Rusland invaderer Ukraine

Nu er EU-lande enige om at spare på gassen over vinteren

Næsten samtidig med EU-aftalen har Rusland skåret yderligere i gasforsyningen fra Nord Stream 1.

EU's energiministre er i dag blevet enige om at skrue ned for gasforbruget i Europa de kommende måneder.

Det oplyser EU-Kommissionen i en pressemeddelelse.

Den nye aftale er kommet i stand efter et ekstraordinært topmøde i Bruxelles og skal sikre, at EU har gas nok til at klare sig igennem vinteren, hvis Rusland lukker for forsyningen.

EU-landene vil i første omgang på frivillig basis reducere brugen af gas med 15 procent. Men energiministrene er samtidig enige om at indføre en særlig nødsituation kaldet "union alert". Her vil det blive obligatorisk for landene at reducere forbruget.

Indholdet af den endelig aftale ventes at blive præsenteret om kort tid.

Rusland skærer ned for gas samtidig

Samtidig med EU-landenes aftale om en reduktion af gasforbruget, har Rusland taget endnu et skridt i retning af at begrænse gasleverancerne til EU.

Mandag aften meddelte det russiske selskab Gazprom, at man vil reducere levering af gas via rørledningen Nord Stream 1 til 20 procent af kapaciteten. I forvejen var leverancen dalet til 40 procent.

Russerne selv peger, ligesom den første reduktion på, at der er tale om en nødvendig vedligeholdelse, hvor en nødvendig turbine endnu ikke er installeret. Det siger Kreml-talsmand Dimitrij Peskov ifølge Reuters.

Men beslutningen om at reducere gasleverancen fra Gazprom er politisk motiveret, siger EU’s estiske energikommissær, Kadri Simson, ifølge Reuters.

Hun undsiger dermed den russiske energigigant, der hævder, at det skyldes vedligeholdelse af en gasturbine.

- Vi ved, at der ikke er nogen teknisk årsag til at gøre dette. Dette er et politisk indgreb, og vi er nødt til at være beredt. Præcis derfor er det klogt præventivt at reducere vores gasforbrug, siger Simson.