Rusland og Ukraine vil underskrive kornaftale fredag
Kornaftalen vil ifølge TV 2s korrespondent give ukrainerne mulighed for at eksportere en masse korn. Men den vil også have fordele for Rusland.
Da krigen brød ud i Ukraine tilbage i februar, var Rusland hurtig til at blokere for Ukraines korneksport.
Nu skal en ny aftale mellem de to lande sikre, at fragtskibe med korn ombord igen kan sejle fra de ukrainske havne.
Det oplyser det tyrkiske præsidentkontor torsdag aften. Tyrkiet har gennem længere tid mæglet mellem de to lande.
Samtidig har den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, torsdag i en video på beskedtjenesten Telegram sagt, at han "forventer nyheder for vores land fra Tyrkiet angående ophævelsen af blokeringen af vores havne". Det skriver det russiske medie Tass.
Aftalen vil ifølge præsidentkontoret i Tyrkiet blive underskrevet fredag klokken 15.30 i Istanbul, Tyrkiet.
Rusland har endnu ikke bekræftet den kommende aftale.
Begge parter har stillet krav
I samarbejde med FN har den tyrkiske præsident, Recep Erdogan, stået for forhandlingerne mellem Ukraine og Rusland.
Nyhedsbureauet Reuters skriver, at kornaftalen har været undervejs i to måneder, og også FN's generalsekretær, António Guterres, vil være til stede, når den underskrives.
TV 2s korrespondent i Ukraine, Claus Borg Reinholdt, har fulgt forhandlingerne fra havnebyen Odesa. Her står der i øjeblikket 20 millioner ton korn, som venter på at blive skibet ud.
- Vi har været ude og besøge en landmand tidligere i dag, som fortalte os, at han havde flere ton korn liggende, som han ikke kunne komme af med. Så lagrene er ved at være godt fyldte, siger Claus Borg.
Russisk eksport er også ramt
Det er fortsat ukendt, hvad kornaftalen helt konkret indebærer.
Men Claus Borg Reinholdt formoder, at aftalen vil sikre de ukrainske fragtskibe fri passage.
- Det vil sige, at de ikke vil blive angrebet af russiske krigsskibe, siger han og tilføjer, at Rusland nok også har haft krav:
- På den anden side kan russerne også have krav om, at skibene, der ligger til i Odesa sejler tomme hertil, og at de ikke indeholder våbenleverancer til ukrainerne.
En af de mest sandsynlige årsager til, at Rusland er gået med til aftalen, er ifølge korrespondenten, at nogle af de vestlige sanktioner, der lige nu rammer den russiske eksport fra Sortehavet kan blive løftet som del af en aftale.
Vesten har nemlig indført sanktioner mod de russiske skibes forsikringsselskaber, og det har sat begrænsninger for eksporten i Rusland.
- Russerne ville ikke gå med til, at kun ukrainerne kan få lov til at eksportere deres varer. Det vil man også have lov til fra russisk side, siger han.
Ukraine er "et af verdens spisekamre"
Claus Borg Reinholdt tilføjer, at den manglende korneksport har skabt en verdensomspændende fødevarekrise, og at det er en af grundene til, at FN har været involveret i forhandlingerne i Tyrkiet.
- Der er masser af sultne munde, som skal have brød og korn. Specielt det afrikanske kontinent mangler korn, som Ukraine, men også Rusland, er storeksportør af, fortæller han.
Anne Poulsen, som er nordisk direktør i FN's fødevareprogram, fortæller TV 2, at "det har været meget alvorligt", at Ukraine ikke har kunnet eksportere gennem deres havne.
Ukraine er nemlig et af verdens spisekamre, siger hun:
- Det er et land med 40 millioner indbyggere, men som producerer mad nok til at brødføde 400 millioner mennesker. Samlet står Ukraine og Rusland for 30 procent af verdens hvedehandel.
Skubber inflationen opad
Både Rusland og Ukraine står højt på listen over verdens største korneksportører.
Derfor kunne det mærkes verden over, da Rusland blokerede havnene med søminer og dermed stoppede den ukrainske korneksport.
Det gav nemlig priserne i supermarkederne, som i forvejen er høje på grund af inflationen, et nøk opad.
Selvom lande verden over har haft mulighed for at importere korn fra andre steder end Ukraine, har det alligevel ikke været en nem opgave, lyder det fra Anne Poulsen.
- Det, der bliver udfordringen, er, at vi skal købe det (korn, red.) fra andre lande, der er længere væk, og til nogle priser, der er højere. I forvejen er fødevarepriserne presset op. Også brændstofpriser er steget, siger hun.
Direktøren tilføjer, at 50 millioner mennesker er i eller på kanten af hungersnød, og det er krigen i Ukraine med til at forstærke.