Rusland invaderer Ukraine

Russerne fastholder, at gasreduktion skyldes tekniske årsager, men den køber EU ikke

Russerne skruer endnu engang ned for gassen på grund af "vedligeholdelse", men hverken EU eller eksperter stoler på den begrundelse.

Fra onsdag vil det statslige russiske gasselskab Gazprom endnu engang reducere gasforsyningen til Europa via Nord Stream 1.

Vi ved, at der ikke er nogen teknisk årsag til at gøre det her

Kadri Simson, energikommissær i EU

Denne gang reduceres forsyningen helt ned til 20 procent af den samlede kapacitet, og ifølge russerne selv skyldes reduktionen – som også ved tidligere gange – en nødvendig vedligeholdelse af en gasturbine.

- Der er nogle defekter med turbinerne. Turbinen er ikke kommet tilbage endnu efter et stort servicetjek. Den er på vej. Vi håber, det kommer til at ske og hellere for tidligt end for sent, har Kreml-talsmand Dmitry Peskov udtalt ifølge Reuters.

Men den forklaring køber man ikke i Bruxelles.

Reduktionen er ren og skær politisk motiveret, mener EU’s estiske energikommissær, Kadri Simson:

- Vi ved, at der ikke er nogen teknisk årsag til at gøre det her. Dette er et politisk indgreb, og vi er nødt til at være beredt, lød det tirsdag fra energikommissæren.

Giver sanktioner og vedligeholdelse skylden

Men det er ikke kun vedligeholdelsen af turbinerne, der er skyld i, at Nord Stream 1 ikke fungerer som vanligt.

Også de internationale sanktioner mod Rusland kommer i vejen, mener Dmitry Peskov:

- Situationen er kritisk og kompliceres yderligere af de restriktioner og sanktioner, som er blevet vedtaget mod vores land. Havde de ikke været der, havde Nord Stream 1 fungeret som normalt.

Reduktioner i forsyningen fra Nord Stream 1

Gasledningen Nord Stream 1 har en fuld kapacitet på 167 millioner kubikmeter gas om dagen. Men flere gange siden krigens begyndelse har russerne ændret ved gasflowet til Europa.

  • 14. juni: Reduceret til 40 procent. 
  • 11. juli: Lukket helt.
  • 21. juli: Genåbnet til 40 procent.
  • 27. juli: Reduceres til 20 procent.

Kilde: Energistyrelsen, Reuters.

En af Nord Stream 1s turbiner har været til reparation hos Siemens i Canada, og ifølge Kreml har Rusland endnu ikke fået den tilbage på russisk jord. Samtidig er endnu en af gasanlæggets resterende turbiner også for nylig gået i stykker, oplyser Rusland.

Gazprom kunne bruge reservelager

Tyske Siemens, som altså står bag reparationen, kan dog ikke se forbindelsen mellem vedligeholdelsen hos virksomheden i Canada og den voldsomme reduktion i gasflowet, som Gazprom nu har vedtaget.

Det samme lyder fra Hans Henrik Lindboe, energianalytiker i Ea Energianalyse.

- Det er rigtigt nok, hvad EU siger. Der er ikke nogen teknisk årsag til det her, så det er udelukkende for at splitte Europa, siger han til TV 2 og kalder i øvrigt beslutningen om den kraftige reduktion for "virkelig usædvanlig".

Ifølge energianalytikeren kunne Gazprom – hvis ikke det var for at ramme EU-landene – bare benytte sig af de reservedele, de unægtelig må have på lager.

Det er meget velkendt, at Rusland bruger gassen som et politisk våben

Kristian Mouritzen, international analytiker hos Berlingske

Det ville i så fald betyde, at Gazprom kunne levere om ikke nødvendigvis 100 procent af kapaciteten, så i hvert fald mere end de vedtagne 20 procent, siger Hans Henrik Lindboe.

- Man laver ikke så kritisk en infrastruktur som denne, uden at den er fejlsikret. Blandt andet ved at sørge for, at man har noget stående i reserverne, for eksempel flere rør, flere turbiner eller lignende.

Energianalytikeren understreger dog, at EU-landene godt vil kunne klare sig gennem den kommende vinter med en 20 procents levering fra russiske Gazprom.

Det skyldes, at gaspriserne nu er så høje, at de europæiske lande allerede sparer markant på gassen, ligesom en ny nødplan skal sikre, at hvert enkelt EU-land reducerer sit forbrug med 15 procent.

Ruslands stærkeste våben

Da Gazprom efter ti dages vedligehold i sidste uge genåbnede for gasforsyningen til Tyskland, som sender den billige russiske gas videre til resten af Europa, var meldingen, at der dagligt ville blive leveret cirka 67 millioner kubikmeter.

Det tal bliver altså nu halveret, når den daglige gasforsyning fra Nord Stream 1 fra onsdag reduceres til 33 millioner kubikmeter.

Ifølge Kristian Mouritzen, international analytiker hos Berlingske, passer den beslutning meget godt ind i det billede, vi allerede har af Rusland.

Landet har nemlig "en historie for at bruge gassen politisk på rigtig mange områder". Noget, vi også har set i løbet af årene i Ukraine, hvor russerne også har skruet op og ned for gasforsyningerne.

- Det er meget velkendt, at Rusland bruger gassen som et politisk våben. Det er formentlig også det stærkeste våben, de har i øjeblikket, siger analytikeren.

Kristian Mouritzen slår fast, at hvad end reduktionen er en del af et politisk spil eller ej, så ændrer det ikke ved, at Rusland har den ultimative overhånd på energipolitikken lige nu.

- Der er ikke nogen tvivl om, at truslen om, at Rusland lukker helt for gassen, den er reel nok, og den skræmmer i hele Europa, for vi har ikke noget alternativ i øjeblikket.