Amerikansk og russisk udenrigsminister har diskuteret fangeudveksling
Blinken og Lavrov talte blandt andet om udvekslingen af to amerikanske statsborgere og en russisk våbenhandler, der blev kendt som "dødens købmand".
De har ikke talt med hinanden, siden krigen brød ud i Ukraine i slutningen af februar.
Men nu har den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, talt med sin russiske kollega, Sergej Lavrov, fortæller Blinken på en pressekonference.
Og telefonsamtalen var, ifølge Blinken, "ærlig og direkte".
- Jeg pressede på for, at Kreml accepterede vores konkrete forslag om, at de løslader Paul Whelan og Brittney Griner, siger Blinken, skriver CNN.
"Dødens købmand" for to amerikanske statsborgere
Basketballspilleren blev anholdt i Moskvas Lufthavn 17. februar med cannabisolie i bagagen. Den dobbelte OL-guldvinder blev anklaget for at være i besiddelse af euforiserende stoffer, og er siden blevet tilbageholdt af Rusland. Det har ledt til mistanker om, at tilbageholdelsen af Griner var politisk motiveret, men det har Rusland afvist.
Den tidligere marinesoldat Paul Whelan sidder også fængslet i Rusland, hvor han i 2020 blev idømt en straf på 16 år for spionage. Han blev anholdt to år forinden på et hotel i Moskva og har gennem hele forløbet nægtet sig skyldig. Ifølge amerikanske embedsmænd var forløbet "unfair".
USA foreslår, at man udveksler de to amerikanere, som lige nu er i russisk varetægt, med den russiske våbenhandler Viktor Bout.
Den 55-årige russer blev kendt under navne som "dødens købmand", "våbenhandlernes Bill Gates" og "Lord of War" er blandt andet berygtet for at have forsynet Taliban, Den Revolutionære Forenede Front i Sierra Leone, Charles Taylors regime i Libera og Abu Sayyaf, en militant islamistisk gruppe i Filippinerne, med våben.
I 2008 blev Viktor Bout blev anholdt på et luksushotel i Bangkok i en storstilet amerikansk operation, og fire år senere blev han idømt en fængselsstraf på 25 år, som han nu er ved at afsone.
Diskuterede også kornaftale
For få dage siden sagde Lavrov på en pressekonference i Usbekistan, at fangeudvekslinger allerede var blevet diskuteret i Geneve sidste år, hvor den amerikanske præsident Biden og den russiske præsident Vladimir Putin var blevet enige om at få embedsmænd til at se på mulighederne. Ifølge Lavrov var hans ministerium ikke involveret i det.
- Men ikke desto mindre vil jeg lytte til, hvad Blinken har at sige, lød det fra Lavrov.
Den russiske udenrigsminister sagde også, at han så frem til at tale med Blinken om den aftale om korn, som Ukraine og Rusland for nyligt har underskrevet.
- Når det handler om russisk korn, har især amerikanske sanktioner ikke tilladt kontrakterne at blive implementeret i deres fulde omfang, sagde Lavrov og nævnte blandt andet embargoer på russiske skibe sammen med restriktioner på forsikring og finansiering af fragt.
Og de to udenrigsministre kom ind på kornaftalen, fortæller Antony Blinken.
Ifølge udenrigsministeren understregede han over for Sergei Lavrov, at USA forventer, at hveden kan sejle sikkert ud via Det Sorte Hav.
- Jeg gjorde det klart for ham, at vi ser frem til, at det sker så hurtigt som muligt, lyder det fra Antony Blinken.