakueret fra kampzone

Regeringen i Ukraine indfører obligatorisk evakuering fra Donetsk by og områder i regionen.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, vil have hundredtusinder af mennesker, der stadig befinder sig i kampzoner i Donbas i det østlige Ukraine, til at lade sig evakuere.

Det siger han i en tale sent lørdag henvendt til landets borgere.

Han oplyser, at regeringen har besluttet sig for, at det skal være obligatorisk at blive evakueret i områder i og uden for byen Donetsk.

De har været scene for hårde kampe mellem den ukrainske hær og de russiske invasionsstyrker.

- Jo flere mennesker, der forlader Donetsk-regionen nu, jo færre mennesker vil den russiske hær få at dræbe, siger Zelenskyj.

Han lover, at de, som tager afsted, vil få kompensation.

Beder bekendte om at tale med personer i kampzonerne

Ukrainske medier havde tidligere citeret vicepremierminister Iryna Veresjtjuk for at sige, at evakueringerne bør finde sted, inden vinteren sætter ind. For Donetsk-regionens gasnet er blevet ødelagt under krigen.

Zelenskyj siger, at der stadig bor hundredtusinder af mennesker i Donbas, der består af regionerne Donetsk og Luhansk.

- Mange nægter at tage afsted, men det er stadig nødvendigt at få det gjort. Hvis I har muligheden, så beder jeg jer om at tale til dem, som stadig er blevet i kampzonerne i Donbas, siger han.

- Jeg beder jer om at overbevise dem om, at det er nødvendigt at tage afsted.

Donbas er det område i Ukraine, hvor krigen har været mest intens, siden Rusland invaderede landet 24. februar.