Er det overhovedet et problem, at Rusland trækker sig fra rumsamarbejdet?

Rumstationen er mere et prestigeprojekt end et forskningsprojekt, og tabet som følge af Ukraine-krigen har forskningen allerede lidt, siger eksperter.

Ruslands annektering af Krim-halvøen i 2014 satte en stopper for en lang række samarbejder mellem Vesten og Rusland. Samarbejdet om Den Internationale Rumstation (ISS) var et af de eneste, der ikke blev berørt.

Nu truer Rusland med at trække sig fra rumstationen i kølvandet på landets invasion af Ukraine, og det vil betyde en historisk afslutning på mere end 30 års internationalt samarbejde med USA, Europa, Japan og Canada.

Det er den administrerende direktør for det russiske rumfartsagentur, Roscosmos, Yuri Borisov, der siger, at Rusland vil trække sig fra ISS ved udgangen af 2024.

Og det kan skabe problemer for forskningen, mener Jørgen Christensen-Dalsgaard, forsker i fysik og astronomi på Aarhus Universitet.

- Der er et teknisk problem i, at rumstationen skal have et lille skub en gang imellem for at holde sig i banen. Det har russerne leveret. Der er også et økonomisk problem og et problem med at forsyne besætningen. Det vil nok betyde, at man er nødt til at begrænse størrelsen af besætningen, siger han.

Den gamle skude

Russerne leverer fremdrift i rumstationen – det er det "lille skub", som Jørgen Christensen-Dalsgaard nævner – og det sker med motorer, der sidder i de russiske moduler eller med russiske fartøjer, som sidder på rumstationen.

De første moduler til rumstationen blev sendt op i 1998, så rumstationen er efterhånden “en gammel skude”, siger Jørgen Christensen-Dalsgaard.

I ni år mellem 2011 og 2020 var den russiske Soyuz-raket besætningens eneste mulighed for at komme til og fra rumstationen.

Men derudover er de forskningsmæssige tab begrænset, mener Jørgen Christensen-Dalsgaard.

- Min personlige holdning er, at rumstationen aldrig primært har været et forskningsprojekt. Det har i ret høj grad været et politisk projekt. Det har været et nyttigt projekt, fordi det har styrket samarbejdet med Rusland og dermed reduceret spændinger, som har været omkring rumaktiviteter, siger han.

Samtidig har rumstationen en udløbsdato. Egentlig stod samarbejdet til at stoppe ved udgangen af 2024, mens USA har bedyret, at landet gerne vil fortsætte driften frem til 2030.

Skulle Rusland gøre alvor af sine udmeldinger, vil det altså være seks års tabt forskning, men det er svært at regne på, lyder det fra Michael Linden-Vørnle, der er astrofysiker ved DTU Orbit.

- Det er svært at gøre det op i tab, for selvfølgelig vil man miste den forskning, men fokus er allerede ved at skifte andre steder hen.

Et prestigeprojekt

Ifølge et udskrift refereret af CNN har Ruslands præsident, Vladimir Putin, sagt god for, at Rusland begynder bestræbelserne på at bygge sin egen rumstation efter 2024.

At Rusland skulle bygge sin egen station, er dog sværere at forestille sig, lyder det fra Michael Linden-Vørnle:

- Jeg har meget svært ved at se, at Rusland i deres nuværende situation har ressourcer til at lave deres egen rumstation. Det er heller ikke første gang, at de siger, at de trækker sig. Den tidligere chef for Roscosmos sagde, at landet vil samarbejde med kineserne, siger han.

Da projektet med Den Internationale Rumstation blev sat i værk, var verden en helt anden. Den markerede afslutningen på rumkapløbet under Den Kolde Krig og vidnede om et Rusland, der åbnede sig mere op over for Vesten efter Berlinmurens fald.

Jørgen Christensen-Dalsgaard, det kunne måske også lyde lidt som et prestigeprojekt for nationer snarere end forskning?

- Ja, det er også det, jeg hentyder til. Og det er fint nok, for det er et politisk valg, hvad man vil bruge pengene til, og det har affødt nyttige teknologiske erfaringer og fin forskning. Men set fra et rent forskningsperspektiv, ville jeg nok have brugt pengene på noget andet, siger forskeren.

Det største tab har vi allerede set

De egentlige konsekvenser af krigen i Ukraine og det forværrede forhold mellem Vesten og Rusland har vi faktisk allerede været vidne til, fortæller Jørgen Christensen-Dalsgaard.

Og de har været langt større.

- På andre områder har afbrydelsen af samarbejdet med Rusland haft ganske store konsekvenser. Det store europæiske Mars-projekt, ExoMars, som skulle have været sendt op i år, er blevet udsat. Man kan være meget bekymret for, at den aldrig kommer afsted, fordi den baserer sig på en russisk opsendelse, siger han og fortsætter:

- Det ville være et meget, meget stort tab for forskningen og faktisk fra den synsvinkel værre end problemerne med Den Internationale Rumstation.

Hvorfor er det sĂĄ slemt?

- Spørgsmålet på Mars er at forstå planetens klimatiske udvikling og se, om der er spor efter liv. Det kan man så overveje, om man synes er interessant. Jeg synes selv, at det er dybt fascinerende. Så ud fra et grundvidenskabeligt og egentlig også filosofisk synspunkt er det et meget centralt emne, siger han.

Rumkapløbet mellem USA og Sovjetunionen strakte sig fra 1955 til 1975 – afhængig af hvornår man anser det for overstået – og var et af verdenshistoriens største eksempler på storstilede magtdemonstrationer, som ikke havde et militært formål.

Der var tragedier, men der var ogsĂĄ landvindinger i opsendingen af den sovjetiske Sputnik-satellit og amerikanernes mĂĄnelanding.

Kunne man derfor forestille sig, at verden ser et nyt kapløb, som sætter gang i nye landvindinger? Michael Linden-Vørnle tror det ikke:

- Jeg har svært ved at se konkurrenceelementet. Hvis man terminerer rumstationen ved udgangen af 2024, er det ærgerligt for samarbejdet og for den videnskab, man kunne have lavet, men det gavner også, når de ressourcer, man ellers ville have brugt, kanaliseres ud til andre projekter, lyder det.