Stjerner i USA kæmper for at få løsladt basketballspiller fra russisk fængsel

NBA-stjernen Steph Curry, landsholdsspilleren i fodbold Megan Rapinoe, og tennislegenden Billie Jean King lægger pres på regering.

Amerikanske sportsstjerner går nu forrest i kampen for at få deres landsmand, den 31-årige basketballspiller Brittney Griner, løsladt fra et russisk fængsel.

- Mens vi håber på det bedste, opfordrer vi hele det internationale sportssamfund til fortsat at kæmpe for hende, sagde NBA-stjernen Steph Curry ifølge CNN, da han deltog i en prisceremoni, ESPY Awards, som er sportskanalen ESPN's årlige prisuddeling.

Steph Curry, der er firdobbelt NBA-mester fik tilslutning fra to kvindelige basketballstjerner, Nneka Ogumike og Skylar Diggnis-Smith, på scenen.

Og da Megan Rapinoe, der er fodboldspiller med 192 kampe på det amerikanske landshold og OL-guldvinder, fik en pris for sine præstationer i amerikansk klubfodbold, understregede hun i sin takketale hvor vigtigt det er, at sportsstjernerne holder sammen for at få Griner løsladt.

- Jeg mener helt ærligt, at det vi har set her i aften, er vigtigheden af sport, og hvor meget vi kan give, og hvor meget vi kan få gjort med vores samlede magt, sagde Megan Rapinoe blandt andet.

Anholdt i februar i år

Brittney Griner blev anholdt 17. februar i år – en uge før den russiske invasion af Ukraine – i en lufthavn i Moskva.

De russiske myndigheder sagde, de havde fundet cannabis i hendes bagage. Griner, som spiller i den russiske liga, når den amerikanske basketballliga for kvinder, WNBA, holder pause, har siden siddet fængslet, anklaget for narkotikahandel.

Det amerikanske udenrigsministerium har erklæret, at tilbageholdelsen af Griner er forkert. Hun har dog erklæret sig skyldig i sigtelser om narkotikabesiddelse og risikerer op til ti års fængsel.

Megan Rapinoe, der også er aktiv i kampen for ligestilling, sagde, at sportsstjernerne kan være med til at presse den amerikanske regering.

- Hver gang vi siger hendes navn, lægger vi pres på alle. Pres på regeringen, pres på Rusland. Det mest alarmerende er, at BG (Brittney Griner, red.) ikke er her. Hun fortjener at være fri. Vi kan støtte hende mere og fortælle, at vi elsker hende højt, sagde Megan Rapinoe, der tidligere har hyldet Griner.

Da Rapinoe for 14 dage siden fik Præsidentens Medalje for Frihed – den højest civile udmærkelse i USA – var hun iført en cremefarvet blazer på med initialerne BG i forbindelse med begivenheden. Rapinoe havde dog ikke blazeren på, da hun fik prisen overrakt af præsident Joe Biden.

En anden sportslegende, det amerikanske tennis- og ligestillingsikon Billie Jean King, nævnte også Brittney Griner ved prisudddelingen.

- For det første, få BG hjem, sagde Bille Jean King bare.

I sidste uge gav Brittney Griners hold af forsvarere ved et retsmøde et brev fra en amerikansk sundhedsmyndighed til retten i Moskva. Brevet er en tilladelse i Arizona fra 2020 til brugen af medicinsk cannabis, som den amerikanske basketballspiller bruger til behandling af smerter i forbindelse med sportsskader.

Retssagen mod Griner er nu blevet udsat til 26. juli – på tirsdag – efter Griners forsvarere har bedt om mere tid at forberede de næste skridt.